6. december 2019
Inspiration fra løbeture i Tokkekøb Hegn har ført til krimien »Skadedyr - Natmændene«, som Thomas Bjerg fra Blovstrød udkommer med på fredag. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Inspiration fra løbeture i Tokkekøb Hegn har ført til krimien »Skadedyr - Natmændene«, som Thomas Bjerg fra Blovstrød udkommer med på fredag. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mord og mørke i Tokkekøb Hegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mord og mørke i Tokkekøb Hegn
Allerød - 13. juli 2019 kl. 10:10
Af Niels Idskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Thomas Bjerg er fascineret af en dyster tv-serie som den franske »Velkommen til Villefranche« og svenske Kerstin Ekmans roman »Hændelser ved vand«.

Fælles for dem er, at de foregår i en skov, og at der sker mystiske, næsten uforklarlige ting, så hvorfor ikke også i Tokkekøb Hegn?

Det mener i hvert fald journalist og forfatter Thomas Bjerg. Han har tidligere udgivet to fagbøger, herimellem biografien »På ofrenes side« om anklageren Anne Birgitte Stürup, men har nu med stor iver kastet sig over fiktionen.

- Krimien, eller romanen, har været i mit hoved i mange år. Jeg har boet her i Blovstrød i 20 år og løber ofte derovre i Tokkekøb Hegn. Der er jo lidt en kontrast imellem vi bedsteborgene, der passer have, klipper hæk og færdes i skoven - og så det nærliggende Center Sandholm med dens udsatte flygtninge. Netop det har inspireret mig til at placere »Skadedyr - Natmændene« i Blovstrød, siger Thomas Bjerg.

Han har på vejen frem mod målet selvfølgelig læst en del krimier og har lænet sig op ad bøger fra Steffen Jacobsen, Stieg Larsson, Jesper Stein og Jussi Adler-Olsen. Plus Kim Leine og Morten Pape, der ikke skriver krimier, men samfundsrelevante romaner.

- Skoven kan være hjemlig og tryg, men også skræmmende, mørk og farlig. Jeg er meget optaget af forholdet mellem menneske og natur, og derfor foregår meget af handlingen i skoven. Det begynder med, at man finder et lig af en kvinde, og at der tilsyneladende er forbindelse til en højreekstremistisk gruppe.

Hovedpersonen, Martin Eriksen, der kender og finder den dræbte kvinde, er tidligere journalist, og han går videre med sagen, selv om han godt ved, at han ikke burde. Eriksen minder lidt om Thomas Bjerg, men er noget yngre end den 55-årige forfatter.

- Jeg er uddannet journalist og har arbejdet på Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. Siden 2001 har jeg været freelancer og er mest underviser, bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tidligere skrev jeg især om sundhed og retsstof. Krimien er nærmest kommet krybende ind i mig, siger han.

Skadedyr foregår i et Danmark, der er splittet i dem og os. Krimien viser, hvad der kan ske, når ekstremister ikke kun taler omkring, men også bruger vold for at opnå deres mål, som er et etnisk rent Danmark.

- Jeg er ikke politisk aktiv, men selvfølgelig er der et politisk lag i »Skadedyr«. Jeg har længe været optaget af, hvordan vi omtaler indvandrere og flygtninge og de spændinger, som debatten skaber, siger Thomas Bjerg.

Undervejs har han ikke kun fået gode råd og input fra redaktøren på Mofibo, men også fra den skrivegruppe, som han i mange år har været med i.

- Vi læser udpluk af hinandens tekster, og giver hinanden feedback, og det har jeg fået meget ud af. Jeg har haft »Skadedyr« i hovedet måske helt tilbage fra 2006 eller 2007, så det var rart at få hjælp til at få den på skinner. Det er noget anderledes at skrive fiktion sammenlignet med f.eks. en biografi, hvor der skal interviewes og researches. Det skal der også til en roman eller krimi, men der spiller fantasien en afgørende rolle. Og så skal man passe på med ikke at sætte for mange plots og ledetråde ud, siger Thomas Bjerg, der har fået så meget smag for krimigenren, at han så småt er i gang med en fortsættelse.

»Skadedyr-Natmændene« udkommer på fredag 19. juli - ikke som en traditionel bog, men som en lydbogsfortælling i 11 afsnit. Man kan lytte eller læse bogen gratis i en måned ved at skaffe sig adgang til Mofibo, som er en abonnementsbaseret streamingtjeneste.

grafik køb billede