24. juni 2017
Aggi Jensen: Lad plejehjemmene blive til de gamles hjem og ikke kun til dødens forgård. Foto: Karl Erik Frederiksen
Aggi Jensen: Lad plejehjemmene blive til de gamles hjem og ikke kun til dødens forgård. Foto: Karl Erik Frederiksen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lad dog ægtefællen hjælpe til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lad dog ægtefællen hjælpe til
Debat Gribskov - 15. marts 2017 kl. 09:41
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Aggi Jensen pensionist Trongårdbakken 1, Vejby

Jeg hedder Aggi Jensen, er 88 år og bor på sundhedscentret Trongården i Vejby. Det er der måske ikke noget usædvanligt i - og dog! I dagens Danmark er det nemlig slet ikke så ligetil at blive visiteret til en plejebolig, især ikke som ægtepar.

Min mand blev visiteret til en plejebolig på demensafsnittet, mens jeg der allerede dengang led af Parkinsonisme, med diverse faldulykker og brækkede lemmer til følge, blev vurderet til ikke at være dårlig nok, begrundet med, at jeg ikke havde brug for døgnovervågning. At man ikke selv bestemmer hvilket tidspunkt balancen svigter, var ikke med i kommunens overvejelser.

For mig at se, glemte man også det allervigtigste, nemlig at tage det menneskelige i betragtning. At vi to gamle livsnydere inderligt ønskede at opleve sidste stop før paradis, med hinanden i hånden.

Jeg, der i øvrigt har skrevet fem bøger om mit liv, startende med "Baggårdsbørn har også drømme." Min sidste bog "Sidste stop før Paradis" udkom i 2014. I den beskriver jeg netop den hårde kamp min mand og jeg måtte igennem, for at få lov til at blive sammen, da han blev dement og nødvendigvis måtte på plejehjem. At dele både sorger glæder livet ud, havde vi jo lovet hinanden, da vi i en sen alder blev gift i Ullerød Kirke. Kai var dengang 80 år og jeg var 74.

Vi, der dengang begge var blevet alene, oplevede at kærlighed ingen alder har. Vi levede livet og nød vores sensommer. Med Kai som chauffør kørte vi land og rige rundt, hvor jeg holdt foredrag ud fra mit liv som jeg havde beskrevet i mine bøger. Vi fik 8 dejlige år og mere end 600 foredrag blev det til, før skæbnen igen slog til da Kai, ligesom min første mand Erik, blev dement og langsomt forsvandt ind i intethedens tåge.

Hvor uheldig kan man være?
Men Kai og jeg opgav ikke kampen for stadig at være sammen i medgang og modgang. Vi vandt den, og vi fik 2 gode år på Trongården.

Netop det at vi fik en hverdag sammen i de sidste år, gjorde at min Kai trods sin demens, lige til sidste stund, vidste hvem jeg var. Og jeg holdt min elskede i hånden da han i maj 2016 stille sov ind.

Og nu sidder jeg så alene tilbage i min plejebolig. Savnet kan ingen tage fra mig, men jeg må erkende, at de to år hvor jeg delte min tilværelse mellem min syge mand og mine medbeboere på Trongården, de gav mig livslysten tilbage. Med min søn som chauffør holder jeg igen foredrag et par gange om ugen, og jeg nyder stadig at lære nye mennesker at kende.

Alene det at jeg igen fik min nattesøvn, gjorde at jeg også fik kræfter til at dyrke den motion der skal til for at holde "Mister Parkinson" i ave. Jeg føler nu også at jeg indimellem kan være noget for de beboere, der har det sværere end jeg. Og nu, hvor jeg igen er alene, er det med til at give mit liv indhold.

Og helt ærligt, det kan godt være at det i starten er lettere og sikkert også billigere for kommunen, at få de gamle til at blive længst muligt i eget hjem. Men det kan på længere sigt udvikle sig til at blive længst muligt i eget fængsel. For når ægtefællen bliver "ansat" som plejer, den dag det hele ikke mere køre som på skinner, så er vedkommende bundet til hjemmet, og "er på" døgnet rundt. I den situation er det svært at huske livet, som lige netop denne demens-uge i fjernsynet anbefaler os. Risikoen for at begge parter går ned med flaget og får brug for akut hjælp er stor, så det kan meget nemt udvikle sig til, at der en dag er to, som har brug for pleje og omsorg.

Måske skulle man sende tankerne lidt tilbage i tiden, det er nemlig ikke alt fra fortiden der er udueligt. Jeg, der selv er gammel sygehjælper, som det hed i halvfjerdserne, husker tydeligt at ægtepar, der havde nået en vis alder og som ønskede det, begge kunne flytte på plejehjem, også selvom det kun var den ene af dem, der var egentlig plejekrævende.

I dag er ifølge ældresagen 80 % af plejehjemsbeboerne demente. Nok fordi man først kan blive visiteret til en plads, den dag man har mistet sin identitet, og ikke mere ved hvem man er. Det bør og kan der laves om på.

Igen vender jeg blikket tilbage til det der var engang. På et plejehjem i Gentofte, hvor jeg arbejdede i mange år, boede der i skøn forening enlige, men så sandelig også ægtepar, i hver deres bolig, enten fordi den ene part var dement, eller så fysisk handicappet, at ægtefællen ikke længere magtede opgaven. Jeg oplevede, at mange af dem på en smuk måde fandt hinanden igen, og for nogen gav det en vis frihed til at samle det tabte liv op, som jeg i øvrigt også selv erfarede fra tiden med min Kai.

Det at få friheden igen, uden at svigte det menneske man holder af, gør jo at man får livsmodet tilbage, og det har vi alle brug for. Især hvis statistikken holder. Den siger nemlig at vi i fremtiden får en højere levealder, som desværre så øger antallet af demente.

Hvad med at ændre "plejehjemsorteringen", så dem der ønsker det, kan få lov at opleve den sidste tid for og med hinanden. Det ville give plejehjemmene et løft og ændre dem fra at være dødens forgård, til at være de gamles hjem, hvor glæde og latter vil kunne nå også de svage beboere. Der bliver plads til kortspil, nørklerier, og blomsterne bliver også passet. Måske er der også en i kørestolen, der gerne vil med på en lille tur ud og møde foråret. Ja mulighederne er mange, hvis vi griber det rigtigt an.

Det kan kommunerne nok ikke se nogen besparelse i, men helt ærligt, de mange besøg i hjemmene, flere gange i døgnet, ville der blive mindre behov for, så skru ned for hjemmepleje-bilerne, brug arbejdskraften på plejehjemmene, som altid mangler varme hænder.

Jeg håber at nogen af dem, der skal løse fremtidens ældrepolitik, læser mit nødråb. For et er sikkert. Den kommende ældregeneration finder sig ikke i robotter og tvungen skilsmisse fra en ægtefælle, som de har lovet at elske og ære indtil døden dem skiller.

Aggi Jensen pensionist Trongårdbakken 1, Vejby