22. oktober 2017
Den oprindelige billedtekst til dette foto, der blev bragt i Frederiksborg Amts Avis 4. august 2015:  »Borgmester Kim Valentin (V) og den kommende formand for børneudvalget Sisse Krøll Willemoes - enige om den ny ledelse af Gribskov Kommune.« Foto: Karl Erik Frederiksen.
gallery icon

Se billedserie

Den oprindelige billedtekst til dette foto, der blev bragt i Frederiksborg Amts Avis 4. august 2015: »Borgmester Kim Valentin (V) og den kommende formand for børneudvalget Sisse Krøll Willemoes - enige om den ny ledelse af Gribskov Kommune.« Foto: Karl Erik Frederiksen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politisk taktik sikrer borgmesterens flertal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politisk taktik sikrer borgmesterens flertal
Gribskov - 11. oktober 2017 kl. 13:05
Af Karl Erik Frederiksen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Gribskovs borgmester Kim Valentin (V) har bestået sin svendeprøve i politisk taktik af samme klasse, som en anden af Græsteds berømte Venstrepolitikere har mestret på landsplan. Det er politisk taktik, der er årsagen til, at han kunne indlede denne valgperiode med et flertal bag sig - og at også kan afslutte den med et flertal bags sig. Taktikken er blandt brugt til opfyldelse af stort set hele Venstres valgprogram fra valget i 2013.

Sådan hedder det i analysen Det Politiske Landskab i Frederiksborg Amts Avis 11. oktober.

Analysen tager udgangspunkt i et foto, der blev bragt i Frederiksborg Amts Avis 4. august 2015, hvor borgmesteren og den på det tidspunkt nyudnævnte formand for børneudvalget Sisse Krøll Willemoes fra Nytgribskov trykker hånd.

Fotografiet blev taget efter en for borgmesteren nødvendig handling, der gjorde det muligt for ham at genvinde et mistet flertal, hedder det i analysen.

-Da valgperioden blev indledt, var der to regerende partier. Venstre havde 10 mandater, og Dansk Folkeparti havde to. Altså 12 mod de 11, der var at finde i Socialdemokratiet, Nyt Gribskov, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.

Det ene Venstremedlem var på det tidspunkt Trine Egetved, der ved konstitueringen blev formand for Børneudvalget. Hun besluttede i september 2014 at træde ud af Venstres byrådsgruppe og ind i Det Konservative Folkeparti.

Dette parti var på det tidspunkt repræsenteret med ét medlem, den tidligere borgmester Jan Ferdinandsen. Han var formand for skoleudvalget, der havde til formål at forestå igangsætningen af en ny skole i Gilleleje.

Med udmeldelsen forsvandt flertallet bag Kim Valentin.

Værre blev det i marts 2015, hvor endnu et medlem af Venstre, Betina Sølver, meldte sig ind i Socialdemokratiet. Efter denne beslutning skulle Kim Valentin regere med kun 10 sikre stemmer bag sig mod de andres 13.

Videre hedder det i Frederiksborg Amts Avis:

Frem til sommeren 2015 kunne Venstre ikke være i stue med Det Konservative Folkeparti.

Årsagerne kan rubriceres som personfnidder. Venstre kunne ikke snuppe De Konservatives frontfigur, skibsmægleren Jan Ferdinandsen, som på valgnatten i 2009 - efter Venstres mening - brød en aftale, da han gjorde sig til borgmester med opbakning fra alle partier undtagen Venstre og Dansk Folkeparti.

Samme Jan Ferdinandsen vedblev at holde sig på afstand af Venstres støtteparti Dansk Folkeparti, hvis spidskandidat han i april 2009 beskyldte for politisk uansvarlighed, ligesom han mente, at partiet generelt havde et uværdigt syn på medmennesker.

Da Kim Valentin i 2014 skulle stå i spidsen for en budgetforhandling uden at have et flertal bag sig, måtte han hurtigt opgive mærkesagen skattelettelse i Venstres handlingsplan. Kim Valentin ville heller ikke have haft mulighed for at komme igennem med en skattelettelse ved budgetforhandlingen i 2015, hvor han kunne blive tvunget til at opgive endnu en mærkesag for Venstre - at bevare alle skoler i lokalområderne. Det dalende børnetal, og de deraf følgende sparekrav på skolerne, havde nemlig fået Jan Ferdinandsen til at lufte nødvendigheden af at lukke en eller flere af kommunens små skoler, så der stadig ville være råd, kvalitet og faglighed på de øvrige skoler samt byggeri af en ny skole i Gilleleje.

Kim Valentin vidste, at når det gjaldt kampen om at bevare de små skoler, ville han have samme målsætning som i hvert fald Nytgribskov. Med den erkendelse bestod Kim Valentin sin svendeprøve i politisk taktisk spil af samme klasse, som en anden af Græsteds berømte Venstrepolitikere har mestret på landsplan.

Bag lukkede døre besluttede han, at den tidligere partifælle Trine Egetved skulle sættes fra bestillingen som børneudvalgsformand, og at Jan Ferdinandsen skulle fratages muligheden for så indædt at kæmpe for en ny lokal skole i Gilleleje, mens alle kommunens skoler var i fare for at forbløde.

Hurdlen var Socialdemokratiet, som ville fastholde den konstituering, som ikke alene havde gjort Trine Egetved til formand for børneudvalget, men også gjort Socialdemokratiets spidskandidat, Bo Jul Nielsen til formand for teknisk udvalg.

Den dag, da Kim Valentin lod sig fotografere med et fast greb i Sisse Krøll Willemoes fra Nytgribskov, blev det bekendtgjort, at nu var Sisse Krølle Willemoes gjort til formand for børneudvalget i stedet for Trine Egetved. Børneudvalget overtog samtidig alle opgaver fra det udvalg, Jan Ferdinandsen var formand for. Det blev også oplyst, at byrådet med kort varsel skulle nedsætte to midlertidigt arbejdende specialudvalg, som der ikke tidligere var blevet talt om, et handicapudvalg og et forebyggelsesudvalg, som begge skulle have en socialdemokrat som formand.

Mens Sisse Krøll Willemoes regerede i børneudvalget, trak det op til forhandlinger om budgettet for år 2017, hvor skolerne igen ville komme på dagsordenen. På det tidspunkt havde den 72-årige Jan Ferdinandsen meddelt sit konservative bagland, at han ikke ville genopstille ved valget her i 2017, og i juli 2016 søgte han igen orlov - denne gang med henvisning til arbejdspresset i sin skibsmæglervirksomhed.

Jesper Behrensdorff kunne derefter igen blive en af de to konservative røster ved et bugetseminar, som skulle holdes i august. Inden seminaret sagde han følgende til Frederiksborg Amts Avis:

- Denne gang vil vi have indflydelse. Hvis ikke vi kan komme med i forhandlingerne, vil vi hellere stå helt uden for. Vi har nogle mærkesager, vi vil kæmpe for. Vi har måttet tage til efterretning, at den ny skole i Gilleleje, som der var sparet op til i Jan Ferdinandsens periode som borgmester, ikke bliver til noget. Nu gælder det om at sikre, at der fortsat er en god skole i Gilleleje. Vi vil også prioritere projekt attraktive lokalsamfund samt den vej mellem Græsted og Gilleleje, som der også var sat penge af til.

De tre punkter, som blev nævnt som konservative mærkesager, harmonerede fint med Venstres program. Der manglede derfor kun én forudsætning for, at Det Konservative Folkeparti kunne genoptages som fuldgyldigt medlem af byrådets borgerlige blok. Forudsætningen blev indfriet, ugen før budgettet skulle vedtages endeligt. Jan Ferdinandsen meddelte, at han efter 30 år som byrådsmedlem havde besluttet sig for at træde ud af lokalpolitik.

Da Jan Ferdinandsen var trådt ud, blev budgettet efterfølgende vedtaget med bredest muligt flertal. Kun Enhedslistens ene medlem, Michael Hemming Nielsen, stemte imod.

Rammebesparelsen
Budgettet, som de 22 medlemmer af byrådet stemte for, sagde også, at partier og fagudvalg nu skulle finde såkaldte rammebesparelser på 35 millioner kroner, for at det hele kunne hænge sammen. Det var denne tilføjelse til den brede budgetaftale, der fik filmen om det samarbejdende byråd til at knække.

Nytgribskov og Socialdemokratiet kunne ikke godkende de besparelser, som flertallet i fagudvalgene ville gennemføre. De stemte imod, hvorefter de to partier - der året før havde hjulpet Kim Valentin med at få flertal, mens De Konservative var ude i kulden - blev frataget deres formandsposter i henholdsvis børneudvalget og teknisk udvalg.

Efter denne manøvre kunne Trine Egetved igen komme ind i varmen som formand for Børneudvalget, mens Sisse Krøll Willemoes måtte tilbage til kulden. Det samme kom Bo Jul Nielsen, der måtte overlade formandsposten i teknisk udvalg til Brian Lyck Jørgensen fra Dansk Folkeparti.

Og sådan har den parlamentariske kabale generelt set ud i hele kalenderåret 2017, måske lige med den undtagelse, at stemmerne bag vedtagelsen af det budget, der lægger rammerne for hele den kommende byrådsperiode, kan have ændret lidt på et fastfrosset billede. Kim Valentin er borgmester med 12 rene borgerlige stemmer bag sig. Over for sidder i dag fem fra Socialdemokratiet, fire fra Nytgribskov og én fra henholdsvis Alternativet og Enhedslisten. At Alternativets medlem, Susan Kjeldgaard, er en afhoppet socialdemokrat ændrer ikke dette billede.

Da det den 12. september i år blev offentliggjort, at alle de borgerlige partier, der stiller op til kommunalvalget har dannet valgforbund, betegnede Kim Valentin Nytgribskov som et rødt parti - selvom partiet i dag er repræsenteret af blandt andet en overløber fra Venstre og en overløber fra De Konservative, og at der blandt kandidaterne til dette valg er endnu en udbryder fra Venstre.

Kim Valentin har forklaret situationen på denne måde: »Et fagudvalg kan ikke have en formand, der ikke vil være med til at tage et medansvar for det budget, som et udvalg skal arbejde efter. Hvis de vælger at bryde et budgetforlig, så har en borgmester en forpligtigelse til at handle for at kunne være tro mod de målsætninger, flertallet har besluttet.«

Når man her ved udgangen af denne valgperiode spørger Kim Valentin, hvor mange af punkterne fra Venstres handlingsplan fra valget i 2013, det er lykkedes for ham og Venstre at komme igennem med på trods af det spinkle flertal, lyder svaret:

- Flertallet tvang os til at opgive skattelettelsen og til at sætte Det Gamle Rådhus til salg, som vi havde ønsket at bevare i kommunalt regi. Alle de andre punkter er enten gennemført, eller også har vi indledt drøftelser eller sat initiativer i gang, for at de kan gennemføres.

Det kommende valg handler også denne gang om, hvem der har mod og vilje til at trykke hånd med hinanden. Det parti, som Sisse Krøll Willemoes repræsenterer (Nytgribskov) viste ved seneste budgetbehandling - mandag den 9. oktober i år, at det gerne vil trykke hånd igen.

Selv om dets fire byrådsmedlemmer året før følte, at de blev udelukket fra de afgørende forhandlinger, og selv om de havde samme følelse vedrørende budgettet for kommende år samt de efterfølgende tre år i den ny valgperiode, valgte de at stemme for et budgetforslag udarbejdet af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Partierne Socialdemokratiet, Alternativet og Enhedslisten valgte ikke at stemme for, heder det i analysen, der kan læses i fuld længde i Frederiksborg Amts Avis.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk