20. januar 2019
Lektor Ole Bakander er kendt og elsket for sin engagerede undervisning i de naturvidenskabelige fag på Allerød Gymnasium. Den 10. december tildeles han H.C. Ørsted-medaljen for den bedrift.
Lektor Ole Bakander er kendt og elsket for sin engagerede undervisning i de naturvidenskabelige fag på Allerød Gymnasium. Den 10. december tildeles han H.C. Ørsted-medaljen for den bedrift.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lektor hædres for fremragende formidling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lektor hædres for fremragende formidling
Allerød - 05. december 2018 kl. 04:50
Af Anne-Mette Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Lektor Ole Bakander modtager den 10. december H.C. Ørsted-medaljen som en hæder for sin entusiastiske formidling af de naturvidenskabelige fag.

I 1980 blev Ole Bakander ansat på Allerød Gymnasium. Siden da har han undervist gymnasiets elever i fagene fysik, matematik og astronomi. I alle årene har han gjort det med så stor entusiasme og glæde, at det ikke er til at tage fejl af, at Ole Bakander elsker at undervise. Og eleverne elsker hans undervisning.

Den gensidige kærlighed, den entusiastiske undervisning og glæden ved fagene resulterer nu i, at Ole Bakander tildeles H.C. Ørsted-medaljen i bronze for »fremragende formidling af naturvidenskab«. Medaljen uddeles af Selskabet for Naturlærens udbredelse, og tildelingen sker på baggrund af indstillinger fra gymnasierektorer, kollegaer og elevråd over hele landet.

I begrundelsen for at det er Ole Bakander, der skal tildeles den flotte hæder i år, står der blandt andet:

»Han har fat i og inspirerer sine elever uanset niveau, og lige meget om det er dygtige eller svagt funderede elever. Alle beriges. Han forener på flotteste vis naturvidenskab og almendannelse med sin brede viden og tilsvarende brede engagement og bliver en rollemodel for såvel elever som kolleger. Ole er en udvikler og innovator inden for didaktik, fysik, astronomi som fag og brug af it i undervisningen. Han er en afholdt og respekteret lærer, kollega, medarbejder og menneske, med et utrætteligt engagement i forhold til at inspirere og dygtiggøre unge mennesker inden for naturvidenskab«.

Ole Bakander var primus motor på nationalt plan i forbindelse med at få astronomi udviklet som et fag i gymnasiet, og han har selv undervist i det siden 1996. Sideløbende med arbejdet på Allerød Gymnasium har Ole Bakander i en årrække undervist i fysik og astrofysik på RUC og dermed virket som brobygger mellem gymnasie- og universitetsverdenen. Derfor har han også en stor del af æren for, at Allerød Gymnasium er ét af de gymnasier, der leverer forholdsvis flest studerende til de naturvidenskabelige uddannelser.

»Ole Bakander tænker meget tværfagligt og har gjort det længe før det blev en del af gymnasiets pensum. Det er kommet til udtryk i vejledningen af elever i almen studieforberedelse samt i studieretningsprojektet«, står der også i begrundelsen.

Selskabet for Naturlærens Udbredelse blev stiftet af H.C. Ørsted i 1824. Siden 2012 har selskabet sat fokus på den vigtige formidling i gymnasiet ved en årlig uddeling til inspirerende gymnasielærere og fremragende formidlere i den gymnasiale verden.

Tildelingen af dette års medalje finder sted i H.C. Ørstedbygningens auditorium A mandag den 10. december. Arrangementet begynder klokken 19.30 med et foredrag i serien »Naturkatastrofer« om det store nyfundne Hiawatha-krater på Grønland. Det bliver holdt af meteoritekspert, PhD Henning Haack, som er en af de videnskabsmænd, der har opdaget krateret. 20.45 er det tid til selve uddelingen, og efterfølgende er der reception.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk