
Han havde håbet at få svar på mange af de spørgsmål, som han havde om tests og skolegenåbning, men efter mødet mellem borgmestre og regeringen mandag formiddag sad borgmester Karsten Längerich (V) stadig tilbage med mange spørgsmål, som han ikke havde fået svar på.
- Der blev ikke sagt noget konkret i relation til genåbningen, og der sidder vi lidt skuffet tilbage og havde håbet på mere information, siger Karsten Längerich.
-Det er positivt, at regeringen inviterer til et møde, men vi fik ikke svar på ret meget. Der er heller ikke truffet beslutning om en genåbning på Christiansborg, og der kunne man jo have ønsket, at de beslutninger var kommet i gang lidt tidligere, så vi havde bedre tid til at forberede os på en åbning, siger Karsten Längerich.
Selvom der er under en uge til mandag, hvor skolerne eventuelt åbner igen for de ældste elever, tror borgmesteren på, at det kan lade sig gøre.
- Når vi får lov til at åbne, forhåbentlig på mandag, så skal vi teste personale og elever. Det kommer vi til at kunne. Uanset at det er urimelige arbejdsvilkår, så kommer vi til at gøre alt for, at børnene kan starte. Men der er mange ting, der skal styr på. Samtykke fra forældre til flere tusinde elever, hvem skal teste?, og hvilke årgange skal testes? Alle spørgsmål er uafklarede. Vi har heller ikke fået svar på, hvem der skal betale, siger Karsten Längerich.
Borgmesteren oplyser, at der skal bruges seks personer i Allerød til at teste personale og elever, og Økonomiudvalget skal nu tage stilling til, hvordan opgangen skal løses. Karsten Längerich forventer, at det bliver en kombination af ledige og medarbejdere, der frigives fra andre funktioner.
Smittetallene i Allerød er i øjeblikket lave. Ikke siden 18. oktober har incidenstallet været under 20. I går var det 15,6.
- Vi gør noget særligt hver dag. Det er en benhård indsats fra alle dag ud og dag ind. Selvfølgelig er der også noget tilfældighed over det, men der bliver virkelig knoklet, også fra borgernes side, så det er rart at se, at indsatsen hjælper, siger Karsten Längerich.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her