29. april 2017
15.000 års vestegnshistorie fortalt gennem 99 genstande er konceptet i en ny udstilling på Kroppedal Museum. Ølflasken her er en del af udstillingen og blev produceret i 1976 i anledning af indvielsen af S-togsstationen i Ishøj. Foto: Anders Dall
gallery icon

Se billedserie

15.000 års vestegnshistorie fortalt gennem 99 genstande er konceptet i en ny udstilling på Kroppedal Museum. Ølflasken her er en del af udstillingen og blev produceret i 1976 i anledning af indvielsen af S-togsstationen i Ishøj. Foto: Anders Dall
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Når flasken fortæller historien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når flasken fortæller historien
Sydkysten - 18. april 2017 kl. 15:36
Af Anders Dall
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På udstillingsvæggen ligner det på afstand en hvilken som helst ølflaske. Anonym ved første blik. Først når du går helt tæt på, afslører flaskens detaljer en større historie: Det rød-hvide mærkat, S-togslogoet og teksten: "Ishøj Festpils 76 - Ishøjt humør hele dagen".

Flasken blev produceret til indvielsen af Ishøj S-togsstation i 1976, som fik afgørende betydning for udviklingen af Ishøj, forklarer museumsinspektør Mads Thernøe fra Kroppedal Museum. Han peger samtidig på, hvordan ølflasken fortæller historien om en S-togsstation, der lod vente på sig i flere år, hvilket bidrog til tomme lejligheder og isolerede kommunens stort anlagte boligområde Ishøj-Planen, der blev opført i starten af 1970'erne.

- Det er i meget høj grad en vestegnshistorie. Det er fuldførelsen af Fingerplanen fra 1947, og at nu kom S-toget til Ishøj. Så der ligger en vigtig historie i sådan en lille ølflaske, siger Mads Thernøe.

99

Festpilsen fra 1976 er blot en ud af 99 genstande, som Kroppedal Museum i øjeblikket viser i udstillingen '99 X VSTGN.' Udstillingen åbnede den 31. marts, og konceptet bag er at fortælle 15.000 års vestegnshistorie gennem 99 genstande med det formål at skabe en stærkere historisk identitet for borgerne på Vestegnen. Derfor har museet lagt vægt på at udstille genstande, der repræsenterer en bred vifte af vestegnskommuner heriblandt Ishøj, Brøndby, Høje-Taastrup og Albertslund. Derudover har et af dogmerne for udstillingen også været at samarbejde med lokalbefolkningen med det resultat, at cirka 40 procent af udstillingen udgøres af genstande, som vestegnsborgere og foreninger har doneret, mens den anden halvdel er fra museets egen samling.

- Nogen gange hører vi, at vi ligger i et historieløst sted uden domkirke og slotte, men alle de her hverdagsgenstande er jo også historie og vigtige at fortælle. Vi vil gerne gøre områdets beboere opmærksomme på, at deres område er spækket med historie, siger Mads Thernøe.

En af de ældste genstande i udstillingen er zinken - et cirka 15.000 år gammelt sten-værktøj, som blev brugt til at sprætte dyr op med og forarbejde knogler. Formentlig tabt af en jæger fra stenalderen i Ishøj, forklarer museumsinspektøren.

Hverdagsliv

I de fire udstillingsrum på museet er der genstande lige fra vikingetiden til nutiden. Fra en lille, uundværlig tenvægt fra omkring år 800, der blev brugt til at spinde uld om til garn og fungerede som et fundament for at kunne leve på de nordlige breddegrader, til cricketudstyr doneret af Ishøj Cricket Klub, suppleret af et videoklip af formand Asmat Ullah, der fortæller, hvordan han kom til Vestegnen fra Pakistan, og hvordan cricket blev hans vej ind i foreningsdanmark.

Hver af de 99 genstande er ifølge museumsinspektøren punktnedslag i helt almindeligt hverdagsliv, men de fortæller ikke en samlet historie om Vestegnen. Ballerup-mixeren, Brøndby-trøjen eller de polske produkter fra supermarkedet Eurodeli skal i stedet opleves som fragmenter af vestegnshistorier, forklarer Mads Thernøe.

- Hvis der havde været 100 genstande, ville det være en afsluttet historie. Når det er 99 genstande, så mangler der altid en. Vi forsøger ikke at sige: "Her kan du komme og høre historien om Vestegnen." Her kan du få 99 historier om genstande, der fortæller noget om Vestegnen. Derfor 99.

Kroppedal Museum er aktuel med udstillingen '99 X VSTGN' i halvandet års tid.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk