23. oktober 2020
Vi var deres eneste kontakt til omverden, fortæller Vivi Nør Jacobsen og Henrik Skude, der var Røde Kors-frivillige i Vridsløselille fra 2016-18.
Vi var deres eneste kontakt til omverden, fortæller Vivi Nør Jacobsen og Henrik Skude, der var Røde Kors-frivillige i Vridsløselille fra 2016-18.
Foto: Foto: due.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Røde Kors-frivillige fortæller: Sådan var livet som afvist asylansøger i Vridsløselille

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Røde Kors-frivillige fortæller: Sådan var livet som afvist asylansøger i Vridsløselille

Debatten om udrejsecentret Ellebæk rejser spørgsmålet: Hvordan var det dengang Vridsløselille havde samme funktion?

Albertslund Posten - 14. januar 2020 kl. 06:00
Af Finn Due Larsen

Der er opstået debat om forholdene i udrejsecentret Ellebæk, efter hård kritik fra Europarådets Torturkomité. Centeret er, som omtalt i flere medier, af komiteen blevet betegnet som "et af de værste, man har set i hele Europa". I perioden fra 2016 til 2018 fungerede Vridsløselille Statsfængsel på samme måde som udrejsecenter for afviste asylansøgere. Dengang var en lille gruppe lokale Røde Kors-frivillige tilknyttet stedet.
De kom på jævnligt besøg, snakkede med de afviste asylansøgere og bidrog med diverse aktiviteter til hverdagen bag murene. Formålet med besøgene var at sikre de afviste en mulighed for kontakt med civile personer, da de ellers kun havde kontakt med fængslets personale.
I dag er det historie, fængslet er blevet tømt og overdraget til Freja Ejendomme. Men på baggrund af den aktuelle debat om Ellebæk fortæller to af de frivillige fra dengang, Henrik Skude og Vivi Nør Jacobsen, nu for første gang om hvordan de oplevede forholdene bag murene.

arrow Læs også: Tæt på de ukendte sider af livet i Vridsløselille Statsfængsel
Var dere eneste kontakt

"Der var ingen tvivl om, at for asylansøgerne var vores besøg et højdepunkt. Det var den eneste kontakt de måtte have til omverden", fortæller Henrik Skude.
Han forklarer, at under besøgene skulle de frivillige aflevere deres mobiltelefoner i bokse og fik udleveret walkie-talkies for at kunne kommunikere med personalet.
”Så mødtes vi med en gruppe i kantinen. Jeg kom aldrig ind i deres celler, det fik vi ikke lov til. De lyste meget op, når vi var der”, siger Henrik Skude.
”Besøgsteamet havde typisk snacks og kaffe med ind, og der blev snakket, spillet spil, lagt puslespil og højtider blev fejret. Til jul blev sunget og klippet julestads og eid blev markeret med ekstra hygge og sang. Om sommeren var der volleyball i fængselsgården”, fortæller Vivi Nør Jacobsen, der var teamleder for de frivillige i Vridsløselille efter at have etableret besøgsgruppen sammen med fængslets ledelse.
De afviste asylansøgere var ikke placeret i Vridsløselille på grund af kriminalitet, men fordi de havde fået afslag på asyl. Deres mulighed for appel var også afprøvet og tabt, og det der var tilbage var at få dem til at rejse hjem, hvad de enten ikke ville eller kunne.
For flere af dem ville hjemlandet ikke modtage dem igen. Overfor TV2 har en anonym iransk mand blandt andet udtalt, at forholdene i Ellebæk var værre end i et iransk fængsel:
"Ellebæk er virkelig ikke et sted for mennesker. Der er meget dårlige forhold derinde. Dyr har det bedre".

"En misforståelse"

Som eksempel på hvordan en afvist asylansøger i Vridsløselille kunne opleve forholdene, husker de Røde Kors-frivillige blandt andet en ung mand af marokkansk oprindelse:
"Han var meget friskfyr-agtig til at starte med. Han sagde hele tiden, at "det hele er en misforståelse", og han skulle snart hjem igen. Han endte med at sidde der fem måneder, han ændrede udseende, hans mave voksede, og han blev mere og mere gråhåret og indadvendt, og sad til sidst for sig selv", fortæller Vivi Nør Jacobsen.
"Når jeg hører om forholdene i Ellebæk, kan jeg godt genkende billedet. For mange tærede det på psyken at leve i uvished.”
Ingen undervisning
De afviste asylansøgere i Vridsløselille var frihedsberøvede og indespærrede det meste af døgnet:
"De måtte ikke benytte mobiler, ikke lave mad selv, og de måtte ikke have kontakt med omverden udover deres advokat. Derfor blev et par timer med de frivillige et åndehul", siger Vivi Nør Jacobsen.
De måtte heller ikke modtage nogen form for undervisning:
”Vi ville ellers gerne lave tegnekurser og en læseklub”, siger hun.
De meget begrænsede muligheder for adspredelse blev blødt en smule op, da de indsatte i oktober 2016 fik mulighed for en lille smule arbejde og at tjene en mindre sum, til for eksempel at betale for opkald via fængslets telefoner. Mobiler var som nævnt forbudt.
Besøgene bag murene tærede naturligvis også på kræfterne hos de frivillige selv:
"Jeg havde det da blandet med det. Nogle gange tænkte jeg når jeg tog afsted, hvad de mon fik ud af det. Men vi var jo deres lys i verden. Der var så ikke meget andet vi kunne give dem end lidt snak", siger Henrik Skude, og Vivi Nør Jacobsen nikker:
"Vi var der ikke for at ændre nogle regler eller rammer. Vores tilgang var Røde Kors', som er at give mennesker et pusterum", siger hun.

FAKTA

Om Røde Kors’ besøgsteam i Vridsløselille:
Fængslet husede afviste asylansøgere fra 1. januar 2016 til 1. februar 2018.

Besøgsgruppen skulle til samtale hos Røde Kors og godkendes af Kriminalforsorgen. Gruppen blev sat i gang fra 2. maj 2016.

Kapacitetsbehovet lød først på 1000 og siden 250 pladser. Reelt var der under 50 ad gangen.

arrow Vridsløselille: Ombudsmand rejste kritik af forholdene i 2016
14. januar 2020 kl. 06:02 Opdateret: kl. 10:47

KONTAKT OS

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?