23. februar 2020
Arbejdet med at etablere regnvandsledningen frem til Søgrøften sætter sit præg på de berørte boligområder. Foto: Michael Braunstein
Arbejdet med at etablere regnvandsledningen frem til Søgrøften sætter sit præg på de berørte boligområder. Foto: Michael Braunstein
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stort gravearbejde påvirker boligkvarter i Lillerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stort gravearbejde påvirker boligkvarter i Lillerød

Novafos forventer, at tidsplanen holder, så arbejdet med ny regnvandsledning slutter i juli 2020 - det bliver dog først i 2021, at det sidste øverste slidlag asfalt kommer på vejene

Allerød Nyt - 12. februar 2020 kl. 10:00
Af Michael Braunstein
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Et omfattende gravearbejde har i månedsvis været i gang i Lillerød. Det er Novafos, der graver, for at etablere en cirka to kilometer lang regnvandsledning frem til Søgrøften for enden af Prunusvej via Engsvinget og Prøvestensvej fra Kollerødvej og Frederiksborgvej.

Arbejdet udføres for Novafos af entreprenører efter udbud.

Flere beboere i området har henvendt sig til Allerød Nyt og fortalt om afspærrede veje og stor graveaktivitet, ligesom der stilles spørgsmål som: "Hvad koster det kommunekassen?" "Er der planer om det samme andre steder i kommunen?"

Plads til regnvandet

Novafos - der er vandselskab for kommunerne Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal - oplyser, at projektet under overskriften 'Regnvand til Søgrøften' skal skabe plads til regnvandet.

Den nye regnvandsledning skal gøre det muligt at lede regnvandet uden om spildevandssystemet og ud i Kollerød Å i stedet for til Lillerød Renseanlæg, hvilket vil aflaste afløbssystemet og mindske oversvømmelser i området. Samtidig er det hensigten at spare ressourcer til at rense regnvandet på renseanlægget.

Novafos ombygger desuden en tidligere procestank på Lillerød Renseanlæg, så den kan fungere som forsinkelsesbassin, inden regnvandet løber ud i Kollerød Å. Det skal reducere belastningen af åen, når det regner kraftigt.

Der er etableret byggeplads på boldbanen midt på Engsvinget.

'Forstyrrelser kan ikke undgås'

Novafos skriver på sin hjemmeside, at arbejdet vil påvirke beboere og trafikanter i området. 'Vi kan ikke undgå at forstyrre trafikken, men vi gør, hvad vi kan, for at minimere generne,' hedder det.

Arbejdet på Engsvinget foregår i etaper på cirka 50 meter af gangen, og Engsvinget vil blive spærret for gennemkørsel på den strækning, hvor man arbejder. Beboerne har har dog mulighed for at komme til og fra sidevejene til Engsvinget i hele arbejdsperioden. Afspærringer og omkørsler vil fremgå af skilte i området, oplyser Novafos og fortsætter:

'Det vil i perioder være nødvendigt at lukke dele af vejene for gennemkørsel, og nogle beboere vil skulle parkere et stykke fra deres indkørsel. De berørte beboere vil få besked inden afspærringen af deres indkørsel. Vi vil gøre, hvad vi kan for at minimere de øvrige gener fra arbejdet. Der vil dog være gener i form af transport af materialer og støj fra lastbiler og gravemaskiner.'

Projektet har en anlægssum på 22 mio. kr.

Forventer at være færdig i juli

Anders Skovgård Olsen er planlægger hos Novafos, og han oplyser, at man stadig forventer, at tidsplanen holder, og at gravearbejdet derfor er færdigt i juli 2020.

"Første del af projektet blev lidt forsinket på grund af forskellige udfordringer med jordbunden og de eksisterende afløbssystemer. Nu i midten af projektforløbet går det godt, og vi forventer at indhente det meste af forsinkelsen. Novafos kan dog ikke garantere, at vi ikke møder udfordringer i den resterende del af projektet," siger Anders Skovgård Olsen og fortsætter:

"Når gravearbejdet er færdigt på en vejstrækning, lægger vi asfalt ud på strækningen. Denne første asfalt er grov i overfladen og får lov at ligge i cirka et år, inden der etableres et mere glat og afsluttende asfaltslidlag. Det vil sige, at det bliver i sommeren 2021, at asfaltarbejdet afsluttes."

Fokus på miljøtiltag

Ifølge Anders Skovgård Olsen arbejder Novafos generelt løbende på at sikre den daglige drift og klimasikre kloakkerne, inden for de givne økonomiske rammer.

"Nye områder prioriteres ud fra afløbssystemets alder og fysiske tilstand samt de hydrauliske problematikker, der måtte være konstateret eller påvist ved hjælp af modelberegninger," siger han og tilføjer:

"Fokusområderne i de kommende år vil i høj grad også være omkring miljøtiltag for at forberede forholdene ved udledning af regnvand til søer og vandløb. Det gøres blandt andet ved at lave regnvandsbassiner, der renser og forsinker vandet, inden det ledes til sø eller vandløb. Derudover er den løbende udvidelse af byen en opgave, hvor Novafos skal sikre, at disse nye områder forsynes, og kan tilkobles afløbssystemet."

Allerød Byråd godkendte 28. november 2019 en investeringsaftale med Novafos for 2020. Her fremgår det, at der er planlagt klimatilpasning i Søparken-området.

Finansieres af gebyrer

Teknisk chef Hans Dyrby Kloch, Allerød Kommune, siger om finansieringen af regnvandsledningen og andre kloakprojekter:

"Arbejdet er finansieret af forbrugerne via de indbetalte spildevandsgebyrer. Det er derfor ikke penge, der tages op af kommunekassen."