26. september 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvornår skal Halsnæs dyste om kulturpris?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvornår skal Halsnæs dyste om kulturpris?
Debat Halsnæs - 12. september 2017 kl. 12:23
Af Hans Hansen, kandidat for Alternativet
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sidst i august havde jeg fornøjelsen af at deltage i en del af det meget spændende og vitale "Kulturmødet Mors", som trak mange vigtige aktører og et stort, stort publikum til Nykøbing Mors. Det var her årets Con Amore Kulturpris blev uddelt under stor opmærksomhed.

Con Amore Kulturprisen bestyres af "Amatørernes Kunst og Kultur Samråd" (AKKS) og "Landsforeningen for Dramatisk Virksomhed" (DATS). Den gives til en kommune, der har ydet en ekstraordinær indsats for at skabe de bedste vilkår for amatørkulturen. I 2016 løb Herning med æren, og i år var Aarhus, Høje-Taastrup og Thisted kommuner nomineret til prisen. Musikeren Poul Krebs var hovedtaler og priste på det smukkeste alle de mange, mange engagerede amatører, som over det ganske land er grobund for alle de mangeartede kulturelle aktiviteter, der skaber liv og fællesskab - og er brobyggere til den professionelle kunst og kultur.

Kulturmødet Mors holdt for femte gang ambitionen om at inspirere til væksten i kulturaktiviteter i hele Danmark højt. Det var opmuntrende og imponerende at høre om alle de aktiviteter, som de nominerede kommuner gav kraft, rum og økonomi til . Begejstrede kommunalpolitikere og embedsmænd fortalte om en vifte af iderige projekter, som stimulerede vækst og fællesskab i de lokale miljøer. Høje Taastrup løb med årets pris, og det var en stolt og begejstret udvalgsformand i spidsen for ansatte praktikere og repræsentanter for de udøvende amatører, som forudså, hvilken positiv virak og nye planer prisen ville udløse hjemme i Høje Taastrup.

Det skorter ikke på aktive kultur-amatører i Halsnæs Kommune. Her er et stærkt foreningsliv. Og der er også en del fysiske rammer, som er kommunalt støttede. Men det er svært at påstå, at de amatør-kulturelle aktiviteter har en fremherskende plads i kommunalpolitikken.

Indeværende års nedskæring på Kulturelt Samråds midler peger bestemt ikke i den rigtige retning. Men det kan der forhåbentlig ændres på i et nyt byråd. En netop velafviklet Stålmand skaber stor kommunal begejstring og megen PR. Men i det store perspektiv om amatørkulturen og dens uvurderlige betydning for vitalitet og fællesskab i det lokale, er og bliver Stålmanden en Event. Og event-kultur er noget ganske andet end det daglige netværk af fælles aktiviteter.

Jeg synes bestemt, at vi i Halsnæs Kommune skal arbejde aktivt for Con Amore Kulturprisens hensigter - og måske ad åre tilmed gøre os fortjent til en nominering! De første udmeldinger fra Gjethusets netop tiltrådte nye leder giver også løfter om inspiration til den lokale amatørkultur. Det skal nok blive godt!