22. september 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forsvarer protesterer mod skattebeviser i Uber-sag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forsvarer protesterer mod skattebeviser i Uber-sag

Forsvarer for Uber-chauffører, der risikerer bøder, protesterer mod hollandske skatteoplysninger som bevis.

Danmark - 21. august 2017 kl. 11:51
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Anklagemyndigheden bør ikke kunne bruge oplysninger fra hollandske skattemyndigheder som bevis i fire sager mod tidligere Uber-chauffører, der risikerer store bøder.

Det fremfører forsvarer Eddie Omar Rosenberg Khawaja mandag i Københavns Byret.

Forsvareren mener, at det vil overskride EU-retten at bruge oplysningerne uden at have indhentet et specifikt samtykke fra de hollandske myndigheder.

- Derfor er det min opfattelse, at man hverken kan eller må gøre brug af disse oplysninger som bevis i straffesag.

- Desuden spiller det ind, at oplysningerne er det eneste bevis i sagen, siger Eddie Omar Rosenberg Khawaja, som tilføjer, at et ulovligt tilvejebragt bevis kun kan anvendes, hvis det ikke er det eneste bevis i en sag.

Retsformand Bodil Toftemann afviser at tage stilling til bevisernes gyldighed forlods, men vil tage stilling til skyldsspørgsmål og forsvarerens protester samtidig.

Byretten indledte sagerne, der behandles samtidig, før sommerferien. Men forsvarer og anklager var enige om, at der var brug for at indhente flere oplysninger fra Skat om forløbet.

Det er på den baggrund, at forsvareren har valgt at protestere mod bevisførelsen. Anklager Elisabeth Boserup er helt uenig.

- Skat har spurgt, om der var begrænsninger i forhold til at udlevere oplysningerne, og det var der ikke, siger hun i retten.

Sagerne er såkaldte prøvesager og bygger på oplysninger, som Skat i september 2016 fik fra skattemyndigheder i Holland om danske statsborgere, der har kørt for Uber i 2014 og 2015.

Uber har hovedkontor i Holland.

Skat har fået at vide, hvor mange penge de har tjent, og hvor mange ture, de har kørt. Senere henvender Københavns Politi sig til Skat, som giver oplysningerne videre.

Ifølge anklageskriftet har fire mandlige chauffører tjent henholdsvis 497.735 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner på at køre for Uber i Danmark i 2015.

Det mener anklageren skal koste bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 for brud på taxiloven. Chaufførernes vil frifindes.

Listen med chauffører tæller omkring 1500 navne, har Københavns Politi tidligere oplyst til Ritzau. Andre medier har dog skrevet, at listen har op mod 2000 navne. Målet er ifølge politiet at sigte alle personer, der står på listen.

En funktionsleder i Skat har tidligere forklaret i Københavns Byret, at Skat ved modtagelsen sikrede sig, at oplysningerne kunne deles med "andre danske myndigheder."

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk