18. oktober 2017
Channie Kjær Lassen og Liv Pedersens driver Frederiks Villa i Faxe Ladeplads og Haslev. Kombinationen af livsstilsbutik og café har været en succes i begge byer, men i Haslev har de valgt at afhænde caféen til en forpagter.
gallery icon

Se billedserie

Channie Kjær Lassen og Liv Pedersens driver Frederiks Villa i Faxe Ladeplads og Haslev. Kombinationen af livsstilsbutik og café har været en succes i begge byer, men i Haslev har de valgt at afhænde caféen til en forpagter.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Frederiks Villa tilpasser konceptet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frederiks Villa tilpasser konceptet
Erhverv - 07. oktober 2017 kl. 09:00
Af Nikolaj Rasch Skou
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Golden ginger, grøn sencha, valnød eller citronte? Der er 60 slags at vælge imellem ved siden af de chokoladebeklædte lækkerier fra Lakridseriet.

Puder, kander, vineddiker, vodka med passionsfrugt og pasta pryder også hylderne i Frederiks Villas, der oser af hygge og intimitet.

Og inde i sko, tøj- og taskeafdelingen finder man efterårskollektionerne fra mærker som Nümph, Masai og Art.

Det hele begyndte, da skolelæreren Channie Kjær Lassen og kantinedamen Liv Pedersen mødte hinanden på Haslev Privatskole, hvor de blev veninder, og i september 2008 realiserede de en fælles drøm, da de sammen med Hanne Dohn åbnede livsstilsbutikken Helse by Helse i Faxe Ladeplads.

To år senere flyttede projektet - som Channie Kjær Lassen stadig betegner forretningen - til hjørnet af Hovedgaden og Frederiksvej, hvor caféen Frederiks Villa åbnede som et mødested, hvor man kunne dumpe ind i dagtimerne og få serveret dagens hjemmebagte kage, en kop te, en is eller en sandwich og samtidig gå rundt og snuse til livsstilsvarerne.

Det blev for stort i Haslev
Konceptet blev så stor en succes, at Channie Kjær Lassen og Liv Pedersen 1. maj 2014 åbnede Frederiks Villa nummer to i Jernbanegade i Haslev i Tribinis lukkede bageri, hvor der udover livsstilsbutikken også åbnede en stor café ud imod gården med mad af lækre råvarer til rimelige priser.

- Når man har en lille butik, så kan det bedre betale sig at have en mere. Vi syntes, at vores butik manglede her i Haslev, og kombinationen af butik og café fungerer rigtig godt med, at du kan gå fra parkeringspladsen, ind i caféen, videre til butikken og ud i Jernbanegade. Nogle bruger det af og til som en passage, og det må de meget gerne, siger Channie Kjær Lassen.

Hun og Liv Pedersen havde 23 ansatte i Faxe Ladeplads og Haslev, men 1. april 2017 overtog Christel Kristoffersen og Kresten Nielsen caféen og omdøbte den til Café Ella efter hendes mormor og deres datter.

- Det var svært at være chef for så mange ansatte, og det er ikke altid en fordel at have et stort personale. Vi fandt ud af, at det er vigtigt, at vi selv er i begge forretninger, så det sørger vi så vidt muligt for, siger Liv Pedersen

- Vi er gået back to basic. Nu er vi seks ansatte, og vi har stadig en lille café i Faxe Ladeplads, hvor vi laver kaffe og kage og ostemad og et glas vin. Sådan skal det være. Derudover har vi vores webshop, som vi løbende lægger flere varer på, siger Channie Kjær Lassen.

Ny forpagter søges
Der er travlt i Café Ella med omkring 20 gæster, da avisen besøger den fredag eftermiddag, og det er åbenbart et af de mest travle tidspunkter.

- Jeg er nødt til at være her alene, for omsætningen kan ikke bære flere fastansatte, siger Christel Kristoffersen, der skiftevis står i baren, tager imod bestillinger, laver maden og serverer den.

Lørdag er der åbnet fra klokken 10.30 til 15, men lørdag aften og hele søndagen er der lukket, fordi der ikke har været nok gæster i weekenderne.

Christel Kristoffersen åbner dog gerne for større selskaber, når det er aftalt forud. Alligevel har hun valgt at afhænde sin forretning:

- Vi søger hurtigst muligt en ny forpagter, jeg har opsagt kontrakten til udgangen af januar måned, for jeg kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Det synes flere af de lokale er meget ærgerligt, men nu har jeg gjort forsøget, siger hun.