28. juni 2017
Sidste år udgav Jan Lynge sin første bog »Dø Ikke Uden Ar - En anderledes rockerlivshistorie«. En bog, der kom lige fra hjertet, og da han udgav den stortudede han, som om hans dæmoner forlod kroppen. Foto: Hans-Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

Sidste år udgav Jan Lynge sin første bog »Dø Ikke Uden Ar - En anderledes rockerlivshistorie«. En bog, der kom lige fra hjertet, og da han udgav den stortudede han, som om hans dæmoner forlod kroppen. Foto: Hans-Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tidligere rocker: Min datter betyder alt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tidligere rocker: Min datter betyder alt
Vestegnen - 22. april 2017 kl. 15:57
Af Kasper Ellesøe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jan Lynge har lagt et et hårdt liv som trækkerdreng og rocker med masser af kokain, druk fest og farver på hylden. Nu er det hans niårige datter, der betyder alt.

»Min datter er mit liv, og hun betyder alt for mig, og jeg arbejder målrettet på, at hun går langt væk fra den vej, jeg har taget i livet.«

Jan Lynge sidder i sin lænestol i stuen i lejligheden i Brøndbyøster og fortæller sin historie, som er anderledes og måske også mere begivenhedsrig end mange andres. Han har to øreringe, og man kan ane en tatovering på halsen under den lyseblå skjortekrave. Hans mund bevæger sig hurtigt, mens ordene flyver ud af den. Det er tydeligt, at han har noget på hjerte. Der er så meget at fortælle, og derfor har Jan Lynge udgivet en bog, hvor han beskriver det liv, han lagde på hylden for omkring ti år siden. Efter for lidt kærlighed og opmærksomhed i barndommen blev han først trækkerdreng og siden rocker.

»Min mor gjorde sit bedste, men som teenager var jeg i et stort oprør med mig selv, min familie og verden omkring mig. Jeg var gal og sur og kunne ikke komme af med min vrede. Jeg var en vild dreng, der var frisk på hvad som helst. Jeg var anderledes,« fortælle Jan Lynge.

Det er den korte forklaring på, hvordan han som 14-årig bevægede sig i Pisserenden i København som trækkerdreng og solgte sig selv og sin krop til både mænd og kvinder, og hvordan han endte med at være en del af de københavnske rockermiljøer i blandt andet Bandidos.

Han har ikke levet et liv for sarte sjæle, og alt det har han skrevet en om i sin bog, der udkom sidste år. Den hedder »Dø Ikke Uden Ar - En anderledes rockerlivshistorie«. Nu er Jan Lynge aktuel med sin anden bog, hvor han behandler livets store spørgsmål og forsøger at finde svar på, hvorfor hans liv er gået, som det er.

Kodeks i klubben

For omkring ti år siden tog Jan Lynge en beslutning. Han ville ud af rockermiljøet og lave noget andet. Tiden med motorcykler, kokain, fest og farver skulle ende. Det var ikke det, han ville længere.

»I begyndelsen var jeg virkelig drevet af det. Det var vildt og farligt, og der skete noget. Miljøet blev mig. Det var en livsstil, jeg fulgte slavisk. Og jeg kunne godt lide at være der. Det blev mit liv, og jeg blev værdsat og fik den anerkendelse, jeg ikke havde fået som barn og ung. Men på et tidspunkt nåede jeg til et andet sted, og jeg ville gerne noget andet. Jeg kunne ikke mere,« fortæller Jan Lynge. Normalt kan man ikke bare forlade en rockerklub. Der er et kodeks i klubberne, som gør, at man kun må gå ud på en række betingelser, fortæller Jan Lynge. Det betyder, at han har lavet aftale om, at han ikke fortæller om det, der er foregået i Bandidos.

»For mig at se er det nødvendigt at have et kodeks og nogle regler i en rockerklub. Man skal ikke bare kunne smide Vesten og smutte. Derfor skal man have en god og fornuftig grund til at forlade en rockerklub, og det havde jeg, eftersom jeg ville noget helt andet med mit liv,« siger Jan Lynge og fortæller, hvorfor han kan skrive sine bøger uden at være anonym.

»Jeg har holdt den aftale, som vi lavede. Jeg har ikke gjort noget forkert, og det er derfor, jeg kan stille mig op og fortælle om mig selv i det miljø. Jeg har ikke stukket nogen og holdt min sti ren. I mine bøger har jeg også ændret navnene på personer, og jeg holder mig på den side af grænsen, jeg kan tillade mig i forhold til Bandidos,« siger han.

Tager du afstand for rockermiljøet, hvor man hører om, at der sker ulovlige ting?

»Jeg tager afstand fra umotiveret vold, men jeg respekterer miljøet. Jeg kan ikke bare fortælle alt om miljøet, og jeg føler ikke, det er min opgave at fortælle om de ting, der foregår. Jeg lader det være det, det er, og lever mit eget liv. Rockere er ikke dydsmønstre, og der sker ting i det miljø, som ikke er pæne. Men der sker også gode ting i klubberne,« siger Jan Lynge.

Skal holde sig væk

Han har ikke længere kontakt til rockermiljøet. Han har et arbejde, som han dog er sygemeldt fra og bor med sin niårige datter og har også en søn på 35 år. Det kapitel er overstået for ham, og i stedet handler det om, at eks-rockeren nu er familiefar, der har et ansvar over for sin pige.

»Jeg ved, at jeg skal holde mig langt væk fra rockermiljøet. Jeg fortæller hele tiden mig selv, at det, jeg gør nu, er det rigtige, og at der ikke er plads til klubben, kokain og druk. Jeg er blevet bedre til at håndtere min vrede, og jeg ved, at jeg ikke kan være voldelig og hidsig hele tiden, da det vil være et dårligt eksempel overfor min datter,« siger han og fortsætter.

»Dengang satte jeg altid mig selv først og var ligeglad med alle andre. Det har ændret sig, og nu er det min datter, der kommer først. Jeg vil give hende en ballast fra starten af og give hende muligheden for at vælge en kæreste uden for det miljø, så hun stræber efter noget mere, end jeg fik. Jeg har ændret alt for at nå hertil,« siger Jan Lynge.

Når han kigger tilbage til det liv, han har lagt bag sig, så er der en ting blandt flere, han især fortryder.

»Jeg fortryder, at jeg ikke var der for min søn, og at jeg ødelagde hans liv. Jeg var der ikke for ham. Han gik heldigvis en helt anden vej for længe siden. Vi ses jævnligt nu og har det godt sammen. Da jeg skulle til at have min datter, sagde min søn, at jeg ikke skulle svigte mit kommende barn, som jeg havde gjort det med ham. Så ville han komme efter mig,« siger Jan Lynge

»Jeg føler, at jeg fik en ny chance for at gøre det rigtigt, da jeg fik min datter, og den chance har jeg taget. Det er ikke alle, der får en chance mere,« siger Jan Lynge, der har fået bopælsretten over sin datter, fordi han har vist retsinstanserne, at han er kommet væk fra livet som rocker.

Dæmonerne forlod kroppen

Da han udgav sin første bog for et år siden, skete det efter mange års tilløb. Det er en bog, der kom lige fra hjertet, og som for alvor gjorde op med fortiden, som eller har hærget hans tilværelse.

»Før jeg udgav min første bog, havde jeg mine dæmoner i kroppen. Men da jeg trykkede på knappen, og bogen blev udgivet, stortudede jeg, som om dæmonerne forlod min krop. Dæmonerne styrede mig liv før, men jeg har formået at slippe dem fri og anerkendt, at de er der, men de bestemmer ikke mere. Og det er jeg rigtig stolt af,« siger Jan Lynge.

Hans nye bog »Lev Ikke Uden Skrammer - En sand beskrivelse«, der udkom den 21. april, er anderledes end den første. Hvor den første var mere vild og beskrev Jan Lynges liv og de ting, han lavede, er den kommende bog mere filosofisk.

»Den handler blandt andet om livets store spørgsmål, som hvad er meningen med livet, og hvorfor er det gået for mig, som det er gået. Jeg beskriver de tanker, jeg tænker om, hvad der er rigtigt og forkert for mig, og hvordan min datter skal opdrages,« siger Jan Lynge.

Efter de mange år i rockermiljøet drømmer Jan Lynge om, at han i fremtiden kan holde foredrag for de unge mennesker på blandt andet Vestegnen for at gøre dem bedre i stand til at træffe et valg, inden de bliver en del af rockermiljøet.

»Der er mange, der prøver at blive rocker, men falder igennem, fordi det er for hårdt. Der er rigtig mange faldgruber i det miljø samlet på et sted. Jeg vil gerne fortælle de unge mennesker, at der også er en anden måde at gøre tingene på, og jeg vil råde dem til, at de skal tænke sig om, inden de går ind i rockermiljøet. Jeg vil bruge min viden om miljøet og gøre opmærksom på de farer, der er,« siger Jan Lynge.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk