27. februar 2017
Frifindelsen af tre unge mænd for voldtægt i Herfølge har de seneste dage vakt voldsom debat på sociale medier og blandt politikere. Torsdag er der annonceret en anti-voldtægtsdemonstration på Nytorv i København med udgangspunkt i voldtægtssagen. På den baggrund vælger vi i dag at bringe et længere referat fra retssagen, hvor DAGBLADET Køge som det ene af blot to medier dækkede sagen. Foto: Thomas Olsen
Frifindelsen af tre unge mænd for voldtægt i Herfølge har de seneste dage vakt voldsom debat på sociale medier og blandt politikere. Torsdag er der annonceret en anti-voldtægtsdemonstration på Nytorv i København med udgangspunkt i voldtægtssagen. På den baggrund vælger vi i dag at bringe et længere referat fra retssagen, hvor DAGBLADET Køge som det ene af blot to medier dækkede sagen. Foto: Thomas Olsen
Foto: THOMAS OLSEN
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Voldtægtssagen: Sådan blev der sagt i retten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Voldtægtssagen: Sådan blev der sagt i retten
Opdateret 29. april 2016 kl. 13:03
Køge - 28. april 2016 kl. 00:12
Af Katrine Wied
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

At det en ulykkelig sag, der er blevet rullet op i retten de seneste uger, er der ingen tvivl om. Men derimod kan der være masser af tvivl om, hvad der nøjagtig gik for sig i buskene uden for forsamlingshuset i Holmebækhuse i Herfølge i september 2014.

arrow Læs også: Omtalt voldtægt fra Herfølge kommer ikke for Højesteret

Sikkert er det dog, at en i dag 19-årig pige anmeldte tre unge mænd på 18, 19 og 19 år for voldtægt efter hændelserne. Sagen er foreløbig endt med, at domsmandsretten i Roskilde sidste torsdag frifandt de tre tiltalte mænd. Rettens overordnede begrundelse for frifindelse var, at det ikke var bevist, at de tre mænd havde voldtaget pigen.

Her følger et nøjere referat af de tre retsmøder i sagen, som DAGBLADET Køge har fulgt. En lang række af oplysningerne har ikke været fremme før, blandt andet fordi der under dele af sagen har været nedlagt referatforbud, som siden er ophævet.

Der er to retsmøder, den 6. og 15. april, og en domsafsigelse den 21. april i sagen.

Den første retsdag indledes med, at anklager Lasse Biehl læser anklageskriftet op. Der er tre tiltalepunkter. Det første forhold angår kun den 19-årige mand fra Karlslunde. Han er tiltalt for forsøg på voldtægt og anden seksuel omgang med den 19-årige pige.

Anklageskriftets forhold 2 angår alle tre unge mænd. De er tiltalt for voldtægt og anden seksuel omgang med pigen, mens hun var påvirket af insulinmangel eller alkoholindtag. De er også alle tre tiltalt for at have efterladt pigen i hjælpeløs tilstand, et usædvanligt tiltalepunkt i en voldtægtssag.

På gerningstidspunktet var alle tre drenge og den unge pige 17 år.

Alle tre unge mænd nægter sig skyldige.

De tre forsvarere og anklageren beder om at få referatforbud i sagen. Det imødekommer dommeren, så DAGBLADET afskæres i første omgang fra at referere fra, hvad der bliver sagt i retssalen. Der er også nedlagt navneforbud. Efter at alle vidner har afgivet forklaring, bliver referatforbuddet ophævet på retsdag nummer to.

Det første vidne på anklagebænken er den i dag 19-årige dreng fra Karlslunde.

Han forklarer, at han er til en fest sammen med to venner. De kender ikke så mange, men der er en pige med til festen, som han kender fra 10. klasse, og pigens søster. Den 19-årige dreng har fået lidt vodka og øl, men er ikke meget beruset.

Drengen danser med de to søstre ude på dansegulvet. Pigen danser frækt. Drengens opfattelse af pigen er, at hun er i godt humør og en smule beruset, men ikke mere end at hun har kontrol over sig selv. Kort efter kommer pigen hen til bordet, hvor drengen sidder sammen med nogle kammerater. Hun danser op ad drengene og danser en fræk lapdance på den 19-årige, hvor hun dansende sætter sig på skødet af ham. På et tidspunkt vælter pigen omkuld inde til festen sammen med sin søster. Hun går rundt med en shotflaske. Det ser ud, som om hun har det sjovt, mener drengen.

Ikke så længe efter spørger han, om pigen vil med udenfor. Det siger hun ja til. Så de to går ud på et grønt område og hen til et træ, hvor de begynder at kysse. Der er sex i luften mellem dem, forklarer drengen i retten. Men pludselig falder pigen sammen, ned på knæ og bliver helt slap i kroppen. Han forsøger at løfte hende op og bemærker hendes insulinpumpe, der er faldet ud, men han ved ikke, hvad det er. Han ved ikke, at pigen har sukkersyge. Han tager hendes arm rundt om skulderen og går med hende hen til en gruppe drenge, der står nærmere ved forsamlingshuset. Her siger han til dem, at de skal passe på hende og går så derfra hen til to venner. Han tænker ikke på at hente hjælp. Han er stadig lidt chokkeret over, at pigen blev dårlig.

På afstand ser drengen pigen gå med de to andre tiltalte om bag en busk på det grønne område. De holder hende om livet. Drengen skifter i retten lidt forklaring, om hvordan pigens tilstand er på vejen over mod buskene.

Anklageren foreholder den 19-årige dreng den rapport, som Center for Voldtægtsofre har lavet om pigen. Den viser tegn på vold ved, at hun har hudafskrabninger på skulder og ben og en underhudsblødning på maven. Drengen forklarer det med, at han forsøger at stille hende op ad træet, da hun falder sammen. Der er også fundet en sædcellefraktion på pigen, som stammer fra drengen. En sædcellefraktion er ikke det samme som sæd, men et tegn på, at der kan have været sæd. Det forklarer en retsgenetiker senere i retssagen. Drengen forklarer forekomsten med, at de har kælet med hinanden.

Undersøgelsen viser også en læsion mere intimt på pigen.

Af forsvarerne bliver den 19-årige dreng også spurgt til en korrespondance på det sociale medie Instagram dagen efter festen, som er fundet på pigens smartphone. Her skriver flere festdeltagere om, at pigen »var liderlig i fredags« og andre sjofle kommentarer. Den 19-årige dreng forsvarer pigen i kommentarerne på Instagram.

Senere i retssagen kommer det også frem, at pigen selv har kommenteret på Instagam efter festen.

- Hvad sker der, drenge, er der noget, jeg er gået glip af, skriver hun.

Nummer to af de tiltalte, der skal afhøres, er den 19-årige dreng fra Greve. Her er hans forklaring.

Han er med til festen, men kender ikke pigen. På et tidspunkt dør musikken inde i festlokalet, så mange går udenfor. Drengen står og taler med sin ven, den 18-årige tiltalte, og to andre kammerater. Han ser pigen og den 19-årige dreng fra Karlslunde komme hen til gruppen. Den 18-årige ven går hen for at tale med pigen. De to giver sig til at flirte med hinanden. Pigen virker lidt beruset, men ikke noget, der er værd at bide mærke i, forklarer den 19-årige dreng.

Pigen rører ved den 18-årige uden på bukserne. Vennen peger på den 19-årige og spørger, »skal han ikke med?«. Pigen griner og siger jo. Pigen går selv, men er lidt fuld. Hun har sine hænder i de to drenges.

De går om bag ved en nærliggende busk. Her udvikler det sig seksuelt. Den 19-årige dreng forklarer detaljeret i retten, hvad der foregår. Men af hensyn til de impliceredes unge alder vælger DAGBLADET ikke at referere det nærmere indhold, andet end at drengen fortæller, at pigen deltager aktivt i akten med de to drenge.

Drengen forklarer videre, at de tre undervejs bliver forstyrret af kammerater, der har sneget sig hen til busken for fnisende at lure på, hvad der foregår. Drengen går flere gange hen til dem for at jage dem væk, men opgiver til slut at være sammen med pigen og forlader scenariet. Han har ikke nogen fornemmelse af, at hun ikke skulle kunne tage vare på sig selv, og han ved ikke, at hun har sukkersyge.

Drengen forklarer også, at han bliver meget overrasket, da han efter noget tid får et brev fra politiet, hvor der står, at han er sigtet for voldtægt, for han følte overhovedet ikke, at det var det, der skete.

Den 18-årige dreng fra Greve er den sidste af de tre tiltalte, der bliver afhørt.

Han kender ikke pigen på forhånd, men møder hende uden for festen, hvor han står sammen med sin 19-årige ven og nogle andre drenge. Han har drukket et par øl og et par shots.

Pigen og den 19-årige fra Karlslunde kommer derhen. Der opstår en kontakt mellem ham og pigen. Han husker ikke, at de siger noget til hinanden, men de begynder at kysse. Pigen virker halvberuset, men er ellers klar. Han forklarer videre, at pigen tager fat i hans håndled, og at hun også tager fat i den 19-årige vens håndled. Sammen går de hen bag busken. Han fornemmer, at der skal ske noget seksuelt, men de taler stadig ikke sammen. Bag busken lægger pigen sig ned, og en seksuel akt begynder. Igen forklarer den unge mand i retten mere detaljeret, hvad der foregår. Han er sikker på, at pigen deltager frivilligt, og at hun er ved bevidsthed. Også han forlader efter et stykke tid stedet og pigen, fordi de bliver forstyrret af de fnisende kammerater.

Trussel om tæsk
Der er også et efterspil til festen. Nogle »store« drenge, som politiet ikke har fundet, giver sig til at lede efter de to unge mænd fra Greve, fordi de mener, at nogen har forgrebet sig på pigen.

De to drenge skynder sig derfor at forlade festen og mødes med blandt andet den 19-årige fra Karlslunde og andre drenge i toget hjem. Her taler de om det, der er sket. Men hvad der nøjagtig bliver sagt, og om ordet voldtægt bliver nævnt eller om det bare er drenge-pral, er svært at fastslå, da der er forskel på forklaringerne i retten, både blandt de tre tiltalte og vidnerne.

Efter afhøringen af de tre tiltalte, går vidneforklaringerne i gang. Det første vidne er pigens søster.

Hun har hjemmefra fået besked på, at hun skal passe på sin søster til festen. Hun fortæller, at pigen normalt er en pæn pige, men at hun opfører sig helt anderledes den aften, end hun plejer. Hun har drukket 10-12 shots og er beruset.

Søsteren fortæller, at de to piger danser med den 19-årige dreng fra Karlslunde. Hun vil ikke beskrive sin søsters dans som seksuel, men snarere sensuel eller »vælte-rundt-agtig«. Hun bekræfter også, at pigen danser en lapdance på den 19-årige. Hun gjorde mange ting den aften, som hun ikke ville gøre normalt, for eksempel gå med drengene om bag den busk, siger søsteren i sit vidneudsagn.

På et tidspunkt går søsteren på toilettet. Da hun få minutter efter kommer tilbage, er pigen væk. Hun er bekymret på grund af blandingen af sukkersyge og alkohol og giver sig til at lede efter hende. Hun ringer også til pigernes far. Men hun kan ikke finde sin søster, og flere andre til festen begynder at deltage i eftersøgningen.

Det er en fremmed dreng, som finder pigen bag ved busken. Politiet har efterfølgende forsøgt at finde drengen, men forgæves. Derfor får man ikke hans forklaring i retten. Da søsteren kommer derhen, finder hun pigen liggende på jorden, hendes trusser ligger smidt i busken og kjolen er trukket op om livet. Hun er halvt bevidstløs og svær at komme i kontakt med, fortæller søsteren. Pigen taler utydeligt og svarer blot, at hun skal tisse.

Da søsteren får pigen på højkant, kan hun gå støttet til sin søster. Søsteren vurderer, at hun på det tidspunkt ikke selv er klar over, hvad der er foregået. Også søsteren er i tvivl om, hvad der er sket.

Da det er tid til, at pigen selv skal afgive sin forklaring, lukker retten dørene. Det er sædvane, at voldtægtsofre fortæller om deres oplevelser for lukkede døre, hvor pressen ikke må være til stede af hensyn til pigen. De tre tiltalte drenge bliver også vist ud af retslokalet, men kan høre pigens forklaring over en højtaler i et andet rum.

På den baggrund kan DAGBLADET ikke nøjagtigt referere pigens version af sagen. Men ved at referere især anklagerens procedure er det dog muligt at stykke dele af pigens forklaring sammen.

Heraf fremgår det, at pigen forklarer, at hun først bliver voldtaget af den 19-årige fra Karlslunde, der presser hende op ad træet. Hun hører ham sige, »så er jeg færdig, gutter«, hvorefter de to andre drenge træder til. De slæber hende hen bag ved busken, hvor de voldtager hende på skift.

Anklageren fortæller, at pigen er påvirket af mangel på insulin og indtagelse af alkohol. Hun har synsforstyrrelser, talebesvær og kraftesløshed i arme og ben. Hun har registreret overgrebet som i en klokke, men hun har ikke kræfter til at sige fra, selv om hun forsøger.

Anklageren siger også, at pigen fremstår nøgtern og troværdig, og at hun efterfølgende har haft fysiske og psykiske skader. Anklagerens vurdering af pigens troværdighed er forsvarerne ikke enige i, da de fremlægger deres procedurer.

Blandt vidnerne er også tre unge mænd, som deltager i festen. Nogle kender alle tre, nogle kender kun den 19-årige fra Karlslunde.

Men fælles for deres vidneudsagn er, at de bekræfter drengenes forklaringer om hændelsesforløbet. Inde til festen danser pigen seksuelt og laver en lapdance. Hun er beruset, men i stand til at træffe sine egne beslutninger. Senere kommer pigen og den 19-årige fra Karlslunde tilbage fra træet. Hun stiller sig hen til de to andre tiltalte, de går om bag ved busken. De opfatter, at det foregår frivilligt. Blandt andet forklarer en af kammeraterne, der står bag busken fem-ti meter væk, at han ingen tegn på misbrug ser. Der bliver ikke råbt og skreget, men stønnet som ved et normalt samleje, siger han.

Blandt vidnerne er også pigens diabeteslæge gennem flere år, som en af forsvarerne har indkaldt.

Lægen er under politiets efterforskning blevet ringet op af en betjent og afhørt, kommer det frem i retten. Lægen bliver ved den lejlighed spurgt generelt om, hvor meget man ville være påvirket af et glukosetal, der svarer til det, som pigen er blevet målt til. På det tidspunkt opfatter lægen ikke, at han bliver afhørt til en bestemt sag. Han svarer, at man godt vil kunne tage vare på sig selv med det tal, skriver betjenten i politirapporten. I retten afviser lægen, at han har sagt sådan.

Efter afhøringen af politiet bliver lægen kontaktet af pigens mor, fortæller han i vidneskranken. Han bekræfter, at han har talt med moren om de udtalelser, han er kommet med til politiet. Moren vil have ham til at ændre sin forklaring.

- Moren havde ønsket, at jeg i højere grad udtrykte mig over for politiet i overensstemmelse med det, pigen havde fortalt, en udtalelse herfra der i højere grad støttede pigen, siger lægen, som dagbladet vælger ikke at skrive navnet på.

Derpå kontakter lægen politiet og beder om lov til at ændre sin forklaring.

I retten står det også klart, at lægen har forsøgt at undgå at blive indkaldt som vidne i retssagen. Han ønsker i stedet at henvise til retslægerådets ekspertudtalelser om glukosetal og påvirkning af den syge.

Retslægerådets udtalelse siger, at det ikke er muligt at fastslå, om pigen har haft for højt glukosetal, da hendes beruselse med en promille på cirka 1,58 vil sløre symptomerne. Retslægerådet vurderer dog, at pigen ikke vil være så påvirket af insulinmangel og alkohol, at hun har været bevidstløs. Hun kan højst have været svimmel og utilpas.

Dommen falder først en lille uges tid efter det sidste retsmøde, torsdag den 21. april. Her træder dommer Jakob Groth-Christensen ind i retslokalet og læser dommen op. Alle tre drenge frifindes for alle anklager.

Dommeren refererer alle de tiltaltes forklaring, pigens og søsterens forklaring og de tre kammeraters.

Han refererer også retsmedicinernes vurdering af, at pigens glukosetal ikke har været så høje, at det har haft indvirkning på hendes bevidsthedstilstand. Pigen har haft en promille på 1,58. Efter 16 timer var pigens promille på nul.

Pigen modsætter sig ikke samleje, har dommeren konkluderet sammen med domsmændene.

- Retten finder det betænkeligt at tilsidesætte drengenes forklaring. Retten finder det heller ikke bevist, at pigen var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig, siger Jakob Groth-Christensen.

Endvidere finder retten det heller ikke bevist, at pigen bliver efterladt hjælpeløs.

Anklageren beder sig betænkningstid med hensyn til anke, men siger til pressen, at han vil videregive sagen til statsadvokaten.

arrow Ekspert efterlyser kulturændring i voldtægtssager
15. august 2016 kl. 15:14 Opdateret: kl. 15:16
arrow Enhedslisten efter omtalt voldtægtssag: System er sexistisk
15. august 2016 kl. 15:14 Opdateret: kl. 15:56

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk