

Se billedserie
Den sjove mand med de friske bemærkninger hoppede rundt og havde håndspritten med på Black Friday
"Jamen goddag, smukke! Hyggeligt at se dig igen! Det var nu dejligt på Mallorca, ikke?"
Flere kunder og handlende i Centrum spærrede øjnene op, da selveste Benny fra Olsen-Banden pludselig dukkede op. Med gule sokker, kække bemærkninger og det drengede grin - præcis som vi kender ham.
Midt på dagen på Black Friday fik mange en frisk kommentar med på vejen, mens han med de velkendte "gadedrenge-hop" styrtede rundt fra butik til butik - og der blev, selvfølgelig, også tid til at skylle en øl ned på Albertslund Sports Pub.
"Halløjsada! Det der dameundertøj er da lige til den frække side, hvad?", lød det til nogle udstillede varer fra Sports Outlet.
"Hold da kæft! Det er lige noget for Egon, det her", lød det til smykkerne i vinduet hos Albertslund Ur & Guld.
Mange hilste med et stort grin på den kendte herre, og fik også lige en gang håndsprit med på vejen. For det havde Benny selvfølgelig tænkt på, i disse Corona-tider, sammen med mundbind, ølkasser - og den sjove latterdåse, ikke at forglemme.
"Du ligner ham nu meget godt", lød det benovet fra en kvindelig kunde i Loppereolen.
"Du kan da gå for Yvonne! Vi skal bare finde en lyserød hat til dig, så kører det", lød det med det velkendte grin fra Benny.
Der i virkeligheden hedder Daniel, og optræder under kunstnernavnet "Danmarks bedste Benny".
Senere i centret fredag optrådte DJ Fuller med musik, og her i weekenden fortsætter festlighederne. Lørdag med Shubiforsjov med gamle Shu-Bi-Dua-hits, og søndag med Hr. Høj, der underholder for børnene.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her