19. oktober 2017
- Det var her, at vi reddede pigen i land, fortæller Bjarne Clausen - og Filip Jensen nikker bekræftende. Hans guitarspil og -sang fik afgørende betydning den februardag. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

- Det var her, at vi reddede pigen i land, fortæller Bjarne Clausen - og Filip Jensen nikker bekræftende. Hans guitarspil og -sang fik afgørende betydning den februardag. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pige på tynd is reddet af guitarlyd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pige på tynd is reddet af guitarlyd
Furesø - 12. august 2017 kl. 06:45
Af Niels Idskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det var en solklar vinterdag, og nattefrosten havde ikke fodfæste. Der var blevet tøvejr, og den tynde is på Farum Sø var yderst skrøbelig. Det var 14. februar i år, og det var en dag, som Bjarne Clausen og Filip Jensen aldrig glemmer. Det var nemlig den dag, da de reddede en otteårig fra drukenedøden. Imod alle odds. Nærmest et mirakel. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det var sidst på formiddagen, da Filip Jensen oppe fra hemsen i sin fritidsbolig på den lille ø Klaus Nars Holm fik øje på pigen. Hun var kommet ind på isen, og gik nu rundt der i sin røde flyverdragt.

- Jeg troede ikke mine øjne, da jeg fik øje på hende, fortæller Filip Jensen. Han skyndte sig at tilkalde øens faste beboer, nemlig Bjarne Clausen. Han var i færd med at ordne noget ved sin båd. Sammen skyndte de sig at ringe 1-1-2.

Bjarne Clausen er 78 år og har boet 47 år på Klaus Nars Holm, mens Filip Jensen, 34 år og fra Vanløse, opholdt sig midlertidigt på øen den formiddag i februar, da tragedien lurede. Og nu skal de to mænd hædres af Nordsjællands Politi, der har indkaldt dem og en række andre »hverdagens helte« fra det forløbne år til dusøroverrækkelse. Det sker på fredag med politidirektør Jens-Christian Bülow som den glade giver.

Først råbte de to mænd ude på øen pigen på den tynde is an, og de prøvede at forklare hende, at hun skulle lægge sig ned og krabbe sig frem på isen, men hun hørte dem ikke. Eller forstod det ikke. Pigen var otte år, psykisk handicappet og fra den nærliggende institution Solhjorten i Farum.

På et tidspunkt gik hun over den smalle sejlrende, og de to mænd forberedte sig på det værste. De fandt reb og stige frem i det tilfælde, at barnet skulle falde gennem isen.

- Isen kunne under ingen omstændigheder bære en voksen person, og pigens redning var, at hun var så lille, og hvis hun lagde sig ned, ville trykket på isen være endnu mindre, fortæller Bjarne Clausen.

Pædagoger fra Solhjorten havde været ude at gå med en gruppe børn nær Farum Sø, da den otteårige pige var forsvundet fra gruppen. Pædagogerne havde ikke held med at kalde barnet til sig, og da de gik ud på isen, revnede den, så de blev i land.

Samtidig begyndte den ene af de to mænd ude på den lille ø på Farum Sø at smide kokosmakroner og småkager ud til pigen, hvilket også blev ignoreret. Men pludselig fandt Filip Jensen sin guitar frem og begyndte at spille og synge. Det fik pigen til at gå i den rigtige retning, og kort tid efter var hun reddet.

- Det var det afgørende - ellers var det aldrig gået, forsikrer Bjarne Clausen. Han stod sammen med Filip Jensen og forsøgte på alle måder at få pigen til at gøre det rigtige.

- Det var utroligt. Hun reagerede kun på musik, var det noget country?

- Nej, jeg spillede »Se min kjole«. Jeg har ikke for ingenting engang arbejdet i en børnehave. Musik og sang er noget, som børn som regel reagerer på, svarer Filip Jensen sin med-redningsmand.

Men pigen cirklede underligt rundt ude på søen, og nærmede sig kun langsomt øen. Da hun var fire meter fra bredden gik Filip Jensen resolut ud og trak hende med ind. Ved bredden er vanddybden kun ca. en halv meter.

Brandvæsenet satte en båd i søen, men den kunne ikke klare isen. Derefter måtte en større båd rekvireres til den 400 meter korte tur, men pigen var i land på Farumsiden ca. 20 minutter efter, at hun var blevet reddet. Selve redningsaktionen ude på øen tog ca. en halv time.

Pigen var uskadt, og pludselig var alt stille og roligt som en times tid tidligere. Mens Bjarne og Filip fra Klaus Nars Holm tog en dyb indånding. Den dag glemmer de aldrig.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk