27. april 2017
Man kan leje Lea Kaliszans egen brudekjole, som har små 25 år på bagen. Foto: Helle Midskov
gallery icon

Se billedserie

Man kan leje Lea Kaliszans egen brudekjole, som har små 25 år på bagen. Foto: Helle Midskov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Det skal være en oplevelse at købe brudekjole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Det skal være en oplevelse at købe brudekjole
Sydkysten - 18. marts 2017 kl. 05:48
Af Helle Midskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er en drøm, der gik i opfyldelse for Lea Kaliszan, da hun forleden slog døren op til butikken Brides by Kaliszan på Åsvej 3 i Jersie med nye brudekjoler fra ind- og udland, vintage-kjoler og brugte kjoler.

Lea Kaliszan stod i Kirkens Korshær i Køge på udkig efter spændende ting og sager, da hun faldt over nogle meget smukke, brugte brudekjoler. Hun fik hurtigt samlet 15 og tænkte ved den lejlighed, at det måske så var nu, hun skulle realisere den mangeårige drøm om at åbne en butik med brudekjoler med et bæredygtigt islæt. I hvert fald vendte hun tilbage til genbrugsbutikken blot en uge senere for at købe yderligere otte, som hun fik vasket, renset, repareret og nogle af dem syet om.

- Min familie og jeg har boet her i Solrød i 24 år, så butikken skulle være i Solrød, og jeg må sige, at lokalet her på Åsvej 3 i den gamle landejendom passer perfekt ind i konceptet for butikken, siger Lea Kaliszan, som er en kvinde med mange jern i ilden.

Uddannet arkæolog

Lea fortæller, at drømmen om at åbne butik med brudekjoler hænger sammen med, at hun generelt er sådan en type, der bare ikke kan få perler og pailletter nok, og i 25 år har en bemærkning fra hendes vejleder fra universitetet spøgt i baghovedet.

- Jeg er universitetsuddannet og har en ph.d. i nærorientalsk arkæologi. For 30 år siden havde jeg på universitetet en vejleder, som i øvrigt nu er institutleder, der sagde til mig, hvis han nogensinde skulle lave noget andet end arkæologi, og han ikke skulle tænke over, hvor pengene skulle komme fra, så ville han sælge brudekjoler. Jeg kan huske, at jeg sagde, hvorfor i alverden vil du det? Joh, så møder du kun glade mennesker, sagde han. Den bemærkning har simpelthen siddet i baghovedet og har tittet frem fra tid til anden. Det kan min mand skrive under på, og vi kan fejre sølvbryllup til næste år. Ja, det var en god pointe. Man bliver simpelthen glad af at være i nærheden af brudekjoler. Så det er lige før, vi er ude i noget med brudekjole-terapi, storsmiler Lea Kaliszan, som færdiggjorde uddannelsen som arkæolog og gravede dybt i Mellemøsten i mange år, underviste og forskede. Særligt var hun glad for en lang række af de udgravninger, som hun var med til i Syrien.

- Jeg måtte ud

Lea havde brug for at ryste støvet af sig og ville ikke sidde som lektor, når hun blev 70.

- Da jeg var 37, tænkte jeg, at hvis jeg skulle noget andet end arkæologi- og universitetsverdenen, så måtte jeg ud, inden jeg blev 40, fortæller hun, der nu er 53 år.

Lea er dog fortsat tilknyttet universitetet som censor, og hun er censorformand for nærorientalsk arkæologi, så hun har ikke sluppet det helt.

Lea Kaliszan sendte blot en enkelt ansøgning af sted til Arbejdsmarkedsstyrelsen, før hun havde nyt job. Hun skulle sidde og forvalte et stort EU-program, og det blev til fire år, hvor hun administrerede et arbejdsmarkedsrettet program, hvor man bevilger penge til at få langtidsledige i arbejde.

- Jeg lærte administrations- og projekt-håndværket, hvis man kan sige det sådan. Det var alt, der handler om projektbevillinger fra EU, forklarer hun.

På den anden side

Fra jobbet i Arbejdsmarkedsstyrelsen røg hun direkte om på den anden side af skrivebordet.

- Det var et lille konsulentfirma, som levede af at samle partnere om at lave sådan nogle EU-projekter, der kunne søge støtte. Det var meget smart, for jeg kendte alle regler og vidste, hvad man skulle skrive. Der var jeg i fem år. Derfra var jeg en tur i Gate21, der arbejder for det fælles mål at accelerere den grønne omstilling.

Chefen for det lille konsulentfirma henvendte sig igen til Lea og spurgte til, om hun ikke kunne tænke sig at blive selvstændig, for så ville han gerne hyre hende ind til fast at følge nogle projekter i Østeuropa og på Grønland.

Bæredygtigt islæt

Så mellem jul og nytår sad Lea og rodede med at finde et domænenavn og arbejdede først med Lea Kaliszan Consult. Det skulle gå hurtigt, da første projekt havde start i januar 2013.

- Det var sgu lidt tungt i røven og kedeligt med det der consult. I baggrunden kørte fjernsynet med en udsendelse om blæksprutter og vupti, så var navnet der. En blæksprutte med navnet Sepiida. Det er en blæksprutte, der som en kamæleon skifter farve alt efter, hvilket miljø den er i. Det er min situation. Det ene øjeblik skal jeg til Rumænien og følge et projekt om kvinder, der har været handlet og er kommet i gang med job og uddannelse, og det næste øjeblik er jeg i Grønland. Det er primært Velux Fonden, jeg arbejder for. Det er alle projekter, der handler om, at børn og unge får en god chance i livet, understreger hun.

Lea har, siden hun blev selvstændig, rejst tre dage om ugen og bruger naturligt nok en del tid på hotelværelser rundt omkring. Hun havde ikke rigtig noget at interessere sig for ud over projekterne, når hun var på rejse. Nu har hun vendt det til en win win for hende. Nu støvsuger hun butikker efter perler, bånd, nye og brugte brudekjoler til sit nye projekt.

- Jeg har allerede købt nogle nye kjoler i Bukarest og Budapest. Kjolerne, som jeg har købt hjemme i Danmark, er primært brugte, vintage og retro, som jeg kalder det, fortæller hun og fortsætter:

- Når jeg slår døren op på søndag, så er det med en bæredygtig tanke helt fremme i front. Jeg vil gerne sælge nye brudekjoler, vintage og retro, men jeg vil faktisk helst leje dem ud. Danske kvinder i dag er meget bevidste om bæredygtighed. Der er selvfølgelig også mange, der vil købe nye, men genbrug det vinder frem. Og vigtigst af alt, så skal det være en oplevelse at finde den helt rigtige kjole til den store dag. Det er ligegyldigt, om den er ny eller brugt, købt eller lejet. Så her i butikken vil der nogle dage være mulighed for, at man kan bestille en tid, og så er man ikke omgivet af andre kunder, når man prøver kjoler. Der skal være tid til at prøve løs. Jeg vil også traktere kunderne med lidt kaffe og et enkelt glas vin, fortsætter Lea.

Lea har i det daglige en studentermedhjælper til at hjælpe hende i konsulentfirmaet Sepiida og i Brides by Kaliszan.

Åbningstiden i Brides by Kaliszan på Åsvej 3 i Jersie er torsdag og fredag fra 10 til 17 og lørdag fra 10 til 14. Man kan så bestille en tid, så man kan komme og prøve mandag til onsdag.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk