17. oktober 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Svar fra Axel Bredsdorff (L)

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Svar fra Axel Bredsdorff (L)
Debat Rudersdal - 22. juni 2017 kl. 15:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Rudersdal: Der er tre ting i Stig Hansens indlæg, der kalder på kommentarer.

For det første må mit svar nødvendigvis være »professionelt« og »politisk«, da det nu engang er mit professionelle ansvar som formand for Byplanudvalget at gøre rede for de overvejelser, der ligger til grund for, at kommunalbestyrelsen har truffet den politiske beslutning at bygge et plejehjem på »de røde baner« ved Skovlyskolen.

Men ansvarsforflygtigende er mit svar ikke - jeg skriver udtrykkeligt at Lokallisten støtter denne beslutning.

For det andet er det med hensynet til at »bevare de grønne områder« således, at samtlige de alternative forslag til placering af det helt nødvendige nye plejehjem, der er kommet frem i vores dialog med borgerne omkring Skovlyskolen, har forudsat byggeri i områder, der enten er fredede eller planmæssigt udtrykkeligt udlagt som rekreative områder.

Alle disse placeringer i grønne områder har vi i Lokallisten afvist, fordi det er en af vores helt grundlæggende holdninger, at fredninger og »officielle« rekreative områder skal respekteres.

Grunden ved Skovlyskolen er derimod planmæssigt udlagt til offentlige formål, og dét dækker fx opførelse af et plejehjem - at den i en årrække har ligget ubenyttet hen gør den ikke til et »officielt« grønt område, der skal bevares.

Og for det tredje ligger der en fire år gammel beslutning om at der på Kajerødskolens grund skal bygges ca. 25 private og ca. 25 almene boliger, og det har ingen gang på jord at prøve at få den beslutning ændret.

Men at der overhovedet kom almene boliger med i den beslutning skyldes også Lokallisten - der var andre partier, der mente, at det hele skulle være privat.

Helt generelt arbejder Lokallisten for, at der hele tiden skal afsættes kommunale midler til etablering af flere almennyttige boliger, så boligudbuddet i Rudersdal kan være eller blive så varieret, at der er plads til alle slags mennesker.

Derfor har vi også været meget aktive for at få de 51 nye almennyttige boliger, der nu er besluttet, med i planerne for Henriksholm-grunden i Vedbæk, og vi håber på ti nye almene boliger i Gl. Holte.

Det er mit bestemte indtryk fra de møder, jeg har deltaget i, at vi i Lokallisten har et godt samarbejde med boligforeninger, boligafdelinger og beboere i den almene boligsektor, og vi har konsekvent støttet de ønsker om renoveringer, med eller uden lånetilsagn fra kommunen, som er blevet forelagt for kommunalbestyrelsen.

Afslutningsvis vil jeg gerne kvittere for Stig Hansens meget positive omtale af Lokallistens resultater i gamle dage i Birkerød - jeg har været med hele vejen, og jeg mener, at vi gør det ligeså godt i Rudersdal i dag.

Men jeg medgiver, at det kan være svært at være synlig, når man får sin indflydelse ved hårdt politisk arbejde i fagudvalgene og møder i andre fora - det går meget lettere når man kan føre sig frem ved at være i opposition.

Axel Bredsdorff (L)
Formand for Byplanudvalget