15. august 2020
Det her syn elsker Per-Olof Johanssson. Kigget fra Hestestien ind over markerne og Lillerød Landsby.
gallery icon

Se billedserie

Det her syn elsker Per-Olof Johanssson. Kigget fra Hestestien ind over markerne og Lillerød Landsby.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Yndlingssted: Per-Olof cykler gennem Lillerød landsby hver dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Yndlingssted: Per-Olof cykler gennem Lillerød landsby hver dag
Allerød - 25. juli 2020 kl. 07:53
Af Anne-Mette Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi møder Per-Olof Johansson ved kulturhuset Kirkehavegaard, hvorfra han tager os med på en lille gåtur rundt i Lillerød Landsby.

- Man kan vel ikke finde en by, der ligger mere som et åndehul end Lillerød, mellem de tre skove Tokkekøb Hegn, Ravnsholt og Brødeskov, siger han.

Turen går ad Frederiksborgvej og bringer os blandt andet forbi Lillerød Skole, Lillerød Kirke, det tidligere plejehjem Solvang og det gamle gadekær, som ikke er der længere. Det har ligget lige her, hvor Frederiksborgvej og Gl. Lyngevej møder hinanden.

- Lillerød Landsby lå i det her område. Men da jeg var barn, kunne man ikke gå her, for der var vand. Her lå gadekæret, men nu er det væk, fortæller Per-Olof Johansson.

Det blev nedlagt for at gøre plads til Frederiksborgvej for mange år siden.

Per-Olof Johansson elsker Lillerød Landsby, og han har også et særligt forhold til navnet Lillerød. Han er født i Horsemosen på den anden side af jernbanen. Der boede han indtil 1963, hvorefter han flyttede til Jylland i syv-otte år. Da han vendte tilbage, var der sket forandringer.

- Jeg flyttede fra Lillerød Kommune, og da jeg kom tilbage, hed det Allerød Kommune. Det blev jeg optaget af, siger han.

Det resulterede blandt andet i, at han involverede sig i kommunalpolitik med den lokale liste Lokallisten. For den sad han i byrådet fra 1986 og fem år frem, men han var involveret i Lokallistens arbejde fra 1974 til 1994.

- Jeg har ikke noget imod Allerød. Det er et fint navn til kommunen. Men det er jo mærkeligt, at folk ikke kan få ind i hovedet, at de bor i Lillerød, når det er det, der står på ethvert skilt, når man kører ind i Lillerød, siger han og tilføjer, at der dog hos nogle ér en bevidsthed omkring Lillerød.

Gåturen har bragt os til Enghavevej, der også er kendt som Hestestien. Den spiller en særlig rolle i Per-Olof Johanssons hverdag.

- Jeg cykler igennem området her hver dag. Det er en mærkelig dag, hvis jeg ikke har cyklet ned ad Enghavevej. Jeg har en fast rute, hvor jeg cykler ud forbi Lynge og vender, inden jeg kører tilbage igen. Jeg havde en blodprop i 1990, og så skal man jo gøre noget. Siden da har jeg haft min faste rute, og den holder jeg fast i. Jeg cykler 10 kilometer hver dag, og når man bor her, opleves området jo som et åndehul, fortæller han og uddyber, hvorfor han holder så meget af stedet.

- Det er synet og den friske luft. Det er jo fantastisk med det her grønne område, som går midt ned igennem en by. Og så er der det historiske aspekt; at erindringen omkring landbruget er bevaret.

Per-Olof Johansson er ikke den eneste, der har opdaget stedets fortræffeligheder.

- Det er utroligt, som folk går og cykler her i området. Selv Carl Mørck fra Jussi Adler-Olsens krimier cykler ad Hestestien, når han skal fra Rønneholtparken og ned til stationen. Så den burde være lige så berømt som Baker Street, siger han med et glimt i øjet.

Vi går forbi en flok får, der står og gumler på markstykket nord for Hestestien. Det tilhører SSI Diagnostica, der også har geder og stude.

- Det er hyggeligt med dyrene her, og der kommer jo mange børn for at fodre dem. Så området bliver virkelig brugt efter sin hensigt, konstaterer han.

Vi står ved lågen og kigger ind mod byen. Herfra er der et fint kig ind over landsbyen, og man kan se Lillerød Kirke.

Per-Olof Johansson vender sig om og kigger over på markerne på den sydlige side af Hestestien. De har været ejet af Statens Serum Institut siden 1939, og det er et stort held for kommunen, mener han. Det har sikret bevarelsen af et vigtigt landområde, fordi SSIs heste skulle græsse der.

Tidligere var området på den sydlige side af Hestestien en del af byzonen, men nu er det landzone, og der må ikke bygges.

- I kommuneplanen er det her bevaringsværdigt på grund af dets kulturhistoriske værdi. Nu står det i planen, og så må vi tror på det. Vi er mange, der er klar til at slås for, at det skal bevares, som det er. Som marker. Det er noget, som de fleste burde kunne få øje på værdien af, og i dag tales der jo meget ud fra det grønne udgangspunkt, siger han.

Dansk Folkeparti vil stoppe forhøjelse af pensionsalder ved 70 år. Er det en god idé?