21. august 2017
Nuredin Anwar fra Eritrea kom til Danmark i september 2015. Efter 26 ugers sprogpraktik i Bilka blev han fastansat. Han laver mad og ekspederer kunder i butikken. - Han har hele tiden spurgt, om han kunne få et job, når han var færdig, siger Sandie Lund Christiansen, der er personalechef i Bilka i Waves. Foto: Kim Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Nuredin Anwar fra Eritrea kom til Danmark i september 2015. Efter 26 ugers sprogpraktik i Bilka blev han fastansat. Han laver mad og ekspederer kunder i butikken. - Han har hele tiden spurgt, om han kunne få et job, når han var færdig, siger Sandie Lund Christiansen, der er personalechef i Bilka i Waves. Foto: Kim Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Medarbejderne sagde, at vi skulle gøre noget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Medarbejderne sagde, at vi skulle gøre noget
Sydkysten - 14. marts 2017 kl. 15:41
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der var mange danskere, der kneb sig selv i armen, da flygtningekrisen eskalerede i september 2015, hvor flere blandt andet vandrede på motorvejene. Folkevandringen blev pludselig konkret, og debatten eksploderede. Således også i Bilka i Waves i Hundige, hvor medarbejderne sagde til personalechefen, Sandie Lund Christiansen, at virksomheden burde hjælpe til i den pressede situation. Samme bøn kom fra Venligboerne.

Hun var med på idéen. Derfor kontaktede hun jobcentret i Greve Kommune, som straks tilbød et møde. Kort tid efter var et samarbejde mellem sprogcentret, jobcentret og Bilka oppe at stå. Konkret gik det ud på, at Bilka tog imod sprogpraktikanter efter en forudgående screening af mulige praktikanter. Som udgangspunkt varer praktikken i 13 uger - for nogle bliver den forlænget, hvis der er en god udvikling, og det vurderes, at det er bedst at fortsætte.

- Vi fylder så meget i lokalsamfundet, så selvfølgelig skulle vi hjælpe, siger Sandie Lund Christiansen og fortæller, at flygtningenes sprogevner bliver delt ind i tre kategorier.

Succesfuld praktik

Bilka lavede en aftale om at tage dem fra den midterste kategori - personer, der har en middellang uddannelse og vurderes at kunne lære dansk. De bedste bliver sendt ud i singlepraktik, mens de mennesker, der er i den nederste kategori, i første omgang er en for stor mundfuld på grund af udfordringer med sproget.

Det fortæller Sandie Lund Christiansen på sit kontor på første sal i Bilka. Her har hun udsigt til det meste af butikken. En af de medarbejdere, hun kan følge, er Nuredin Anwar. Han kom til Danmark i september 2015. Et halvt år senere havnede han i sprogpraktik i Bilka, og efter to gange 13 ugers sprogpraktik blev han ansat.

- Jeg er meget glad for at være her, fordi arbejdet er godt, og jeg kan klare mig selv uden at skulle i jobcenter og leve af kommunens penge, siger Nuredin Anwar på dansk.

Han kommer fra Eritrea, hvor han var buschauffør og også arbejdede i en restaurant. Han flygtede, fordi han ikke følte sig tryg i hjemlandet og gerne ville til et demokratisk land.

I alt har Bilka haft mellem 30 og 45 i sprogpraktik, og tre af dem er ansat efterfølgende, mens flere har afleveret et godt indtryk.

- Rigtig mange af dem, vi har haft i praktik, er under 25 år og skal dermed ikke i job efter praktik, da de skal tage en uddannelse i stedet. Det er sådan, loven er strikket sammen. Der ligger derfor en uddannelsesplan for dem hos deres sagsbehandler, siger Sandie Lund Christiansen.

Sprogpraktikanterne bliver sat sammen med en fastansat, når de starter. Sprogmakkerne giver tryghed, og de følger udviklingen hos de nye tæt og lærer dem, hvordan man arbejder i Bilka. Samtalerne foregår på dansk.

- Vi siger: 'Vi ved godt, at du ikke kan tale dansk, og at det lyder mærkeligt, men prøv alligevel', siger personalechefen.

De nye kollegaer giver de eksisterende medarbejdere nogle nye værktøjer til den arbejdsmæssige redskabskasse.

- Vores ansatte er stolte over at være en del af projektet. Medarbejderne får et nyt ansvar, hvor de skal tænke udover egne opgaver og planlægge hverdagen for en anden. Formålet for sprogpraktikanterne er hver gang, at de skal være bedre til dansk, siger Sandie Lund Christiansen.

Hver fjerde uge er der møde mellem sprogpraktikanten, lederen i Bilka og kommunen, hvor der bliver fulgt op på, hvordan udviklingen går, forklarer Sandie Lund Christiansen, som ikke kan generalisere over, hvordan sprogpraktikanternes indstilling er.

De fleste gør dog et godt stykke arbejde. Det er ikke kun Bilka og de nye borgere, der får noget ud af samarbejdet - det gør kommunen også.

- Det er faktisk en ren plussum for alle parter, siger Sandie Christiansen.

Hun forklarer, at den største udfordring for sprogpraktikanterne er at forstå de mere komplicerede opgaver på grund af sprogmæssige udfordringer. Alligevel er samarbejdet en gevinst for Bilka, mener hun.

- Vi er stolte over at gøre noget for lokalsamfundet, men det kræver mange ressourcer. Det giver også en gevinst ved, at vi får noget ekstra arbejdskraft. Vi får også rigtig gode medarbejdere ud af det, hvor vi kan præge dem fra starten, som vi ellers ikke havde fået. Det er svært at finde de rigtige medarbejdere, selv om vi får mange ansøgere. Det kan være svært at se, hvem der brænder for det, og med det her forløb kan vi se dem an i noget tid, siger Sandie Lund Christiansen.

Praktikanterne er i Bilka to dage om ugen og tre dage om ugen på sprogskolen.

  • Samarbejdet startede efter flygtningekrisen i september 2015
  • Det involverer Bilka, sprogcentret, Greve Kommunes jobcenter og flygtninge
  • Bilka har kørt fem hold med i alt 30 til 45 praktikanter
  • Tre er efterfølgende blevet fastansat efter sprogpraktikken, der varer 13 uger
  • Bilka Hundige har 565 medarbejdere i alt

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk