28. december 2014
Danske slagteriarbejdere skal ned i løn, hvis Danish Crown skal kunne konkurrere med Tyskland.
Danske slagteriarbejdere skal ned i løn, hvis Danish Crown skal kunne konkurrere med Tyskland.
Foto: Henning Bagger
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Løn ned eller slagterier må lukke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Løn ned eller slagterier må lukke
Sjælland - 22. september 2009 kl. 08:10
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
Den danske slagteribranche er i fare, medmindre lønudgifterne på slagterierne bliver reduceret. Sådan lyder nu det skarpe budskab fra Danish Crowns topchef, Kjeld Johannesen, skriver Jyllands-Posten.

»Vores omkostninger skal reduceres, så Danish Crown igen bliver konkurrencedygtig. Det er nødvendigt for at få landmænd og finanssektor til at genvinde troen på, at det kan betale sig at investere i slagtesvineproduktion i Danmark. Lykkes det ikke, er branchen som sådan i fare,« vurderer han.

Danish Crown er under voldsomt pres fra tyske slagterier, som har mulighed for at benytte billig østeuropæisk arbejdskraft. De lavere lønninger betyder, at tyske slagterier tjener flere penge og derfor kan betale mere for landmændenes grise. Det er den primære forklaring på, at eksporten af levende grise fra Danmark til Tyskland vokser eksplosivt, hvilket allerede har tvunget Danish Crown til at lukke en række slagterier og fyre omkring 3.000 medarbejdere.

»På længere sigt handler dette ikke alene om stigende smågriseeksport. Der er en fare for, at der i fremtiden slet ikke bliver en svineproduktion af betydning i Danmark, medmindre slagteriernes konkurrenceevne genskabes. Siden 2000 er vores lønomkostninger øget 25 pct., mens de tyske er faldet 5 pct.,« siger Kjeld Johannesen.

Han kæmper lige nu for at finde besparelser på 1,3 mia. kr. i slagterikoncernen. Målet er, at der skal spares 600 mio. kr. på lønomkostningerne, og forhandlingerne med de ansatte spidser de kommende uger.

Slagteriarbejderne vil gerne forhandle, men:
»En egentlig lønnedgang vil vi ikke acceptere. Det er slet ikke til diskussion. Vi vil hellere have 8.000 slagteriarbejdere, der får en ordentlig løn, end 10.000, der må gå ned i løn,« fastslår tillidsmand Hans Søgaard Hansen, der er formand for tillidsmandskollegiet i Danish Crown.

Ifølge chefkonsulent Harry Hansen, DI Fødevarer, koster en slagteriarbejder i Tyskland typisk 120-125 kr. i timen inklusive alle omkostninger. Til sammenligning koster en dansk slagteriarbejder omkring 260 kr. alt inklusive.

»Disse tal omfatter pensioner, feriepenge, forsikringer, uddannelse osv. Den rene grundløn i Danmark er 123,50 kr. i timen og inklusiv akkord når gennemsnitslønnen op på 180 kr.,« oplyser Harry Hansen.

Hans Søgaard Hansen anerkender, at Danish Crown er i en alvorlig situation, men mener ikke, at lønnedgang er den rigtige løsning på problemerne.

»Vi kan ikke leve af at dele fattigdommen med de tyske slagteriarbejdere. Til gengæld er vi indstillet på at se på de muligheder, der er for besparelser inden for rammerne af den eksisterende overenskomst,« siger Hans Søgaard Hansen.

Efter fire måneders intens indsats er det lykkedes Danish Crowns ledelse at reducere lønomkostningerne med 5 pct.

»Helt ærligt tror jeg ikke, at vi kan nå de 20 pct., men lad os da prøve. Der er ingen tvivl om, at ledelsen skruer op for retorikken i et forsøg på at skabe splid og usikkerhed blandt slagteriarbejderne. Men hos os er der ingen, der ryster på hånden. Vi står sammen,« understreger Hans Søgaard Hansen.

Der er en fare for, at der i fremtiden slet ikke bliver en svineproduktion af betydning i Danmark, medmindre slagteriernes konkurrenceevne genskabes.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk