22. september 2017
Kim Fausing aflægger første regnskab som koncernchef i Danfoss.
Kim Fausing aflægger første regnskab som koncernchef i Danfoss.
Foto: Free/Danfoss/arkiv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Salget i Danfoss vokser - men bundlinjen følger ikke med

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Salget i Danfoss vokser - men bundlinjen følger ikke med

Salget stiger markant i Danfoss, men opkøb og investeringer sætter præg på bundlinjen hos industrigiganten.

Erhverv - 23. august 2017 kl. 09:35
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den danske industrikoncern Danfoss øgede salget markant i første halvår 2017.

Omsætningen i Danfoss, der måske især er kendt for sine termostater, steg med 13 procent til 21,8 milliarder kroner i årets første seks måneder. Det oplyser Danfoss i regnskabet.

Væksten kommer på tværs af Danfoss' markeder. Men især i Kina, Indien, Rusland og Brasilien - de såkaldte Brik-lande - er der stigende efterspørgsel efter klimavenlige teknologier, oplyser selskabet, der også nyder godt af flere opkøb.

- Det er et halvår, der på den ene side er karakteriseret af høj vækst og på den anden side meget store investeringer i fremtiden, siger koncernchef Kim Fausing.

- Væksten er bredt funderet på tværs af vores markeder og forretninger, så vi ser det som et virkelig stærkt halvår, siger den nye koncernchef.

Han overtog posten som topchef 1. juli.

Investeringerne koster på bundlinjen.

Resultatet før skat i Danfoss efter første halvår steg mere beskedne to procent til knap 2,1 milliarder kroner.

Hvis man ser isoleret på andet kvartal, steg salget 12 procent i forhold til samme periode i 2016 til 11 milliarder kroner.

Til gengæld faldt resultatet før skat tilsvarende med fire procent til 797 millioner kroner.

Ifølge finansdirektør Jesper V. Christensen er det et meget bevidst valg i den familieejede virksomhed, at der investeres i fremtiden frem for at lade bundlinjen vokse nu og her.

- Vi kunne godt i princippet have valgt at løfte vores indtjening endnu mere på den korte bane. Men vi har valgt i Danfoss, at vi investerer i virksomheder, tilkøb, vækstinitiativer og digitalisering.

- Det er helt som planlagt, og det tror vi på bringer den største værdi for Danfoss på den længere bane, siger han.

Medregnet i salgsvæksten for første halvår er de to virksomheder Sondex og White Drive Products, som Danfoss opkøbte i 2016.

Til gengæld regnes opkøb af to virksomheder i andet kvartal - Prosa og Kavlico - ikke med på plus-siden.

Kim Fausing kommer fra en stilling som driftsdirektør i Danfoss, så han er langt fra ny i koncernen. Og han har da tilsyneladende heller ikke tænkt sig at sætte en ny kurs lige med det samme.

- Vi skal have fokus på den rejse, vi er på i Danfoss, hvor vi fokuserer på at bevare en meget sund forretning og accelerere vores vækst, og hvordan vi virkelig kan komme på forkant med den digitale transformation, siger han efter første regnskab som topchef.