24. september 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Østriger tildeler Rafael Nadal første grusnederlag i år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Østriger tildeler Rafael Nadal første grusnederlag i år

Dominic Thiem besejrede Rafael Nadal efter en spændende kvartfinale ved ATP-turneringen i Rom.

Sport - 19. maj 2017 kl. 18:15
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Så gik den ikke længere for Rafael Nadal.

Den spanske tennisspiller måtte fredag forlade banen som taber af en kamp på grus for første gang i år.

Det skete, da den ukronede konge af grustennis tabte 4-6, 3-6 til Dominic Thiem i kvartfinalen ved ATP-turneringen i Rom. En turnering, som Rafael Nadal har vundet syv gange i karrieren.

Med sejren fik den 23-årige østriger sagt tak for sidst til Nadal, der to gange inden for de seneste uger har besejret ham i finaler.

Det skete både i Barcelona og Madrid, og forinden havde Rafael Nadal også vundet turneringen på grus i Monte Carlo.

I alt 17 sejre med kun to sættab blev det til, inden den 30-årige spaniers dominans altså blev brudt efter tre turneringssejre på stribe på grus.

Med sejren fik Dominic Thiem også sendt et signal om, at han er et bud på en vinder af grand slam-turneringen på grus, French Open, som Rafael Nadal i år skal forsøge at vinde for tiende gang.

Dominic Thiem dominerede i første sæt og brød Nadals serv til både 1-0 og senere 4-1.

Nadal fik dog brudt tilbage til 3-5, og da spanieren derefter holdt serv, var der pres på Dominic Thiem.

Østrigeren stod dog for presset og sikrede sætsejren, da Rafael Nadal sendte bolden ud af banen.

I andet sæt fulgtes de to spillere ad frem til stillingen 3-3.

Så lykkedes det efter nogle intense dueller for Dominic Thiem at bryde til 4-3.

Østrigeren viste moral, da han i sit eget serveparti derefter afværgede tre breakmuligheder til Rafael Nadal og bragte sig foran 5-3.

Herefter afsluttede østrigeren kampen med endnu et servegennembrud, da Rafael Nadal sendte bolden ud af banen.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk