19. oktober 2017
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ötzi - Ismanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ötzi - Ismanden
Debat - 09. oktober 2017 kl. 07:34
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Anne- Sophie Olander
For nogle år siden var jeg på sommerferie til Norditalien og kom tilfældigt forbi et lille museum med en udstilling, der skulle vise sig at blive til et tankevækkende møde med et meget gammelt menneske: Ötzi the Iceman. Ötzi blev fundet af hr. og fru Simon i 1991. På udstillingen tonede de frem på en video­skærm, mens de fortalte om, hvordan de havde været ude at vandre i Alperne i ca. 3200 meters højde, og hvordan de havde fået øje på en mærkelig mørk kontur i en gletsjer. Det var på den østrigsk-italienske grænse, på en oldgammel handelsvej igennem Alperne. Der lå han, frosset ind i en gletsjer.

Der gik lidt tid, inden man opdagede, hvor epokegørende fundet var. Ötzi viste sig at være en særdeles velbevaret mumie, og det var ikke bare ham, der var velbevaret, det var maden i hans mave også ligesom den pil man fandt under hans ene skulderblad, og som, man mener, har dræbt ham. Som enhver fornuftig vandrer vil vide, gælder det om ikke at gå ned i gear, og Ötzi havde det vist ligesådan. Han bar rygsæk, han havde sko og bukser på. Han havde værktøj og hat, langbue og madpakke. Det var ligesom en vandrer i dag, blot var hans udstyr lavet af græs, skind, træ og bronze. Det var temmelig betagende at gå omkring på museet og se, hvordan han havde arrangeret sig ved at tage højde for vejr, vind og sult. Og hans historie er en veritabel krimi, for forskerne mener, han er blevet myrdet på sin vej gennem Alperne.

Nærmest levende
Da hr. og fru Simon finder Ötzi, har han ligget nedfrosset i mere end 5000 år, men han fremstår nærmest levende. I dag ligger han i et specialbygget køleskab, og der kan man beskue ham på afstand, men ud fra hans knogle- og muskelstruktur har kyndige folk modelleret en voksfigur af ham, så der stod han også pludselig, lige foran mig. 1 meter og 68 høj, med skæg og skindbukser og glimt i øjet! Det var en helt vild oplevelse!

Fundet af Ötzi the Iceman har skabt dønninger i den arkæologiske og historiske verden, det siger næsten sig selv. Man har blandt andet flyttet bronzealderen 1000 år tilbage, fordi han havde en bronzeøkse! Men det skabte også dønninger i min verden, for det stod pludselig klart, at han ligner os mennesker af i dag. Han havde hverken elektronik eller kort eller Goretex, og hans vandrestøvler var fyldt med halm, men hans DNA er et homo sapiens-DNA. Han var et »rigtigt« menneske. Hverken mere eller mindre. Og jeg tænker, at det derfor ikke er helt forkert at konkludere, at Ötzi har haft de samme længsler som os, at han har haft de samme behov for at spise, drikke, sove, bo, for oplevelser og opgaver, udsyn, venskaber, kærlighed og tilgivelse.

Og så kom jeg til at tænke på en højskolesang, der, så vidt jeg kan høre, vinder stadig større popularitet. Sangen hedder »Livstræet«, og den handler om leg og udsyn, sammenhængskraft og lys og om alle dem, der jager efter magt og penge, at de hellere skulle synge og lege i livstræets krone, skue de blå horisonter. Et godt og fromt ønske. Men læg mærke til, at der står, lad dem lege i livstræets krone, lad dem skue de blå horisonter. Det trænger de til. Vi trænger åbenbart ikke til det, men de trænger. De andre.

Dem vi ikke kan lide
Men hvis vi ligner hinanden, så gælder det også os. Det er, fordi vi ligner hinanden, at vi har noget at sige hinanden. Men fordi vi ligner hinanden, kan vi også så let som ingenting komme til at blive ligesom dem, vi ikke kan lide.

Ötzi levede i en helt anden verden og tid, alligevel var han langt hen ad vejen som os. Det, synes jeg, er en tanke værd.

Anne-Sophie Olander
er domprovst i Roskilde domprovsti og sognepræst ved Roskilde Domkirke.