23. maj 2017
Karen Ellemann
gallery icon

Se billedserie

Karen Ellemann
Foto: Steen Brogaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lad os nu få nogle flere mænd i dagtilbuddene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lad os nu få nogle flere mænd i dagtilbuddene
Debat - 19. maj 2017 kl. 13:41
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Karen Ellemann (V), minister for ligestilling Elisa Bergmann, formand for BUPL Dennis Kristensen, formand for FOA

Hver fjerde af de studerende på de pædagogiske uddannelser er mænd. Men kun 10 procent af personalet i landets daginstitutioner er mænd - og tallet er endnu lavere i landets vuggestuer og børnehaver. Vi ved, at mange unge lige nu sidder og overvejer, hvilken uddannelse de skal søge ind på om et øjeblik. Og derfor vil vi gerne sende en klar opfordring til alle unge mænd om at overveje det pædagogiske arbejde med de yngste.

Børn har brug for rollemodeller af begge køn. Rollemodeller, som de kan spejle sig i og se op til. Når der både er kvinder og mænd blandt det pædagogiske personale, er det med til at give børn et nuanceret billede af, hvad kvinder og mænd kan, og at kompetencer og interesser ikke bestemmes af ens køn. At der er frihed til at være netop den, man er, og udfolde sig, som man vil. Børnene og deres forældre skal allerede i vuggestuen møde et dagtilbud, der rummer både mangfoldighed og ligestilling.

Flere barrierer
Vi ved, at mænd støder ind i forskellige barrierer, som afholder dem fra at vælge det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene. I nogle dagtilbud hersker stereotype forventninger til mænds og kvinders pædagogiske opgaver. Typisk forventes mænd at bidrage med fysiske lege, udendørsaktiviteter og håndværksopgaver. Og derudover kan mænd i nogle dagtilbud blive mødt med særlige retningslinjer for deres samvær med børnene, der både indskrænker og mistænkeliggør dem.

Et af de vigtigste budskaber til de mænd, der overvejer det pædagogiske arbejde med de mindste er, at det kræver stor faglighed at have ansvaret for de mindste børns trivsel og udvikling. Læring starter, når et barn fødes - ikke først i skolen. Som pædagogisk personale for de mindste kan man derfor være med til at gøre en kæmpe forskel.

I efteråret blev debatten om flere mandlige pædagoger skudt i gang med landsdækkende kampagner, blandt andet en video, der blev en viral succes, fordi den hjertevarmt viste, hvor stærke spor det pædagogiske personale kan sætte i et barn - også i voksenlivet. Og her i foråret følges debatten op med informationsmateriale til uddannelsesinstitutioner, kommuner og dagtilbud, der skal inspirere flere mænd til det pædagogiske arbejde med de yngste.

Brug for anerkendelse
Men inspirationsmateriale kan ikke ændre en kultur alene. Der er et stort behov for en langt større anerkendelse af det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne, der gør det attraktivt for både mandligt og kvindeligt pædagogisk personale at vælge arbejdet med dagtilbudspædagogik. Vi skal danne fælles front og gøre op med stereotype forventninger til piger, drenge, kvinder og mænd, og vi skal have flere mænd til at opdage de stærke faglige udfordringer, der ligger i det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene.