

Se billedserie
Flere forældre i Allerød kan nu frem til, at de ikke behøver at stable det helt store madpakkeshow på benene, når børnene skal i børnehave eller vuggestue. Tre institutioner har ved en afstemning i efteråret valgt at tilmelde sig ordningen, der betyder, at børnene kan få mad, der er lavet i institutionen, i stedet for medbragte madpakker.
De tre nye medlemmer af ordningen er Langkærets og Kokkedalens vuggestueafdelinger samt Blommehavens børnehave.
Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Nikolaj Bührmann (SF), er glad for, at nye institutioner nu kommer til i madordningen.
- Jeg synes, vi er landet rigtig godt, og der er nu kun få institutioner, som ikke har madordning. Jeg synes, det er en god ting, for når man har ansatte i køkkenet, har man også mulighed for at lave pædagogisk aktivitet omkring maden. På den måde er der et virkelig godt fagligt perspektiv i det, siger udvalgsformanden.
For at en institution kan have madordning, kræves det, at der bliver etableret et køkken, som kan klare en egenproduktion.
Køkkenet i Kokkedalen, som ligger i Lynge, skal nu til at lave mad til omkring 35 vuggestuebørn. Da køkkenet ikke tidligere er blevet brugt til madproduktion, skal det igennem en større opgradering.
Der skal blandt andet installeres nye hårde hvidevarer, kogeplader, ovn, køkkenelementer og bordplade, ligesom el-kapaciteten skal udvides. Det forventes at komme til at koste godt 350.000 kroner.
I Blommehaven i Lillerød, der består af to huse, skal kapaciteten øges, når der fremover skal laves mad til både 23 vuggestuebørn og 42 børnehavebørn i hvert hus. De eksisterende køkken skal derfor udvides, og det kommer til at koste næsten 600.000 kroner begge steder.
I Lynge ligger Langkæret, hvor der allerede er et køkken, som vurderes at være egnet til at lave mad til børnene. Men det skal kontrolleres, om køkkenet er korrekt anmeldt til Fødevarestyrelsen, da det ikke er i styrelsens smiley-register. Udgiften forventes derfor at begrænse sig til omkring 50.000 kroner.
På institutionen Elmedalen i Lynge er der allerede tilvalgt madordning. Men maden bliver lige nu leveret af en ekstern leverandør, og derfor skal køkkenet også her opgraderes. Det kræver udover nye hårde hvidevarer, køkkenelementer og bordplader også ny gulvbelægning samt nyt loft med belysning. Det kommer til at koste knap 300.000 kroner.
I alt kommer det til at koste knap to millioner at renovere køkkenerne. Pengene kommer fra budgettet til bygningsrenovering, som i 2021 er på 20 millioner kroner.
Ifølge udvalgsformanden er det nogle af de penge, som Allerød Kommune for nylig har fået tilbageført efter en voldgiftssag om solceller på Ravnsholthallen, der skal bruges til projektet. De skal dog lige bevilges af byrådet, før man kan gå i gang.
- Pengene er der, men fordi pengene ændrer formål, skal det lige en tur i byrådet, siger Nikolaj Bührmann.
Madordningen skal træde i kraft per 1. april 2021, og man forventer, at de opgraderede faciliteter er færdige til tiden.
Ordningen udspringer i øvrigt af dagtilbudslovens formål om, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid. Hvert andet år får forældrene mulighed for at fravælge det såkaldte »obligatoriske sunde måltid« ved en afstemning.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her