
43 kommuner har indført røgfri arbejdstid. Fra 1. august følger Albertslund trop
Der er sikkert mange, der er rygende uenige i at det skal være sådan. Men allerede ved årsskiftet blev arbejdstiden på Albertslund Kommunes skoler røgfri. Fra 1. august følger resten af Albertslund Kommunes arbejdspladser med - det betyder, at al arbejdstid i Albertslund Kommune er røgfri fra den 1. august 2020. Kommunaldirektør Jette Runchel siger om beslutningen, som kommunalbestyrelsen har truffet:
"Tobaksrygning er den enkeltfaktor, der har den største negative indflydelse på danskernes helbred. Derfor ønsker vi nu i Albertslund Kommune at sikre vores medarbejdere et røgfrit arbejdsmiljø og forebygge skader af rygning. Vi ønsker at sende et positivt signal til vores borgere, herunder børn og unge i kommunen ved at være gode rollemodeller ved ikke at ryge. Det handler kort fortalt om sundhed og vise vejen."
Kommunen tilbyder i samarbejde med Apoteket i Albertslund gratis rygestopkurser for medarbejderne, så ændringen, når folk kommer tilbage fra ferie, kan blive mere bæredygtig for de, der i dag ryger i løbet af arbejdstiden.
43 kommuner har indført røgfri arbejdstid før Albertslund Kommune. Det står på et af de bezzerwizzer-kort, som er delt ud til medarbejdere i kommunen som et led i en kampagne for at gøre opmærksom på ændringen, der træder i kraft fra 1. august 2020.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her