24. september 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Det var en fuldtræffer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det var en fuldtræffer
Debat Midtsjællands Folkeblad - 16. maj 2017 kl. 14:28
Af Stina Lund
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sidste år deltog jeg med mit eget hold ”Sines Venner” i Kræftens Bekæmpelses arrangement ”Stafet for Livet” i Tølløse. Jeg var midt i et kemoforløb og havde ikke et hår på ho-vedet, da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage som fighter. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg ville gerne være med til at nedbryde tabuer og skabe større åbenhed om kræften og dens konsekvenser. Idéen til at deltage med mit eget hold fik jeg hjemme i sofaen, hvor jeg opholdt mig en del sidste forår pga. behandlingens bivirkninger. Jeg var usikker på, om jeg havde kræfter til at stå for alt det praktiske med holdet, så jeg spurgte i byrådsgruppen, om de ville bakke op. Det ville de heldigvis. Socialdemokratiet sponsorerede t-shirts og en af mine gruppefæller påtog sig rollen som holdkaptajn.
Det blev en helt ubeskrivelig oplevelse. For mig, for min familie, for mine nære venner og tætte netværk gav det en særlig mulighed for at rykke helt tæt sammen i et stærkt fællesskab båret og præget af de dyre følelser. Frygt, sorg, håb, dødsangst, vilje, tab, styrke, livskraft og angsten for at miste bare for at nævne nogle af de følelser, der næsten tager magten fra en selv og ens nærmeste pårørende, når man kæmper mod en livstruende sygdom og endnu ikke ved, om man er købt eller solgt. Det var sådan, vi stod til Stafetten i juni måned sidste år. Det var stort – ja, det var en af de stærkeste oplevelser i mit liv.
”Sines Venner” kastede sig med stor styrke ind i kampen for at opnå et godt resultat i Stafetten. For selv om det ikke er et mål i sig selv at løbe hurtigst, at nå flest runder på banen eller at samle flest penge ind til Kræftens Bekæmpelse, så gik der sport i det. Og set i tilbageblik blev det også et symbol på den styrke og vilje, der ligger i mit netværk, til, at jeg skal leve og overleve kræften.
Derfor har det også ramt mig hårdt på det personlige og menneskelige plan, at mine tidligere kammerater i socialdemokratiet har omdøbt mit hold, gjort det til et politisk projekt og slettet mig af deltagerlisten helt uden at tale med mig om det. Alt sammen bare fordi, det var muligt.
Og til jer, der er ansvarlige, vil jeg sige: hvis jeres mål er at gå efter at ramme mig personligt, som menneske og så hårdt som muligt, så har I en fuldtræffer på pointtavlen. I kunne ikke have valgt et blødere punkt.
Men det er ubegribeligt for mig, at mennesker, der er valgt af andre til tillidsposter både i byrådet og i partiets organisation, kan stå bag og bakke en sådan adfærd op.

Sine Agerholm, byrådsmedlem i Holbæk Kommune