René Meyrowitsch, Troldnøddegården 4, Albertslund, fylder 75 år den 17. januar.
René Meyrowitsch gjorde sig i 2020 især bemærket i forbindelse med dokumentarfilmen om De Hvide Busser. Som vi omtalte i AP, var han idémand sammen med producer Steen Herdel på filmen, der blev vist på DR2.
Det er en beretning, der er meget personlig for René Meyrowitsch, da hans egen familie, der er af jødisk afstamning, var blandt de mange der blev reddet ud af tyske koncentrationslejre af De Hvide Busser ved krigens afslutning. Han selv blev født efter krigen, i 1946.
Den humanitære indsats ligger i det hele taget René Meyrowitsch meget på sinde. I 2016 var han med til at stable en støttekoncert for uledsagede flygtningebørn på benene. Med navne som Benjamin Koppel, Alberte Winding, Jacob Binzer, Cæcilie Norby og Marie Carmen Koppel.
René Meyrowitsch, der også som medlem af SF har været opstillet til kommunalvalget, har desuden skabt en gruppe, bestående af Else Guldager, Mogens Nygaard Christoffersen, Per Schultz Jørgensen, og Niels Michelsen, der er mødtes gennem godt 40 år for at drøfte børn, familie og samfund.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her