21. juni 2021
Lars Thomsen (tv) er ny indehaver af slagterbutikken i hjørnebutikken på MD Madsens vej.
Lars Thomsen (tv) er ny indehaver af slagterbutikken i hjørnebutikken på MD Madsens vej.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lars skulle lave mad i hele verden, men coronaen førte ham til Allerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars skulle lave mad i hele verden, men coronaen førte ham til Allerød

Pandemien tvang Lars Thomsen til at ændre planer. Nu står han bag byens nye madbutik - og en mulighed for at komme på Michelinrestaurant i en baggård i Lillerød.

Allerød - 18. januar 2021 kl. 06:27
Af Janne Mulvad

Det var ikke planen, at 41-årige Lars Thomsen i 2020 skulle blive indehaver af slagterbutikken på MD Madsens Vej i Lillerød. Planen var, at han skulle rejse verden rundt og lave fine dining på eksotiske venues for velhavende kunder.

- Jeg skulle have været otte gange til USA og ti gange i London, og lave fine dining, fortæller Lars Thomsen, som nu sidder i det lille baglokale i sin slagterbutik »Thomsen & Ko« midt i Lilerød.

For et år siden var Lars Thomsen ansat som højre hånd for stjernekokken Søren Westh, som havde de mange middage booket i sin kalender. Lars Thomsen skulle sørge for logistikken ved middagene, rejse i forvejen og sørge for at køkken, varer og personale var klar, når Søren Westh ankom.

- Jeg skulle ud og se verden, siger Lars Thomsen, som havde pakket kufferterne, da det blev marts. To dage inden han skulle af sted, lukkede Mette Frederiksen landet ned. Og så lukkede hele verden.

- Så gik jeg i stedet og lavede frokostordning for firmaer i fire måneder. Men så sendte min søster et billede af, at slagteren i Allerød var til salg, fortæller han.

Hjem fra København

Lars Thomsen er vokset op i Blovstrød. I 2000 blev han uddannet kok, og har siden arbejdet på cirka 20 forskellige restauranter og spisesteder, både som ansat kok og som ejer af restauranter.

Han forestillede sig ikke, at han skulle til at være selvstændig slagtermester, så da han tog til Allerød for at se på butikken, var det mest for nysgerrighedens skyld.

- Så viste det sig, at der er et kæmpe køkken bag ved butikken, og et grovslagteri i kælderen. Det var jo ikke bare en butik. Inden for tre uger havde jeg skrevet under og solgt min lejlighed i København, siger han, som faktisk håber, at »Thomsen & Ko« bliver sidste punkt på hans omfattende cv.

- Den gamle slagter havde butikken i 21 år. Forhåbentlig har jeg fået sådan en forretning, hvor jeg også kan blive gammel. Jeg har arbejdet på Michelinrestauranter, og været med til at starte restauranter op - der er du på arbejde fra klokken otte om morgen til klokken to om natten. Så det har jeg prøvet. Her er lidt mere faste rammer, siger kokken, som overtog butikken 1. august, og åbnede 3. september med to medarbejdere.

Gourmet derhjemme
Siden er det gået stærkt. Nu beskæftiger butikken i alt seks medarbejdere, og tilbyder slagtervarer, men også fisk, delikatesser, sandwich, smørrebrød, færdiglavede retter til aftensmaden og catering til fester. Og 3-retters gourmet-menuer, som er blevet et hit - formentligt på grund af corona.

- Folk kan ikke komme ud og spise. Og det jo godt for os, for så kan de købe en 3-retters her, og spise den derhjemme. Det, og så færdigretter, der skal lunes, er der så meget salg i lige nu, siger Lars Thomsen, som er glad for den gode modtagelse.

- Vi har travlt. Og vi er blevet taget sindssygt godt imod, og har mange stamgæster, siger han.

Det er ikke billig mad, man køber i hjørnebutikken ved stationen.

- 80 procent af det, der er i montrene laver vi selv. Vi går efter dyrevelfærd. Og det er dansk kød, siger Lars Thomsen.

Blandt varerne er der hakket kød til 120 kr/kilo, og et bæst af en kylling på mere end to kilo til 195 kroner.

- Vi er dyre. Men folk kommer gladeligt ind og bruger mange penge på kød. Og så kommer de bagefter og siger, det var det bedste kød, vi har fået, siger Lars Thomsen, som i dag har en hel anderledes hverdag end for et år siden - selv om der stadig er nok at lave.

- Jeg savner jo det med at stå i køkkenet, stå og køre service som det hedder. Hvor der er en fuld restaurant, og hvor man skal lave maden og anrette det. Det er jo det, jeg har lavet hele mit liv, siger han.

Lysten til det får han styret, når der ryddes op i køkkenet, shines op med gardiner, levende lys og inviteres indenfor til private dining - inden det blev umuligt på grund af coronarestriktioner nåede han at gennemføre tre private arrangementer, hvor gæsterne betaler 1800 kroner pr. kuvert for en 12 retters menu.

- Så sidder man ved et langbord, jeg går rundt og skænker vin, mens der laves mad ved komfuret, og vi spiller noget lækkert musik. Det er som at sidde på en Michelinrestaurant i København, lover Lars Thomsen.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstå du deres løn-utilfredshed?