29. september 2021
Eric Lerdrup Bourgois (tv.) og Torben Birkmose har sat sig for at koordinere borgenes indsats i bestræbelserne på at blive Danmarks vildeste kommune. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Eric Lerdrup Bourgois (tv.) og Torben Birkmose har sat sig for at koordinere borgenes indsats i bestræbelserne på at blive Danmarks vildeste kommune. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: De kaster sig ud i vildt projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De kaster sig ud i vildt projekt

Skal Allerød vinde konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kræver det borgernes opbakning. Den har to borgere stillet sig i spidsen for.

Allerød - 22. marts 2021 kl. 10:52
Af Anne-Mette Rasmussen

En millioner kroner til igangsættelse af naturprojekter. Det er præmien i den konkurrence, Miljøministeriet har udskrevet blandt landets kommuner om at blive den vildeste.

De penge synes et par lokale borgere, at Allerød Kommune skal have fingrene i. Derfor har de dannet en Facebook-gruppe med navnet »Allerød - Danmarks vildeste kommune« og er allerede i gang med at udtænke forskellige events og aktiviteter, der kan gøre Allerød vild og mere grøn.

Masser af potentiale

Vi står i haven på Skovvejen hos Torben Birkmose, som er den ene af de to. Over os er himlen blå, og solen skinner ned på haven, der stadig er vintertrist. Lidt grønkål stritter op i køkkenhaven, men ellers er der brunt og blegt i haven.

Det var Torben Birkmose, der fik idéen til at prøve at aktivere kommunens borgere i forhold til konkurrencen. Og da han lavede et opslag om det på Facebook, bed Eric Lerdrup Bourgois, som er den anden, på.

- Vi er for nylig flyttet hertil, og det har givet en nyfunden interesse for udeliv og natur. Vi kommer fra København, hvor vi boede i lejlighed. Men naturen trak os herop med forventningen og forhåbningen om, at Allerød er en grøn kommune. Derfor synes jeg, vi skal melde os ind i kampen og markere, at vi gerne vil det her. Der er masser af potentiale i Allerød, siger Torben Birkmose.

Mens han er flyttet til kommunen for nylig, har Eric Lerdrup Bourgois boet i Lillerød siden 2007.

- Torben er den, der har sparket bolden ud på plænen, hvor jeg dribler lidt rundt med den. Og så håber vi på at få nogle flere medspillere, siger han.

Alle, der er interesserede i at dyste med, kan melde sig i Facebookgruppen »Allerød - Danmarks vildeste kommune«, som i løbet af få uger allerede har fået omkring 400 følgere.

De to initiativtagere understreger, at det ikke er deres projekt. De vil blot gerne koordinere den borger-rettede del af konkurrencen. Alle kan bidrage med idéer og inspiration

- Det er et initiativ, så vi kan stampe så bred en opbakning som muligt op til konkurrencen, siger Torben Birkmose.

Den grønne glæde

Haven, han står i, er et godt billede på hans egen motivation til at kaste sig ind i projektet.

- Igennem de sidste par år er jeg dykket ned i permakulturen, som overordnet går ud på, at det skal være godt for både natur og mennesker, og som rummer nogle forskellige principper for, hvordan man kan dyrke på en bæredygtig måde. Det tiltaler mig, og i lille skala er det det, vi forsøger os med her i haven, siger han og kigger rundt.

Haven rummer allerede en køkkenhave og en skovhave, og det næste projekt er at anlægge en naturpool. En havedam, som man kan svømme i.

- Alle arter af bier og øvrige dyr, vi har brug for, lever af vand. Så det vil tiltrække mange dyr til haven. Vi håber for eksempel på, at det vil lokke nogle pindsvin til, siger Torben Birkmose.

For Eric Lerdrup Bourgois er det den grønne glæde, der driver værket.

- En grøn plet man kan sætte sit præg på for eksempel med selvforsyning med høns, bærbed og andet. Og så opdager man, at naturen er presset. Vi står overfor udfordringer med biodiversiteten, som vi kan påvirke i en positiv retning. Vi skal kæmpe for naturen, som det ser ud i dag, siger han.

Det opdagede han selv sidste år, da bestøvningen af frugtræerne i hans have ikke var god.

- Jeg havde faktisk svært ved at spotte en bi, siger Eric Lerdrup Bourgois, som nu sammen med sin nabo er i gang med et projekt, der skal skabe mere liv i haven.

- Vi har fjernet en del af hækken mellem vores to grunde. Vi vil prøve at lave en bi-rasteplads ved at plante en masse blomster, der blomstrer henover foråret, sommeren og efteråret.

Frøblanding

De første events fra initiativtagerne er allerede på vej. De to har fået tidligere naturvejleder ved Vestre Hus, Bjørli Lehrmann, til at lave en frøblanding med blomster, der er særligt gode til bier og sommerfugle.

Snart modtager de 222 breve af blandingen, og med hver af dem kan der sås en kvadratmeter blomsterbed. Hvis det giver blod på tanden, kan man forsøge sig med et større areal til næste år.

- Det er en uforpligtende måde at forsøge sig frem på. For at give en smagsprøve på, hvad det kan give af glæde, siger Torben Birkmose.

Frøblandingerne deler de ud til dem, der er interesserede. Hvordan man kan få fat i dem, vil man snart kunne læse mere om i Facebookgruppen »Allerød - Danmarks vildeste kommune«.

Samme sted toner den lokale biolog Kåre Berthelsen også snart frem for at svare på spørgsmål om dyr og natur.

Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget besluttede i sidste uge at tilmelde Allerød Kommune til konkurrencen, som løber hele 2022 med.

Stemmer du til kommunalvalget i år?