24. oktober 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: VUC-studenter blev fejret behørigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

VUC-studenter blev fejret behørigt

De nyudklækkede studenter fra Vestegnen HF & VUC blev fejret ved translokation, hvor fællesskabet og fremtiden blev hyldet

Opdateret 03. juni 2020 kl. 10:08
Albertslund Posten - 30. juni 2019 kl. 05:00

Mens gymnasie-, hf-, og htx-eleverne over hele landet fejrede sig selv fredag, lagde Vestegnen HF & VUC allerede ud med translokation dagen før, torsdag.

"I er her. I gjorde det. I er færdige med eksamen, I er færdige med eksamenslæsning, I står snart med et bevis i hånden og verden ligger åben til at komme videre i uddannelsessystemet og få jer en uddannelse. Måske som håndværker, måske som pædagog eller måske på Universitetet. Men i dag handler det om at blive fejret! I dag er der ingen i morgen, og i dag er der ingen bånd der binder jer.« lød det fra direktør Tue Sanderhage, som med stolthed talte til de nyudklækkede studenter samt deres familie og venner.

Forud for dagens fejring har der været mange timers hårdt arbejde, frustrationer, glæder, drømme og udfordringer - både for den enkelte kursist, men også for fællesskabet. Og netop det at kunne indgå i nogle stærke fællesskaber, blev også fremhævet af direktøren.

"De stærke fællesskaber, er dem, hvor man kan udrette mere for sig selv og sin egen uddannelse - og ikke mindst for andre - end det man kan gøre, når man er alene. Et stærkt fællesskab skal være sådan, at det ikke nedbryder individet, men inkluderer individet. Et stærkt fællesskab er altså noget som man giver noget til, og noget som man får noget igen fra", sagde han.

Der var særligt seks kursister, som på hver sin måde, har bidraget ekstraordinært til fællesskabet. Derfor blev der traditionen tro kåret årets kursister. Kendetegnene ved årets kursister var bl.a. at de var sociale, var hjælpsomme og har fungeret som rollemodeller for deres medkursister.

Mikael Fabrin, enkeltfagskursist, holdt på vegne af alle sine medkursister på Vestegnen HF & VUC en tale, hvor han brugte egen person til at forklare og hylde fællesskabet.

"Det har været fedt at mine holdkammerater har inkluderet en halvgammel mand som mig i fællesskabet. Tak til jer. En ting er at føle sig som en 24-årig, noget andet er at blive behandlet som en sådan", sagde han, og fortsatte:

"Det er på sin plads at hylde Vestegnen HF & VUC, fordi man på det her sted omfavner mangfoldigheden og forskelligheden. For det vigtigste på en dag som i dag, er ikke hvor vi kommer fra, men hvad vi gør med de muligheder vi har fået som HF-studenter."

Både lærere, studievejledere, administrative medarbejdere, bygningsfolk og IT fik en anerkendende klapsalve fra alle under dagens translokation.

Direktør Tue Sanderhage bad afslutningsvist kursisterne kigge sig omkring og give deres medkursister et klap på skulderen. Dette fordi de også har været en del af den enkeltes uddannelse.:

"Uden jeres medkursister ville i ikke sidde her i dag. Og til sidst skal I se på jer selv og så skal I give jer selv et klap på skulderen og klappe af jer selv for den indsats i har gjort for at sidde her i dag. Tillykke til jer alle sammen."

Også Mikael Fabrin havde en sidste opfordring til sine medkursister, nemlig:

"Drøm, sigt efter stjernerne, så rammer du nok månen."

Det blev ordene, hvorefter de nye studenter fik overrakt deres eksamensbevis og blev sendt ud til de festlige studentervogne - og ud i fremtiden.


KONTAKT OS

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?