24. oktober 2020
Konservatives gruppeformand Jørgen Johansen (tv.) og borgmester Karsten Längerich (V) fanget i forbindelse med kommunalvalget i 2017, da rollerne var byttet om, og Jørgen Johansen var borgmester. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Konservatives gruppeformand Jørgen Johansen (tv.) og borgmester Karsten Längerich (V) fanget i forbindelse med kommunalvalget i 2017, da rollerne var byttet om, og Jørgen Johansen var borgmester. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Konservative efterlyser bredt samarbejde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Konservative efterlyser bredt samarbejde
Allerød - 22. september 2020 kl. 05:48
Af Anne-Mette Rasmussen

Der er for lidt fokus på det brede samarbejde i byrådet, mener Konservative. Men for borgmesteren har det været et fokuspunkt siden byrådsperiodens begyndelse.

arrow Læs også: Debat: Bredt samarbejde bør være alles mål

»Et bredt samarbejde bør være alle partiers mål i byrådet. Det er også Konservatives målsætning. Vores udgangspunkt er faktisk rigtig godt, da vi alle i en fælles beslutning har været enige om visionen »Tæt på hinanden - tæt på naturen«. Måske tiden er inde til at diskutere og udfordre hinanden på, hvad denne vision betyder for vores samarbejde?«.

Sådan skriver Konservatives gruppeformand Jørgen Johansen i et debatindlæg, der kan læses i sin fulde længde andetsteds på siden.

Og overfor Frederiksborg Amts Avis uddyber han, hvorfor han synes, det er vigtigt i højere grad at acceptere, at der er forskel på partierne, og at man i Allerød Byråd skal blive bedre til at lytte til begrundelserne for de valg, som de enkelte partier træffer.

- Det, der mange gange sker, er, at det bliver taktik i stedet for politik. Og at man kommer til at tale om, hvorfor man synes, nogens forslag er dårligt, i stedet for at præsentere sit eget forslag. Jeg synes, at vi i højere grad skal give plads til at debattere politikken og de vinkler, der er i den. Hvis jeg siger, vi skal effektivisere mere, så kan en anden sige, hvorfor sætter vi ikke bare skatten op? Og så kan vi have en politisk drøftelse om det. Men det er ikke det, der sker, føler jeg. Min argumentation for den model, jeg står for, bliver skudt ned, uden at vi reelt får diskuteret politikken, siger han og fortsætter:

- Vi bliver nødt til at prøve at forstå hinanden i stedet for hele tiden bare at finde den modsatte vej, og jeg synes, vi skal overveje, om man for eksempel kan være med i det samlede budget, men stå udenfor en lille del af det, for vi har jo forskelligheder. Når det gælder visionen, er vi allesammen enige, så vi burde også kunne enes om mere.

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke prøver at skyde på nogen, jeg vil bare prøve selv at gå forrest. Jeg er godt klar over, at jeg på en eller anden måde tager borgmesterrollen på mig med det her. Men jeg prøver på at være åben over for hvad, der kan komme ud af det, og derfor vil jeg gerne invitere mig selv på kaffe hos borgmesteren, siger Jørgen Johansen.

Borgmester Karsten Längerich (V) har en gang om måneden borgmesterkaffe på rådhuset, hvor borgere kan kigge forbi og tale med ham om en problematik, de har, over en kop kaffe. Han forsikrer, at han også meget gerne drikker kaffe med Jørgen Johansen, mens de taler om de spørgsmål, som den Konservative gruppeformand rejser.

- Jeg synes, det er svære spørgsmål, for jeg tror, at alle ønsker et bredt samarbejde i byrådet og lægger op til det. Alle er inviteret til det brede samarbejde, så når der er nogen, der ikke ønsker at indgå i det, er det nok fordi, de ønsker noget andet end flertallet, siger Karsten Längerich, som understreger, at der ikke bliver lagt snubletråde ud med henblik på at holde Konservative ude af samarbejdet.

- Der findes nok ikke nogen, der ønsker Konservative mere med i samarbejdet, end jeg gør. Så herfra skal der lyde en kæmpe invitation om at være med. Som borgmester har jeg ingen interesse i, at nogen står udenfor

Selv har borgmester Karsten Längerich lige siden før, han blev borgmester italesat, at det var vigtigt for ham at etablere et bredt samarbejde i byrådet. Det giver nemlig et meget bedre resultat og stiller kommunen stærkere, mener han.

- Hvis ikke der er en majoritet, og med det mener jeg mellem 15 og 21 byrådsmedlemmer, bag den politik, der føres, bliver det ikke ført ordentligt ud i livet. Det er sjældent de store ting, vi er uenige om, men meget små spørgsmål. Hvis vi ser på både vores vision og lokalplanen for bymidten har alle givet og taget en smule for at blive enige. Men værdien af at vi kan lave en samlet plan er så meget større end den lille del, man hver især må give afkald på, siger Karsten Längerich.

Når det kommer til at diskutere politik i stedet for personsager synes han, at der er sket en stor udvikling i Allerød Byråd de seneste år.

- Jeg synes faktisk, vi er blevet meget bedre til at diskutere politik. Og personligt vil jeg hellere have de politiske diskussioner, hvor vi kan være enige og uenige. Så jeg synes, der er sket en bevægelse på den front. Til budgetforhandlingerne diskuterer vi jo også politik i form af, hvad det er for en retning, vi vil med Allerød. Og det er de bedste foslag, der kommer med. Det har ikke noget at gøre med, hvem, der er kommet med dem, lyder det fra borgmesteren.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?