20. september 2021
Anette Præst Nielsen (t.v.) og Mette Frost Lauersen i bunden af stikvejen, hvor deres naboer - og modparter i sagen - bor. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Anette Præst Nielsen (t.v.) og Mette Frost Lauersen i bunden af stikvejen, hvor deres naboer - og modparter i sagen - bor. Foto: Allan Nørregaard
Foto: ALLAN NORREGAARD
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Betændt nabosag trækker ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Betændt nabosag trækker ud

Kompromisløs nabosag på Gravenstensvej skal efter al sandsynlighed afgøres af politikerne

Allerød - 22. juli 2021 kl. 08:02
Af Martin Stokkebro Moestrup

Der er ikke realistisk med et kompromis mellem naboerne i sagen om en mulig udvidelse af en 30 meter lang stikvej til Gravenstensvej i Lillerød. Sådan lyder meldingen fra alle fire parter i sagen.

Den 1. juni i år var sagen på dagsordenen i teknik-, erhverv-, plan- og miljøudvalget i Allerød Kommune, da parterne ikke var blevet enige. Politikerne valgte dog med udvalgsformand Miki Dam Larsens (S) ord at "give kompromisset endnu en chance". Derfor fik parterne en måned til at finde frem til en løsning uden politisk indblanding. Men dette er altså ikke lykkedes.

Sagen kort
  • I nummer 7 og 9 for enden af en stikvej til Gravenstensvej i Lillerød bor der to familier. De er de primære brugere af stikvejen.
  • Beboerne på Gravenstensvej 5 og 11 bor på hjørnet af hovedvejen og stikvejen, men med indgang på hovedvejen.
  • Beboerne i nummer 7 og 9 ønsker en vendeplads for enden af stikvejen samt en udvidelse af vejen med udgangspunkt i, at stikvejen, da grundene blev udstykket i 1944, blev udlagt med vendeplads.
  • Det vil betyde en markant reduktion i nummer 5 og 11's haver. Beboerne her er derfor imod udvidelse og vendeplads.

Parterne har holdt et møde, hvor de to beboerpar for enden af stikvejen: Anders og Anne Sofie Frigaard, der bor på Gravenstensvej 9, og Merete Them Kjølholm (byrådsmedlem for Det Radikale Venstre) og Andrew Stuart Burnett i nummer 7, foreslog at droppe at udvide hele stikvejen og i stedet nøjes med at etablere en vendeplads foran deres boliger.

De to par foreslog desuden, at de selv ville stå for betalingen for vendepladsen - en betydeligt billigere løsning, for stemmer politikerne for udvidelse og vendeplads medfølger en regning på 420.000 kroner, hvoraf nummer 7 og 9 skal betaler 140.000 kroner hver, mens nummer 5 og 11 skal betale hver 70.000 kroner.

Merete Them Kjølholm ønsker vendepladsen af sikkerhedsmæssige årsager, så man undgår at bakke ned af den cirka 30 meter lange stikvej. Foto: Jens Berg Thomsen

7 og 9: Det handler om sikkerhed

"Problemet i dag er, at man ikke kan vende foran huset. Alle biler og gæster kører forlæns ned og bakker tilbage. Det er ikke tidssvarende og heller ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vi er ikke interesseret i en kæmpe vendeplads, men vi synes, det er rimeligt med noget plads. Men vi ønsker ikke, at det kommer til at koste nogen mere end højst nødvendigt. Derfor har vi også foreslået, at vi betaler det. Det er os, der har glæde af det," siger Anders Frigaard, der ikke lægger skjul på, at han gerne så en vendepladsløsning, der er billigere, end de 140.000 kroner, som kommunen lægger op til.

Merete Them Kjølholm lægger også vægt på sikkerheden.

"Vi har det fint med den løsning, som kommunen kommer med (der også indeholder en vejudvidelse, red.). Vi har det også fint med den løsning, som vi er kommet med til naboerne. Vi mener, at der er et sikkerhedsmæssigt aspekt i, at man ikke kan vende og er tvunget til at bakke. Det giver farlige situationer," siger hun.

Stort indhug i haven

Anette Præst Nielsen har boet med sin mand Per Malchau Christensen i nummer 5 i 21 år. For dem vil en vendeplads blandt andet tage cirka 20 kvadratmeter af deres baghave, og pladsen kommer til kun at være 1,5 meter fra det ene hjørne på deres hus.

Dermed kan de vinke farvel til en stor del af deres thujahæk, lige som at gamle stauder, frugttræer og også et stort thujatræ må lade livet. Sidstnævnte har de fået to gartnere til at se på.

"De siger begge, at det skal graves op med rødderne, så der kan lægges ny jord ind, fordi jorden ellers vil falde sammen. Det er bare så omfattende det her," siger Anette Præst Nielsen.

Selv hvis de ikke skal betale for selve etableringen af en eventuel vendeplads, ligger der altså en stor haveregning og venter, hvis vendepladsen bliver en realitet. Den regning, som ifølge Anette Præst Nielsen vil løbe op i cirka 60.000 kroner, skal lægges oven i den advokatregning, som de godt nok deler med nummer 11, men som stadig er løbet op. (Også Merete Them Kjølholm og Andrew Stuart Burnett har betalt betydelige summer i advokatsalær).

5 og 11: Det handler om gæsteparkering

Anette Præst Nielsen og Mette Frost Lauersen giver desuden ikke meget for sikkerhedsargumentet. De mener, at det mere handler om, at nummer 7 og 9 ønsker gæsteparkering lige foran deres huse.

"Det er en overdrivelse at bruge sikkerhedsargumentet, og hvorfor bruger de det nu, når de (Merete Them Kjølholm og Andrew Stuart Burnett, red.) har boet der i mange år," spørger de begge.

Stikvejen på Gravenstensvej med nummer 7 og 9 i bunden løber små 30 meter. Foto: Allan Nørregaard

Til det svarer Merete Them Kjølholm:

"Dels er vi over årene blevet klar over, at der var nogle rettigheder. (Da grundene blev udstukket i 1944, var der indtegnet en vendeplads i det oprindelige udlæg til stikvejen, red.). Dels skyldtes det, at der blev bygget nyt hus og ny hæk i nummer 11 (i foråret 2020, red.), som gav en naturlig anledning til at tage problemstillingen op."

Da Mette Frost Lauersen og David Dunning flyttede ind sidste år, plantede de en ny hæk og fældede to store træer langs stikvejen, lige som at de afgav et hjørne af deres grund nede ved stikvejens ende til nummer 9's affaldscontainere. Etableres vendepladsen vil det betyde, at dele af hækken skal flyttes, og at de vil miste en større del af deres have.

Klar til at anke

Mette Frost Lauersen har desuden brugt lang tid på at sætte sig ind i de juridiske aspekter af sagen, og hun mener reelt ikke, at modparten har noget at komme med.

Naboerne for enden af stikvejen kan ikke bare vifte med tegninger fra 1944. Stikvejen ligger nemlig på nummer 5 og 11's matrikler, og de ejer vejen. Nummer 7 og 9 har kun vejret til det, der er taget i brug. Altså den nuværende vej, siger hun.

Området til nummer 9's affaldscontainere, som nummer 11 har afgivet. En vendeplads vil betyde et yderligere indhug i nummer 11's have, som man ser bagved.

"De har ikke ret til det her, så hvorfor skulle jeg gøre det. Jeg har allerede været imødekommende med skraldeområdet. Det her er for stor en pris, og hvis vi taber sagen, anker vi til Vejdirektoratet," siger Mette Frost Lauersen.

Det vil både betyde meget mere bøvl og flere udgifter til juridisk støtte.

"Men vi er overbeviste om, at Vejdirektoratet afviser kommunens ønske om at udvide vejen, da kommunens begrundelse i sagen ikke holder," siger hun.

Ifølge Mette Frost Lauersen er det dog i sidste instans ikke kommunen, der skal afgøre en uenighed om vejret. Det skal afgøres ved en civil domstol, og her vurderer hun også, at retten er på deres side.

"Kommer det så vidt er det nummer 7 og 9, der skal anlægge et civilt søgsmål mod os, for at få tingene ændret," tilføjer Mette Frost Lauersen

Ingen løsning før august

Selv om kommunen har forlænget fristen, så parterne har til 1. august til at komme frem til en løsning, er der ingen af dem, der forventer, at det sker.

For det er dialogen blandt de naboer, der så sent som sidste sommer kunne nyde et glas vin sammen i hinandens selskab, blevet for betændt til.

Synes du, at kommunen er der for dig?