Der er brug for en ny og visionær helhedsplan for Møllemosen. Derfor støtter Socialdemokratiet også det forslag, der er på byrådets dagsorden torsdag, og som et bredt flertal stemte for i Økonomiudvalget.
Målet med planen er at se hele området i en sammenhæng, så vi skaber den bedst tænkelige ramme for både idrætten og de kommende nye boliger, som blandt andet skal ligge der, hvor flygtningeboligerne ligger i dag.
Området skal rumme mange nye gode boliger, private og almene, små og store. Dem er der et meget stort behov for, hvis vi vil bevare Allerød Kommune, som en levende kommune med kunder i butikkerne i bymidten, børn i skolerne og på fodboldbanerne og i mange andre idrætsforeninger.
Området skal også rumme mindst lige så mange fodboldbaner som i dag og meget gerne også andre idrætsformer, så der kommer mere liv og flere mennesker end i dag. Det er der brug for.
Ved at sælge jord til boliger i Møllemoseområdet kan vi også finansiere bedre rammer for idrætten, og det vil Socialdemokratiet meget gerne støtte.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her