23. februar 2020
Blandt initiativtagerne til den nye forældreorganisation er Michala Troest og Kristine Charlton, der i juni 2019 stod for en demonstration i bymidten i Lillerød til fordel for minimumsnormeringer.
Blandt initiativtagerne til den nye forældreorganisation er Michala Troest og Kristine Charlton, der i juni 2019 stod for en demonstration i bymidten i Lillerød til fordel for minimumsnormeringer.
Foto: Michael Braunstein
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny forældreorganisation i Allerød: "Vi vil være børnenes talerør"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny forældreorganisation i Allerød: "Vi vil være børnenes talerør"

Allerød ForældreOrganisation har stiftende generalforsamling 4. februar

Allerød Nyt - 23. januar 2020 kl. 13:23
Af Michael Braunstein
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En ny forældreorganisation ser nu dagens lys i Allerød: Allerød ForældreOrganisation (AFO) har stiftende generalforsamling 4. februar.

AFO er opstået i kølvandet på forældrebevægelsen 'HvorErDerEnVoksen'.

'Men selvom vi vil fortsætte kampen for minimumsnormeringer, ønsker vi at være andet og mere end et lokalt 'HvorErDerEnVoksen'-initiativ - vores vision er at blive børnenes talerør i Allerød Kommune. De ældre har Ældresagen, der kæmper mod forringelser på området og arbejder for at give de ældre bedre vilkår. På samme måde vil vi gerne være børnenes stemme og kæmpe for deres hverdag og rettigheder,' lyder det fra initiativtagerne.

Brev til byrådet

Blandt initiativtagerne til AFO er Kristine Charlton, der i juni 2019 sammen med Michala Troest stod for en børnedemo på 'Øen' i Lillerød.

'22. november var der en stor protestmarch i København, hvor familier fra Allerød også deltog. Efter protestmarchen blev tovholderne i de enkelte kommuner opfordret til at skrive et brev til deres byråd og gøre status for arbejdet for bedre normeringer i 0-6 års området,' skriver AFO til Allerød Nyt og fortsætter:

'I den forbindelse henvendte Kristine Charlton sig til formanden for børne- og skoleudvalget, Nikolaj Bührmann, og spurgte om en gruppe forældre kunne komme med til et udvalgsmøde og diskutere emnet. Svaret var dog, at 'Børne- og Skoleudvalget holder månedlige møder, men vores primære dialogpartnere er bestyrelserne og organisationerne ...' Derfor blev Facebook-gruppen 'Allerød kræver: Minimumsnormeringer i BØRNEHØJDE' oprettet med henblik på at starte en lokal forældreorganisation.'

'Nikolaj Bührmanns udtalelse blev motivationen for at lave en organisation, og han har efterfølgende sagt, at når vi har organiseret os, vil han meget gerne invitere os til et udvalgsmøde.'

'Den første opgave i gruppen blev at skrive brevet til byrådet. Dertil skulle bruges nogle fortællinger fra børnenes hverdag i Allerød, hvor forældrene oplevede, at der var alt for mange børn per voksen. Der blev sendt så mange fortællinger, at der måtte sorteres i dem, for at brevet kunne klemmes ned på fire A4-sider.'

Til kaffe på rådhuset

Brevet til byrådet blev sendt af sted 10. december 2019, og samme aften kom der mail tilbage fra borgmester Karsten Längerich om, at han og direktøren for velfærdsområdet gerne ville se afsenderne til en kop kaffe i det nye år, oplyser initiativtagerne.

Helle Salling - der var kommet med i arbejdet - og Kristine Charlton var 15. januar til møde på rådhuset.

'Det var et spændende møde, hvor vi fik fremlagt en række af forældrenes bekymringer, og hvor vi fik talt om økonomi. Marlene Dalskov fra BUPL Nordsjælland havde klædt os på med statistikker fra 2018, og ifølge dem mangler vi 25 fuldtidsansatte voksne for at have en gennemsnitlig normering på 1:3 i vuggestuen og 1:6 i børnehaven - dette er stadig kun på papiret og ikke hvad børnene reelt oplever i deres hverdag,' skriver initiativtagerne og fortsætter:

'Dertil kom kritikken af, at Allerøds pædagog-andel er helt nede på 49 pct., hvor BUPL anbefaler 80 pct. uddannede pædagoger. I praksis skal Allerød Kommune bruge mellem 10-18 mio. kr. mere på løn om året for at opnå den anbefalede normering.'

Håber på stort fremmøde

Initiativtagerne til AFO arbejder lige nu på forslag til vedtægter, der kan fremlægges 4. februar, hvor den stiftende generalforsamling finder sted på Ravnsholtskolen fra kl. 20-22.

'Vi glæder os til at møde en masse interesserede forældre og starte en bestyrelse op, der kan fortsætte det videre arbejde. Og vi håber at kunne sammensætte en blandet bestyrelse, hvor der også er forældre der repræsenterer de hjemmepassede børn og børnene fra selvejende og private institutioner,' skriver initiativtagerne og tilføjer:

'Vi lægger op til, at AFO selvfølgelig skal være en del af FOLA (Forældrenes Landsforening), og derfor har vi inviteret en repræsentant for FOLA med til vores generalforsamling.'

Man kan læse mere på: ​www.facebook.com/alleroedFO