
Foreninger, der ikke kan søge statslige hjælpepuljer, får en håndsrækning
Der er nu mere støtte på vej til foreninger, der er hårdt trængt på grund af Corona-restriktionerne.
På sit møde i sidste uge besluttede en enig kommunalbestyrelse at øge medlemstilskuddet for de foreninger, der ikke kan søge hjælp gennem de statslige hjælpepuljer.
Som tidligere omtalt har flere foreninger i Albertslund oplevet en tilbagegang af medlemmer på grund af nedlukning og restriktioner. Det er langt fra kun et lokalt fænomen, men et problem der har ramt foreninger over hele landet,
Det vil man i Albertslund nu forsøge at afhjælpe med en særlig "Corona-hjælpepakke" til foreningerne. Med beslutningen i kommunalbestyrelsen følger, at taksterne for det kommunale medlemstilskud i 2020 hæves.
Det betyder, at de foreninger, der har oplevet tilbagegang i 2020, ikke får sat deres kommunale tilskud ned, sådan som systemet ellers normalt er skruet sammen. De vil få det samme beløb i medlemstilskud i 2021, som de fik i 2020.
Mens de foreninger, der i 2020 har oplevet tilgang i antal medlemmer, i 2021 får sat medlemstilskuddet op med 10 procent per medlem.
Samtidig afsættes der 25.000 kroner af puljen til medlemstilskud til at hjælpe godkendte folkeoplysende foreninger, som ikke modtager medlemstilskud, og som er ramt økonomisk af Corona. Der er samtidig også sat penge af til en kampagne for at få flere medlemmer til foreningerne.
På kommunalbestyrelsens møde var der opbakning hele vejen rundt blandt partierne.
"Det her er noget der er vigtigt for mange. Vi er glade for at give denne her håndsrækning", sagde Sofie Amalie Blomsterberg (V).
Allan Høyer (DF) slog fast, at hans parti også kan tiltræde indstillingen, og Kenni Flink (Alt.) kaldte beslutningen for "vigtigt".
"Vi havde dog gerne set, at det også havde gjaldt ikke-folkeoplysende foreninger", tilføjede han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her