19. oktober 2017
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den forbandede græsplæne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den forbandede græsplæne
Debat - 02. oktober 2017 kl. 09:25
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Mads Ravn

Når vi en af de næste uger slår græsplænen for sidste gang inden vinteren, kan man efter sommerens plæneklipperræs undre sig over, hvorfor i alverden vi hver weekend skal bruge tid på at slå den, vande den (dog ikke i år), eller lue og gøde den. Hvorfor er græs efter majs og hvede den mest udbredte art i verden, og hvorfor omsætter græsindustrien plæneklippere, gødning og vanding for milliarder af kroner på verdensplan? Det er mærkeligt, for man kan jo ikke spise græs. Alligevel stræber vi alle efter at have en have med en græsplæne.

Stenalderjægeren vil have undret sig over, hvorfor vi spilder tiden på uproduktive græsplæner, når man kunne fange nogle dyr eller samle nogle bær. Stenalderbonden ville også have tænkt, at man da skulle lade det gro og lade dyrene græsse på det. Der var heller ikke en grøn, nyslået græsplæne foran grækernes templer for 2500 år eller romernes Capitol for 2000 år siden, ej heller foran den kinesiske kejsers forbudte by i Peking for 200 år siden.

Tydeligvis er det et eller andet ideal, den europæiske og amerikanske middel- og overklasse efterstræber, og plænen skal være i orden. Selv i Qatar foran det nye Museum of Islamic art, der er tegnet af amerikanske arkitekter, har man anlagt en flot græsplæne, der koster millioner at vedligeholde i den ørkentørre varme. Den siger ikke noget specielt om islamisk kunst, men alligevel bruger man millioner på at vedligeholde græsset, som vi i øvrigt også gør i Parken, på golfbaner og på andre sportspladser.

Sportsgrene på græsset
De fleste prestigefyldte, udendørs sportsgrene som elitefodbold, golf og tennis skal helst foregå på græs; det er kun i Brasiliens farvelas, at man spiller fodbold på sand. Noget tyder på, at vi stræber efter et ukendt ideal, når vi bruger så meget tid og penge på græsplænen. Og det er ganske vist, at hvis plænen er uvandet eller uplejet ovre ved hr. og fru Jensen, er der sikkert noget galt med dem. Er den til gængæld flot og velpasset, har de vist styr på det derovre.

Nogle græsplæner er nærmest hellige. På det Cambridge College, hvor jeg studerede, måtte man kun gå på græsset en gang om året. Det var, når der var stor fest, det såkaldte Mayball. Da fik græsset så ellers en tur med pigernes høje hæle og mændenes cigaretskodder, ølsjatter og opkast, når de dansede eller drattede om på græsset. Ve den, der gik på det hellige tørv uden for denne periode. Jeg overhørte dengang en amerikansk turist, der spurgte den lokale gartner, som der var ansat rigtig mange af, hvordan man fik så flot en plæne. Svaret faldt prompte med vanlig britisk ironi: Et imperium og 500 års pleje. Så var den med de tabte kolonier i 1776 og amerikanernes historieløshed på plads.

Men gartneren havde en pointe. Græsplænens betydning er bundet op på en historisk udvikling, de færreste af os kender. Græsplænen opstod på middelalderens nyanlagte borge og slotte. Her anlagde franske og engelske fyrster græsplæner foran slottenes indgange. Velholdte græsplæner krævede før græsslåmaskinen, gødningen og vandsprinklere rigtigt meget arbejde. Til gængæld producerede de ikke noget af værdi. Man kunne ikke engang græsse dyr på dem. Men det meget arbejde betød, at man skulle være meget rig for at have en græsplæne. Den nærmest skreg ud til folk: Min ejer er så rig og magtfuld, og han har så mange hektar jord og ansatte, at han har råd til denne overflod. Jo større og flottere en græsplæne fyrsten havde, jo rigere var han. På den anden side, hvis græsplænen var upasset, havde fyrsten nok problemer.

Sociale begivenheder
Det var ofte på plænen, at kongen havde større sociale begivenheder. Selv i dag er det på græsplænen foran det hvide hus, at USA's præsident holder taler. Græssets symbolværdi på magt og rigdom er nok årsag til at almindheden skal holde sig uden for græsset foran især franske og engelske slotte, og i Cambridge, selv i nutidens demokrati. Græsplænen er et symbol på autoritet og magt og penge, både i politik og som nævnt også i sportens verden.

Det er derfor ikke overraskende, at de opadstræbende, borgerlige politikere og præsidenter i løbet af 1700- og 1800-tallet overtog kongens og adlens idealer om græsplæner. Idealet spredte sig på samme måde til den voksende middelklasse i USA og Europa i løbet af 1950 og 1960 erne. Man måtte bare have et hus med egen græsplæne. I mellemtiden havde man glemt, hvorfor en græsplæne var så vigtig, for nu havde man græsslåmaskiner og sprinklere, der kunne gøre det fysisk muligt for almindelige mennesker at have en græsplæne.

Kend historien
Historien om græsplænen understreger min anden pointe: At mange af de ting vi bare gør, er historisk betingede, uden at vi tænker over det. Netop dette er grunden til, at det er vigtigt at kende sin historie. Ikke fordi at vi skal gentage den, men fordi vi skal lære at fravælge dumme, uproduktive og farlige ting, vi bare gør og bruger resurser på uden at tænke over det. Vi skal lære af fortiden; ellers er vi tvunget til at gentage den. Men mere præcist er studiet af vores fortid en måde at lære af de valgmuligheder, der ellers er, så man ikke arbejder sig ihjel eller bruger resurser på de forkerte ting, som de måske gjorde dengang.

Jeg skal ikke her opfordre folk til at lade være med at slå græs. Men man kunne overveje at bruge lidt mere tid på familien end på græsset. Man kunne også overveje at få en japansk stenhave i stedet for. Men det er jo ikke til at vide, hvad naboerne siger. De kender jo ikke historien om græsplænen, og at den tilfældigvis blev et redskab for datidens adelige til at vise, at de have mange penge og magt. De ved heller ikke at selvom man ikke slår græsplænen hver uge, betyder det altså ikke at man nødvendigvis er fattig eller syg. Det kunne jo være man bruger lidt mere tid på andre og vigtigere ting. Det ved de så nu.

Mads Ravn er arkæolog PhD, forsknings- og samlingschef, Kulturmuseet, Spinderihallerne på VejleMuseerne.