13. april 2021
AMC skal ikke længere være i Hyldagerparken, og klubben mister sine nuværende baner. Arkivfoto
AMC skal ikke længere være i Hyldagerparken, og klubben mister sine nuværende baner. Arkivfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Så faldt afgørelsen om Albertslund Motorsports Center

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Så faldt afgørelsen om Albertslund Motorsports Center

Et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet, at AMC skal åbne som et helt nyt tilbud et andet sted i Albertslund - og der skal arbejdes på at finde en hal til at køre gokart og lave værksted

Albertslund Posten - 10. februar 2021 kl. 05:13
Af Jørgen Brieghel

Der er nu kommet en afgørelse på en sag, der har trukket tænder ud i tre år. Nemlig placeringen af Albertslund Motorsports Center - AMC.

arrow Læs også: Arbejdet er gået i gang: Hvad skal komme i stedet for AMC?

Et flertal bestående af Radikale, Venstre og Socialdemokratiet har på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde besluttet, at AMC ikke længere skal blive i Hyldager Bakker.

Der skulle tages stilling til fem scenarier, som tidligere har været omtalt i AP. Men i sidste øjeblik kom et nyt forslag fra S, R og V. Det tog udgangspunkt i det såkaldte scenarie 4, som går ud på, at klublokaler og baner adskilles.

AMC skal åbne som helt nyt tilbud et andet sted i Albertslund. Der skal skabes et anderledes klubtilbud.

En ny klub med nyt indhold skal kunne noget andet end byens øvrige klubtilbud f.eks. mountainbike, e-sport, basket mv.

Der skal desuden arbejdes på at finde muligheder for, at AMC kan køre gokart indendørs og have værkstedsfaciliteter i Albertslund eller hovedstadsområdet. Det kan være i bestående lokaler eller i nybyggeri i forbindelse med et nyt klubtilbud.

Det har været afgørende

Steen Christiansen (S) sagde, at Hyldager Bakker er det største natur- og støjdæmpningsprojekt i Danmark.

"Vi har fået Fingerplanen ændret, så naturprojektet kan laves. Hyldager Bakker betyder støjdæmpning over for mange, der er plaget af støj. Det er også det største naturprojekt i Albertslund de seneste år og vil blive et rekreativt område for borgerne. Det har været afgørende for vores beslutning", sagde Steen Christiansen.

"Det har også været helt afgørende, at byen har et tilbud, som de unge har i AMC. Sagen har trukket længe ud, og brugerne skal ikke gå rundt i usikkerhed mere", sagde Steen Christiansen.

Ny holdning - hvorfor?

Helge Bo Jensen (Ø) sagde, at det er en speciel sag, der har kørt mange år.
"Så at skabe sikkerhed og tryghed for brugerne lyder en smule hult. Især når der er et ganske lille flertal, der vil stemme for, at AMC lukkes. I november var der flertal for at fortælle Erhvervsstyrelsen, at AMC skulle blive liggende. Hvorfor mener Radikale og Venstre nu, at de skal lukkes? Jeg forstår ikke, hvordan tingene kan ændres så radikalt så hurtigt", sagde han.

Allan Høyer (DF) sagde, at AMC-sagen har været den mest langtrukne og mest komplicerede, han har været med til.
"Den har været sendt frem og tilbage. DF har som eneste parti stået fast på, at AMC skulle blive på sin nuværende placering. Derfor stemte vi imod at sende spørgsmål til Erhvervsstyrelsen. Derfor stemmer vi for scenarie 0. Scenarie 4 er ikke mulig. Klubhus og baner skal hænge sammen, hvis man skal bevare det gode tilbud. Jeg har min egen konspirationsteori om, at sagen allerede er clearet af. Så er der nogen af jer, der har tvivl: Overvej om ikke AMC skal blive", sagde han.

Scenarie 0 går ud på, at der skal udarbejdes et forslag til en ny lokalplan med det formål, at AMC bliver liggende permanent.

Leif Pedersen (SF) sagde: "SF har hele tiden arbejdet for en løsning i Albertslund med baner i Albertslund. Vi kan ikke støtte et forslag uden baner. Jeg synes ellers, at vi har fået belyst sagen, og vi har diskuteret meget om støj. Vi ønsker model 0. Vi vil have AMC i Albertslund", sagde Leif Pedersen.

Skabe en ny, god klub

Heller ikke Sofie Amalie Blomsterberg (V) syntes, det var en nem sag:
"Og det har ikke været nemt at beslutte noget. Men vi ønsker scenarie 4 med et tillæg om, at vi undersøger muligheder for indendørs kørsel her eller udenbys. Vi tror nemlig ikke på, at vi får lov at beholde AMC på placeringen. Vi tror ministeren nedlægger veto. Vi håber, at vi kan skabe en god klub for de nuværende og for nye brugere, som vil have eSport eller mountainbike - og så gerne finde en indendørs hal til gokart. Desværre er motocross ikke muligt indendørs. Jeg forstår godt, at det ikke er den beslutning brugerne ønsker, og heller ikke den jeg regnede med", sagde hun.

Som skak i rideklubben

Lars Gravgaard Hansen (K) syntes stadig, at der var håb:
"Vi havde håbet, at vi kunne blive enige om scenarie 1: Så AMV kunne have 3-5 år, hvor de kunne køre. Så ville der være tid til at afvikle det nuværende tilbud, og få nye tilbud bygget ind. Det her svarer lidt til, at vi indfører skak i rideklubben for at bevare den. Unge der kan lide olie og benzin tænder ikke på esport. Vi havde håbet på en både og-løsning", sagde han og understregede, at behovet for at bygge stort i Hyldager Bakker ikke er så stort for De Konservative nu, hvor bl.a. COOP-grunden udvikles, som det var i starten af sagens forløb.

Kenni Flink (Alt.) mente, at man lige så let kunne droppe projekt Hyldagergrunden som at droppe AMC.
"Det er lige så nemt som den her løsning. Vi står stadig fast ved scenarie 0", sagde han.

Forandringer skal til

"Det her var en af de første sager, jeg mødte som nyt kommunalbestyrelsesmedlem. Vi er stadig ikke kommet til en afklaring. Den skal komme nu, så vi ved, hvad vi skal gøre fremadrettet", sagde Hediye Temiz (R). "AMC er et godt klubtilbud. Men et godt tilbud er ikke nødvendigvis benzin og olie, men at vi har nogle dygtige medarbejdere og nogle børn og unge der virkelig vil stedet. Derfor er vi med på forlaget om at bibeholde et godt klubtilbud, men arbejde på at ændre og udvide det. Vi er nødt til at byudvikle og få flere borgere til byen, som kan betale regningen. Det er ikke AMC's ønske, men nogle gange skal der forandringer til", sagde hun.

Ingen underhåndsaftaler

Steen Christiansen sagde om kritikken:
"Hyldager Bakker er et meget anderledes projekt. Det vil ikke indbyde til rekreativitet, hvis der er baner på arealet og ikke bidrage til dyreliv og mangfoldighed. Det ønsker vi at bevare. Det her er desuden den sidste større grund i byen og dermed er der en afledt effekt i forbindelse med grundsalg", sagde han og understregede over for Allan Høyer:
"I øvrigt er der ingen underhåndsaftaler mellem mig og Erhvervsstyrelsen. Og for god ordens skyld: Al den dialog der har været med Erhvervsstyrelsen har også to andre KB-medlemmer taget del i".

Til det svarede Allan Høyer, at der jo både var de formelle forhandlinger men også uformelle kontakter med myndighederne.

Børnene har været gidsler

"Jeg ønsker et grønnere, støjfrit og mere socialt balanceret Albertslund", sagde Marianne Burchall (S)."Det projekt ønsker jeg, og et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker at flytte AMC og få et nyt tilbud med samme pædagogiske værdi. Det har jeg og udvalget arbejdet hårdt på at finde. Det er børnene og de unge, der bekymrer mig mest. De er blevet taget som gidsler. Vi kan ikke blive ved med at trække beslutningen. AMC har det sidste år arbejdet ihærdigt på at tiltrække børn og unge. De har gjort det vildt godt. De er vildt seje. Jeg har altid sagt, at jeg ønsker at bevare AMC, derfor har jeg været med til at kæmpe for nye løsninger. Men der er ingen nye løsninger i det bestående. Vi skal derfor skabe et nyt tilbud, hvor man møder håndværk, og som har plads til alle, der er del af fællesskaber. Vi skal fastholde de pædagogiske værdier. I det nye tilbud skal børn og unge og pædagoger fra AMC inddrages"

Det gør ondt

"Det gør mig ondt at høre, det der bliver sagt", sagde Fedai Celim (Ø). "I fjerner noget for de 75 børn, som har brug for det her sted. Vi har andre muligheder, nemlig at se på børnenes velvære. Vi fjerner noget grønt og dækker det til med betonbyggeri. Vi vil have forslag 0 og have at AMC bliver liggende".

Efter debatten var der afstemning. Forslag 0 om at lave et nyt udkast til en ny lokalplan blev stemt ned. 10 stemte for. 11 imod.
Herefter blev ændringsforslaget fra V, R og S vedtaget med de tre partiers 11 stemmer. De øvrige 10 stemte imod.
Ifølge indstillingen skal AMC flytte senest 1. november.

En epoke er slut

Leder af AMC, Peter Larsen, siger efter mødet, at det var en meget trist aften for Albertslund, da beslutningen blev taget. Han mener, at en epoke er slut.
"En af vores få gamle kulturinstitutioner, som byen har tilbage, forsvinder til efteråret. Med AMC væk, forsvinder en helt speciel Albertslund ånd. Nytænkning kan være godt, hvis ting ikke fungerer, men hvorfor ødelægge noget som fungerer? Jeg håber nu, at vores ansvarsbevidste politikere overholder det de lovede os alle igår - hvad det så ellers er", siger Peter Larsen.


KONTAKT OS

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?