

Se billedserie
I denne uge kan man opleve afspærringer og sort plastic for ruderne på Blovstrød Kro.
Årsagen er, at der er gang i optagelserne til næste sæson af TV2-komedieserien "Minkavlerne" - et emne, der må siges at være højaktuelt.
"De optager nogle scener til sæson to, lige som at de også var her, da de optog sæson et, bekræfter David Frøkjær Jensen fra Blovstrød Kro.
Minkavlerne må efter danske standarder siges at være særdeles fornemt besat på rollelisten med navne som Mick Øgendahl, Frank Hvam, Bodil Jørgensen, Niels Hausgaard, Kirsten Lehfeldt og Ruben Søltoft. Serien foregår i Nordjylland, men de gamle klassiske rammer i Blovstrød Kro passede til det, holdet bag serien gerne ville have, forklarer David Frøkjær Jensen. Han kan desuden fortælle, at de på grund af optagelserne blev nødt til at male hele den indvendige del af kroen.
"Vi havde faktisk lige malet den i en lysere beige-agtig farve, men fordi den indvendige del havde været rød i første sæson af serien, blev vi nødt til at male den om, så den fik den farve igen," siger han.
Allerød Nyt har været i kontakt med Mick Øgendahls produktionsselskab Falster Inc., der står bag Minkavlerne, men de har ikke ønsket at udtale sig, lige som at selskabet frabed sig, at få taget billeder af optagelserne.
Anden sæson forventes at blive vist til april. Når den kommer på skærmen, vil man kunne se den på Blovstrød Kro, om coronaguderne vil.
"Planen er, at vi viser den på storskærm, når den kommer, for at lave noget sjov ud af det," siger David Frøkjær Jensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her