19. juni 2019
Børnene på Sandholm fik de venlige hilsner, da Red Barnet Ungdom var forbi centret søndag. Men først måtte racistiske hilsner til børnene sorteres fra.Foto: Red Barnet Ungdom
Børnene på Sandholm fik de venlige hilsner, da Red Barnet Ungdom var forbi centret søndag. Men først måtte racistiske hilsner til børnene sorteres fra.Foto: Red Barnet Ungdom
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Racistiske hilsner til børn sorteret fra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Racistiske hilsner til børn sorteret fra
Allerød - 21. maj 2019 kl. 11:52
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Send en hilsen til børnene på de danske asylcentre. Vis dem, at der er mennesker uden for asylcentrets mure, der tænker på dem og vil dem det godt«. Sådan lød en opfordring til borgerne i Allerød fra Red Barnet Ungdom. Nu har organisationen overleveret over 2000 hilsner til børnene på Center Sandholm.

- Tonen i flygtningedebatten er i øjeblikket ret hård, og den bliver skærpet af folketingsvalget. Børnene på asylcentrene er uskyldige, og når de lytter med i medierne og på de sociale medier, så bliver de bange og kede af det. Derfor er det vigtigt, at så mange danskere viser dem, at de er velkomne, uanset hvor lang tid, de skal opholde sig i Danmark, siger Astrid Engberg, konstitueret generalsekretær i Red Barnet Ungdom.

I søndags afleverede Red Barnet Ungdoms frivillige de mange venlige hilsner til børnene på Center Sandholm. De frivillige startede dagen med at spille fodbold med børnene. Senere på dagen fik børnene overleveret nogle af hilsnerne på små sedler, som de frivillige have lagt ind i oppustede balloner.

Voldsomme hilsner
Selvom flertallet af beskederne, som Red Barnet Ungdom har modtaget via dets hjemmeside og facebookside, var positive, har organisationen også modtaget en del voldsomme og decideret racistiske hilsner fra danskere.

- Langt størstedelen af hilsnerne til børnene var rørende og varme, men vi har desværre været nødt til at sortere en del negative og racistiske hilsner fra. Det er trist, at der er voksne mennesker, som rent faktisk bruger tid og kræfter på at sende ubehagelige hilsner til børn. Flertallet af hilsnerne var dog varme og positive, og det glæder vi os over, siger Astrid Engberg.

Nogle af de positive hilsner, som børnene har modtaget, havde kendte danskere som afsendere. Skuespillerne Anne Marie Helger, Peter Mygind og Flemming Jensen havde alle sendt sjove og varme videohilsner til børnene og det samme havde sangeren Wafande.

Man kan stadig nå at sende en sød hilsen til børnene på asylcentrene i Avnstrup, Sandvad, Hviding og Aaløkke. Der bliver beskederne nemlig først overleveret til børnene i midten af juni.

- Vi håber, at de danskere, der endnu ikke har sendt en venlig hilsen i retning af børnene, vil få det gjort. Børn er uskyldige, og vi vil gerne skabe lidt glæde i deres liv, siger Astrid Engberg.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede