21. januar 2020
Allerød Kommune er blevet frikendt, efter en grundejerforening stævnede kommunen og forsøgte at få kendt lokalplanen for erhvervsområdet Farremosen ugyldig. Foto: Allan Nørregaard
Allerød Kommune er blevet frikendt, efter en grundejerforening stævnede kommunen og forsøgte at få kendt lokalplanen for erhvervsområdet Farremosen ugyldig. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dom i Farremosen-sag: Kommunen frikendes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dom i Farremosen-sag: Kommunen frikendes
Allerød - 15. januar 2020 kl. 14:07
Af Anna Törnqvist Jensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Allerød Kommune går fri af dom, og lokalplanen for erhvervsområdet Farremosen er ikke ugyldig.

Sådan lyder konklusionen på en to år lang retssag, der i går, onsdag fik sin ende, da Retten i Hillerød frikendte Allerød Kommune.

Grundejerforeningen Damgårdshave havde stævnet Allerød Kommune, fordi borgerne mener, at lokalplanen for Farremosen er ugyldig.

Borgergruppen er utilfredse med, at Pankas er i færd med at opføre en asfaltfabrik i området, og det harmonerer ikke med, at der i Fingerplan 2013, som lokalplanen skal bygge på, er forbeholdt transport- og logistik-virksomheder.

Retten i Hillerød har nu frikendt Allerød Kommune i sagen, og rettens begrundelse lyder blandt andet: »Retten finder herefter, at Fingerplan 2013 indeholder fornøden hjemmel til, at Allerød Kommune i lokalplan 392 (der gælder for Farremosen, red.) kunne udlægge området Vassingerød Nordøst (erhvervsområdet ved Farremosen) til virksomheder med særlige beliggenhedskrav og til transport- og distributionserhverv.

Asfaltfabrikken er en virksomhed med særligt beliggenhedskrav, da den er en såkaldt klasse 6-7 virksomhed, hvilket bestemmes ud fra miljøpåvirkningen. Netop lokalplanens overensstemmelse med miljølovgivningen har retten også taget stilling til og fundet frem til, at lokalplanen ikke er i strid med miljølovgivningen.

Erhvervsområdet Farremosen er nemlig udpeget som et område med særlige drikkevandsinteresser, og retten har konkluderet, at lokalplanen for Farremosen tager tilstrækkeligt højde for krav om, at områder med særlige drikkevandsinteresser skal friholdes for virksomhedstyper og anlæg, der medfører en væsentlig fare for forurening af grundvandet.

»Herefter, og da der ikke i øvrigt er påvist forhold af miljømæssig karakter, der kan rejse spørgsmål om lokalplanens gyldighed, finder retten, at der ikke er grundlag for at fastslå, at lokalplan 3-392 er i strid med miljølovgivning,« begrunder retten dommen.

Grundejerforeningen Damgårdshave, der står bag stævningen, havde desuden påpeget mangler i lokalplanprocessen, som de mente burde være grundlag for, at lokalplanen kunne kendes ugyldig.

Grundejerforeningen har påpeget, at de ikke mener, at planlovens og miljøvurderingslovens regler om offentlighed og høring ikke er blevet iagttaget, og at byrådet i Allerød samt de høringsberettigede parter og borgerne var blevet vildledt i forbindelse med behandlingen af lokalplanen. Heller ikke disse argumenter bakker Retten i Hillerød dog op om.

»Retten finder efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at Allerød Kommune i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 3-392 har tilsidesat planlovens eller miljøvurderingslovens regler om offentlighed,« lyder det i dommen, som konkluderer:

»På ovennævnte baggrund finder retten, at der ikke er påvist retlige mangler, som kan medføre, at lokalplan 3-392 er ugyldig.«

Dermed er Allerød Kommune frikendt i sagen, men retten har samtidig fastslået, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part på grund af sagens karakter.