17. august 2017
Folk krydser over til den anden side af gaden, når jeg kommer, og de kigger væk i stedet for at se på mig. De har ikke fattet, at den bedste reaktion over for de efterladte er, at de direkte kontakter den sørgende med kærlige, empatiske ord og måske et knus, skriver Ellen Bick Asmussen - her sammen med sin nu afdøde mand, Svend Asmussen.
gallery icon

Se billedserie

Folk krydser over til den anden side af gaden, når jeg kommer, og de kigger væk i stedet for at se på mig. De har ikke fattet, at den bedste reaktion over for de efterladte er, at de direkte kontakter den sørgende med kærlige, empatiske ord og måske et knus, skriver Ellen Bick Asmussen - her sammen med sin nu afdøde mand, Svend Asmussen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Helt ind på livet af et jazz-livsstykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Helt ind på livet af et jazz-livsstykke
Debat - 25. juli 2017 kl. 12:29
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Ellen Bick Asmussen
Vipstjertvej 9

Dronningmølle

Da jeg holdt en lille tale i teltet i Silkeborg den 24. juni, var der over 1000 glade mennesker til stede. Det var den sidste dag af Riverboat Jazz Festival, og de var i latterhjørnet over anekdoterne om min mand, jazzviolinist Svend Asmussen. Vi boede sammen i Dronningmølle. Der var den historie fra sidste sommer, da Svend faldt, og jeg var nødt til at ringe til 1813. Efter jeg oplyste hans personnummer, blev jeg spurgt: »Er du så mor til den lille dreng?«

Svend blev jo næsten 101. Siden den 7. februar har jeg haft rigelig lejlighed til at tænke på ham, hans humor, charme - og hans anekdoter. Og til at reflektere over døden og hvad det er at miste den store kærlighed. Vi fandt hinanden, da han var 86 og jeg 59 år, og vi oplevede 15 vidunderlige år sammen.

Men hvordan har man det bagefter? Hans fravær virker lammende, og jeg glemmer tit, at han ikke er her mere. Jeg er den undervandsdykker, som er tre meter nede uden besked om, hvad jeg leder efter - og jeg er uden ilt. Det er utroligt svært. Man bliver aldrig den samme igen.

Hold den døde levende
Den britiske psykoanalytiker Melanie Klein har nogle forslag til de efterladte: At man accepterer, at den elskede er død og også, at man holder den døde levende. Hvordan gør man det sidste? Man kan snakke om alle de sjove oplevelser, man har haft sammen. Det gør jeg. Om hans optagethed af tøj, og hvordan knapper på en af hans elegante italienske Brioni-jakker skulle sidde. Om hans venlighed over for fremmede, der nærmerede sig ham for at bemærke: »Tak for al den dejlige musik.« Svend Asmussen var et livsstykke.

Men det var dengang. Hvad med nu og i fremtiden? Svends ironiske kommentar var: »Om et 100 år er alt glemt.« Men der sker noget alligevel, Svend. En anden jazzfestival, den i København, anvender Rasmus Meislers smagfulde tegning af Svend med Ella Fitzgerald som festivalplakat.

Jeg er også i gang med nogle opgaver, som skal sørge for, at han ikke bliver glemt: »June Nights,« bestsellerbiografien i hans egne ord, bliver genudgivet af Aarhus-forlaget Turbine på hans halv-fødselsdag den 28. august. Min anmelderroste digtsamling, »Inspiration/Exspiration« til ære for hans 100-års dag, er kommet igen på Odenseforlaget Mellemgaard.

På Riverboat Jazz uddelte jeg en pris, som Svend og jeg har diskuteret, så vi kan støtte en lovende jazzmusiker. Den pris gik til jazzviolinist Bjarke Falgren. Nu har jeg den spændende opgave at snuse til de lovende talenter, så jeg kan uddele næste års pris. Den mægtige koncert i Glassalen i Tivoli, som var planlagt til den 28. august, blev desværre aflyst på grund af modstand fra hans børn, men vi initiativtagere er sikre på, at den bliver til noget senere. Vi lavede også YouTube-videoen, https://youtu.be/x1lfU9r7Vxs om hans liv.

Kræver stærke nerver
Man skal have stærke nerver til at opleve døden tæt på. Og man kan godt forstå, hvorfor det kaldes for sorgprocessen, den er både uberegnelig og skræmmende. Nogle venner har støttet mig, men generelt virker det, som om jeg selv er død: Folk f.eks. i Gilleleje krydser over til den anden side af gaden, når jeg kommer, og de kigger væk i stedet for at se på mig. De har ikke fattet, at den bedste reaktion over for de efterladte er, at de direkte kontakter den sørgende med kærlige, empatiske ord og måske et knus. Lad være med at sige til dem: »Du får det bedre«, eller »du finder en anden.« Tro på mig, det hjælper ikke.

Vi er ikke gode til at sørge. Let's face it: Vi kommer jo alle til at dø. Lad os så prøve at være mere medfølende over for de efterladte. Send os et kærligt blik - og ikke bare en e-mail. Vi har set døden i øjnene, men vi lever endnu. Jeg har i hvert fald som én af de efterladte lært, hvordan jeg behandler en anden, der har mistet.

Ellen Bick Asmussen er mag. art, digter og enke efter jazzviolinisten Svend Asmussen.