Navne- og fotoregler ved politi-, retsstof og ulykker
1. Ved dom:
Ved ubetinget fængselsstraf på to år eller derover bringes fuldt navn, alder og hjemsted, såfremt den dømte er fyldt 18 år.
Ved en delvis betinget dom (kombinationsdom) bringer vi kun navn, hvis den ubetingede del af straffen er på to år eller derover.
Se også pkt. 10
Undtagelser:
Der er sager, hvor vi skal tage særligt hensyn til forbrydelsens offer – f.eks. incest-sager. Der nævner vi ikke navn på dømte – uanset straffens længde. Iflg. retsplejelovens § 1017 kan vi faktisk blive dømt for at bringe offerets identitet frem. (Her kan være undtagelser – men de skal rundt om den ansvarshavende chefredaktør).
Dømte under 18 år kan i ganske særlige tilfælde nævnes ved navn. Altid efter konsultation med relevante redaktionschef eller chefredaktør.
1.a. Navneforbud:
Nedlægges der navneforbud, har pressen til enhver tid ret til at protestere, men vi respekterer dommerens afgørelse.
Vær opmærksom på om et evt. navneforbud opretholdes, når en dom ankes. Gør det det, respekterer vi det selvfølgelig – uanset straffens længde. Spørg i retten for at være sikker.
Har der ikke været navneforbud, skriver vi navnet – uanset om dommen ankes. Jvf. pkt. 1
2. Ved tiltale:
Vi nævner normalt ikke navn på tiltalte. Taler særlige hensyn for at gøre det, skal det forinden drøftes med mediets redaktionschef eller chefredaktør.
Se også pkt. 10
3. Ved sigtelse:
Vi bringer som hovedregel ikke navn på sigtede før en dom.
Undtagelsen er, hvor den sigtede har været efterlyst med navn og/eller foto, samt når den sigtede selv vælger at deltage i den offentlige debat om sagen (Lundin, Thorsen m.fl).
Ritzau nævner også navn på sigtede ved særlig store og opsigtsvækkende forbrydelser. Vi bringer fortsat disse telegrammer.
Se også pkt. 10
4. Ved civile sager:
Navnereglerne i civile sager følger de almindelige retningslinier.
5. Injuriesager:
Her nævnes normalt navn på begge parter.
6. Grundlovsforhør og retsreportager:
Retsreportagen skal være objektiv, og en omtale af en straffesag bør følges op med referat af sagens afslutning.
Husk altid at nævne sigtelsens/tiltalens art, og når det er muligt, hvordan den sigtede/tiltalte forholder sig til den.
Undlad at nævne tidligere domme, hvis de er uden betydning for det aktuelle forhold.
7. Navn i ankesager:
Reglerne tilsiger, at vi skal følge op på omtalte sager. Har vi nævnt navn ved en dom, bør vi også identificere dømte med navn, når ankesagen kører – i rimeligt omfang – ikke overdrevent.
Samme logik tilsiger, at vi nævner navn, hvis en navngivet dømt får sin dom nedsat eller måske bliver frifundet.
8. Selvmord:
Selvmord eller selvmordsforsøg nævnes normalt ikke, med mindre det medfører gener for trafik eller det omliggende samfund. I sådanne tilfælde viser vi respekt for både afdøde og pårørende ved ikke at svælge i detaljer.
Ved udvidet selvmord, hvor f.eks. en mor eller far tager sine børn med i døden omtales sagen normalt uden navne. Hvis den, der har forvoldt andres død, overlever efterfølgende selvmordsforsøg, bliver der antagelig tale om en drabssag. I sådanne tilfælde følger redaktionen de normale navneregler.
9. Mord på samlever:
Bag drab står ofte en ægtefælle eller et familiemedlem. Hvis politiet offentliggør en sådan teori bringes oplysningen i avisen med politiet som kilde, selvom der hverken er rejst tiltale eller faldet dom. Her tæller hensynet til at informere offentligheden om, at forbrydelsen står foran en opklaring.
10. Ulykker:
Ved trafikulykker og andre dødsulykker bringes navne på omkomne, mens navnene på førerne af evt. implicerede køretøjer ikke nævnes.
Skyldsspørgsmål berøres normalt IKKE ved omtale af ulykker. Dog kan politiet refereres for deres antagelse, men det skal fremgå tydeligt, hvem der er kilden.
11. De gyldne kæder:
Sigtes eller tiltales personer for lovovertrædelser på områder, hvor de har et særligt ansvar eller en tillidspost – d.v.s. folkevalgte, andre i betroede topstillinger samt med særlige tillidshverv – kan der bruges navn. Dog altid efter nøje vurdering. Det samme gælder for særlig kendte, der sigtes eller tiltales for alvorlige forbrydelser.
Undertiden vil vi nøjes med stilling, hvis navnet er usædvanligt og lovovertrædelsen af en karakter, som vil belaste uskyldige familiemedlemmer.
HUSK at give personen mulighed for at forholde sig til skyldsspørgsmålet, hvis det overhovedet er muligt.
12. Fotos:
Ved ulykker, mord og drab viser vi ikke dræbte eller alvorligt kvæstede. Evt. nummerplader eller andet, der kan tjene til identifikation, dækkes altid over.
Vi tager også hensyn til dybt berørte pårørende på ulykkesstedet ved ikke at fotografere dem.
Der må ikke fotograferes foran retsbygninger, når sigtede ankommer til retten, og heller ikke i retssale. Enkelte forsøgssteder er det dog OK i retssalen. Spørg først.
13. Tvivl:
Alle tvivlstilfælde afgøres af relevante redaktionschef eller chefredaktør.
I øvrigt gælder de presseetiske regler – se uddrag herunder:
16.6.09.
”Vejledende regler for god presseskik”
(Således som de blev formuleret af medieansvarsudvalget i betænkning nr. 1205/1990 og gengivet i bilag til lovforslaget af 1991 til medieansvarsloven).
Uddrag af reglernes indhold
A. Korrekte meddelelser
1. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.
2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.
3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.
6. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse. Det samme gælder de såkaldte spisesedler.
7. Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktionens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen.
B. Adfærd i strid med god presseskik
1. Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.
2. Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.
3. Ofre for forbrydelser eller ulykker skal vises det størst mulige hensyn. Det samme gælder vidner og pårørende til de implicerede. Ved indsamling og gengivelse af billedmateriale skal der vises hensynsfuldhed og takt.
4. Der bør opretholdes en klar skillelinje mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse.
5. Andres tillid må ikke misbruges. Der bør vises særligt hensyn over for personer, som ikke kan ventes at være klar over virkningerne af deres udtalelser. Andres følelser, uvidenhed eller svigtende herredømme bør ikke misbruges.
C. Retsreportage
1. De under A og B anførte almindelige presseetiske regler gælder også for retsreportagen.
2. Reglerne for retsreportagen gælder også sagernes forberedelse, herunder straffesagers behandling hos politi og anklagemyndighed.
3. Retsreportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter.
En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.
4. Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre.
5. Så længe en straffesag ikke er endeligt afgjort eller bortfaldet, må der ikke offentliggøres meddelelser, der kan lægge hindringer i vejen for sagens opklaring, eller tilkendegivelser om, at en sigtet eller tiltalt er skyldig. Ved omtale af en straffesag skal det klart fremgå, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.
6. Der skal i videst muligt omfang følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet.
7. Der skal iagttages varsomhed med meddelelser om, at politianmeldelse er indgivet mod en navngiven person. Meddelelser herom bør som regel ikke bringes, før anmeldelse har medført indgriben fra politiets eller anklagemyndighedens side. Dette gælder dog ikke, hvis det anmeldte forhold i forvejen er kendt i videre kredse eller har væsentlig almen interesse, eller det efter de foreliggende omstændigheder må antages, at anmeldelsen er solidt underbygget.
8. En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales.